Skip to main content

Neuroprotective effects of erythropoietin in aneurysmal subarachnoid hemorrhage

Læge Jacob Bertram Springborg: Forf.s adresse: Brumleby 53, DK-2100 København Ø. E-mail: jbs@dadlnet.dk Forsvaret finder sted den 27. september 2005, kl. 14.00, i Auditorium 2, H:S Rigshospitalet. Bedømmere: Jens Astrup, Else Tønnesen og Carl-Henrik Nordström , Sverige. Vejleder: Niels Vidiendal Olsen .

31. okt. 2005
2 min.

Ph.d.-afhandlingen udgår fra Neuroanæstesiologisk Klinik, H:S Rigshospitalet, og omfatter en oversigt og tre originalarbejder.

En subarachnoidalblødning (SAH) er en af de mest alvorlige akutte neurologiske lidelser, og sekundære iskæmiske skader er en væsentlig årsag til død eller permanente cerebrale skader. Da sekundære iskæmiske skader normalt først opstår flere dage efter blødningen er der mulighed for »profylaktisk« behandling, hvilket er en potentiel fordel sammenlignet med andre former for apopleksi.

Behandling med erythropoietin (EPO) virker lovende, idet rekombinant EPO besidder neuroprotektive virkninger i dyremodeller af nerveskade, inklusive SAH. Et nyligt klinisk studie tyder endvidere på, at EPO kan være effektivt i behandlingen af tromboembolisk apopleksi.

Vi undersøgte:

  1. Virkningen af rekombinant EPO på den cerebrale blodgennemstrømnings autoregulation. EPO forhindrede det tab af autoregulation, der normalt indtræder hos rotter med eksperimentel SAH.

  2. Den endogene produktion af EPO i centralnervesystemet hos patienter med SAH. Hos patienter med SAH stammer EPO i cerebrospinalvæsken hovedsageligt fra centralnervesystemet.

  3. Sikkerheden og effektiviteten ved at behandle patienter med SAH med rekombinant EPO: 73 patienter blev randomiseret til behandling med EPO eller placebo. EPO-behandling var sikker, og vi fandt en tendens til en positiv effekt af EPO på klinisk outcome og karspasmer, men forskellene mellem EPO-gruppen og placebogruppen var statistisk insignifikante.

Der er på nuværende tidspunkt ikke tilstrækkelig dokumentation for at anbefale rekombinant EPO til patienter med SAH. Yderligere undersøgelser er nødvendige.