Skip to main content

> Ann Med

Nikkelallergi forekommer hos knap en tredjedel af de midaldrende kvinder. For de fleste er det ikke noget problem at undgå nikkeludsættelse, men meget nikkelfølsomme kan have et betydeligt problem, da de reagerer på selv meget små nikkelkoncentrationer på huden. Enkelte reagerer endda på de meget små mængder nikkel, der findes naturligt i mad og drikke. Italienske forskere har for første gang i et randomiseret, dobbeltblindet, placebokontrolleret studie undersøgt, om man kan reducere eller eliminere nikkelallergi ved hjælp af såkaldt hyposensibiliseringsterapi eller allergivaccination. I alt 113 voksne, som havde en positiv reaktion over for nikkel ved lappetestning, og som havde en sygehistorie, der viste systemisk eksemreaktion over for nikkel ved fødevareindtag, hvilket samtidig blev bedre ved diæt med lavt nikkelindhold, gennemførte studiet. Et yderligere kriterium var, at man eksperimentelt ved perioral nikkelprovokation kunne fremprovokere eksemet.

Patienterne blev randomiseret til fire forskellige grupper, heraf en med placebo, og behandlingen varede et år. Fra den femte måned introducerede forfatterne gradvist nikkel i den ellers meget restriktive diæt. I de aktive grupper blev patienterne behandlet med henholdsvis 1,5 mikrogram nikkel/uge, 0,3 mikrogram/uge eller 30 ng/uge. De fandt, at gruppen, der blev behandlet med 1,5 mikrogram nikkel/uge, oplevede en signifikant bedring i deres gastrointestinale gener ved sammenligning med placebogruppen. De kunne dog ikke påvise noget signifikant effekt på hudsymptomer. Efter hyposensibiliseringsterapi skulle der højere doser nikkel (sammenholdt med baseline) til at fremprovokere eksem hos gruppen af patienter, der blev behandlet med 1,5 mikrogram nikkel/uge. Ligeledes havde en signifikant større andel af de patienterne, der fik 1-5 mikrogram nikkel/uge negativ lappetest efter endt behandling end placebogruppen.

Professor Niels K. Veien, Hudlægecenter Nord, Aalborg kommenterer: »Det er første gang, der er udført en randomiseret, dobbeltblindet, placebokontrolleret undersøgelse af muligheden for at modulere immunreaktioner på nikkel hos nikkelallergikere, som har vanskeligt ved at tåle nikkel i maden. Der ser ud til at være en vis virkning af forsøget på at udvikle tolerans. Det har store perspektiver som en enkel metode til at nedtone reaktioner på kontaktallergener, som kan indtages med maden«.

Di Gioacchino M, Ricciardi L, De Pità O et al. Nickel oral hyposensitization in patients with systemic nickel allergy syndrome. Ann Med 2014;46:31-7.

www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/2425616