Skip to main content

Ny operationsmetode hos patienter med incisionalhernie har færre komplikationer

MILOS - Mini- or less-open sublay operation er en ny operationsmetode, der medfører færre komplikationer, reoperationer og recidiv sammenlignet med to andre hyppigt anvendte operationsmetoder.

Redigeret af Peter Lange, plange@dadlnet.dk

21. feb. 2018
2 min.

Incisionalhernier opereres oftest via to forskellige adgange, hvoraf den ene er laparoskopisk (intraperitoneal onlay mesh-operation), og den anden er en åben teknik (sublay mesh-placering ved åben operation). Disse operationstyper anvendes som de hyppigste operationer til patienter med incisionalhernie. Der resterer dog fortsat problemer med kroniske smerter, risiko for tarmskader, adhærensileus og recidiv. For at komme disse problemer til livs er der udviklet en ny operationsmetode, hvor store mesh’er kan placeres i en sublay-position via en mindre incision i brokket. På denne måde kan man forebygge større dissektion i bugvæggen, og samtidig behøver man ikke at komme ind i bughulen. Denne operationsmetode benævnes mini- or less-open sublay (MILOS)-operation og er for nylig undersøgt i Tyskland. Man har undersøgt andelen af patienter med postoperative komplikationer, reoperationer, infektioner, recidiv og kronisk smerte ved den nye MILOS-operation sammenlignet med de to hyppigst anvendte alternative operationsmetoder, der hhv. er med laparoskopisk og åben adgang. Forfatterne fandt i en matchet gruppeundersøgelse, at der var signifikant reduceret risiko for at få postoperativ komplikation, reoperation, infektion, kroniske smerter og recidiv ved den nye MILOS-operation.

Professor Thue Bisgaard, Gastroenheden, Hvidovre Hospital, udtaler: »Kun

fire kirurger opererede 615 patienter. Resultaterne efter et år er imponerende. Man anvendte en kombineret endoskopisk minimalt invasiv og åben teknisk udfordrende operationsmetode med nyudviklede low-cost-instrumenter. Resultaterne kan dog være vanskelige at fortolke, da der kun er anført begrænset information om in- og eksklusion, opfølgningsmetode og definition af outcomes. Før teknikken generelt kan anbefales, må man afvente yderligere sammenlignende undersøgelser, og om de gunstige resultater kan reproduceres uden for studiemiljøet. Alligevel sætter undersøgelsen nødvendigt fokus på videre udbygning af specialiserede herniecentre i Danmark til optimering af operationsresultaterne«.

Reinpold W, Schröder M, Berger C et al. Mini- or less-open sublay operation (MILOS): a new minimally invasive technique for the extraperitoneal mesh repair of incisional hernias. Ann Surg 16. jan 2018 (e-pub ahead of print).

Interessekonflikter: ingen.