Ny speciallægeuddannelse – NU!

I dette nummer af Ugeskrift for Læger beskriver Tolsgaard et al fordele og begrænsninger ved implementering af evidensbaseret simulationstræning [1]. Kun i enkelte specialer indgår simulationstræning i målbeskrivelserne [1]. Det må der gøres noget ved af hensyn til patienterne, deres sikkerhed og uddannelse af de kommende speciallæger.

Speciallægeuddannelsen gennemgik en kraftig revision i 2004 som følge af Speciallægekommissionens betænkning. Det er nu 16 år siden, og på nogle områder er man ikke kommet videre. Nogle af de faktorer, som har påvirket uddannelsen, er den ændrede arbejdstid, opgaverne og de teknologiske forbedringer. Hvis man tilbyder oplæring, færdighedstræning og simulering (FTS) i starten af en ansættelse, vil den pågældende hurtigere klare opgaverne og i løbet af kort tid bliver fuldt arbejdsdygtig. Så den ekstra tid og ressourcer, man bruger i starten, er hurtigt tjent ind [2]. Skemalagt FTS bør være en mulighed i en ny speciallægeuddannelse.

Et af de første kirurgiske ugekurser i et færdighedslaboratorium blev etableret i 1990, hvor et kirurgisk pilothold blev eksponeret for nye teknikker i forskellige fagområder: thorax- og karkirurgi, urologi, gynækologi og gastroenterologi [3]. Teknikkerne blev forevist af speciallæger, og operationerne blev foretaget på grise. Kurset fik en fantastisk evaluering, og siden har dette koncept fungeret i hoveduddannelsen i de skærende specialer. Senere har man erkendt, at man kunne spare dyr, ved at uddannelsessøgende læger startede træning i dry labs og lærte færdighederne på modeller og simulering for så bagefter at blive eksponeret for operationer på dyr, som oftest grise. Det er nødvendigt at operere på dyr med en vejleder, som kan lave noget uforudset for at vurdere, om kursisten reagerer adækvat ved f.eks. en pludselig blødning.

Minimal Invasiv UdviklingsCenter (MIUC) var et af de første murløse FTS-centre, og det fungerede i et samarbejde mellem fem amter. I dag har de fleste hospitaler et større eller mindre FTS-center [1, 4]. I disse centre foregår der foruden FTS også forskning, som har vist, at færdighedstræning er en effektiv og billig læringsmodel, men det er et uafklaret spørgsmål, om virtual reality-simuleringer er omkostningseffektive [5].

Man bør indtænke FTS og certificering af kommende robotkirurger f.eks. ved et fellowship med 12 måneders curriculum. De første seks måneder kunne være med en common trunk, hvor fellowen havde FTS og sideløbende robotoperationer, hvor man lærte f.eks. at docke robotten, anvende forskellige arme etc. Fellowen kunne gå på tværs af matrikler og få større eksponering for operationer, hvilket er nødvendigt for at tilegne sig de kirurgiske færdigheder. De sidste seks måneder kunne fellowen lære specifikke operationer inden for det pågældende fagområde. Sluttelig bør man lave en certificering f.eks. med en eller to uredigerede videooptagelser af en operation, som bedømmes af to uvildige speciallæger.

På universiteterne er man begyndt med FTS, hvilket medfører, at de kommende kolleger allerede har fået en holdningsændring til FTS, da det er helt naturligt for dem. Det er essentielt, at hospitals- og afdelingsledelser forstår vigtigheden af, at de uddannelsessøgende læger får mulighed for at komme i færdighedslaboratoriet. Det bør indgå som en del af arbejdsskemaet, så det er lige så vigtigt, at man går ned og træner FTS i to timer, som det er at passe vagt eller være i ambulatoriet. Der skal tilføres nye midler for at gøre dette, men som tidligere anført vil det kunne betale sig. Ved at det skemalægges, bliver det synligt, og det vil medføre øget brug af de FTS-centre, som er på de fleste danske sygehuse. Der står meget dyrt udstyr, som bliver brugt i varierende grad. Det bør være et krav for kommende speciallæger, at de har haft FTS af en procedure, inden den udføres på en patient.

Det er nu, at der er behov for at revidere og sørge for, at ovennævnte indgår som en del af en ny speciallægeuddannelse mhp. at få bedre uddannede speciallæger med høj teknisk kunnen.

Korrespondance: Lars Lund, Urinvejskirurgisk Afdeling, Odense Universitetshospital. E-mail: Lars.Lund@rsyd.dk

Interessekonflikter: ingen. Forfatterens ICMJE-formular er tilgængelig sammen med lederen på Ugeskriftet.dk