Skip to main content

Ocular fluorophotometry in human subjects and in swine - with particular reference to long-term pharmacokinetics

Lars Loumann Knudsen: Forf.s adresse: Øjenafdelingen, Aalborg Sygehus Syd, 9000 Aalborg. Forsvaret finder sted fredag den 15. november 2002, kl. 13.00, Aarestrupauditoriet, Klinikbygningen, Odense Universitetshospital. Bedømmere: Professor, dr.med. Einar Stefansson , Island, Frederik Andreasen og Anne Katrin Sjølie.

2. nov. 2005
2 min.

Doktorafhandlingen, der er udarbejdet under ansættelser ved øjenafdelingerne i Århus, Odense og Aalborg, udgår fra Aalborg Sygehus. Det overordnede formål med afhandlingen var at udvikle og applicere en ny (farmakokinetisk) model til beskrivelse af øjets barriereforhold hos diabetiske og ikkediabetiske personer samt vurdere effekten af specifik behandling på diabetisk retinopati (fotokoagulation og vitrektomi) ved hjælp af denne nyudviklede metode, hvor stoffet fluorescein benyttedes som tracer .

Frit fluorescein i plasma kunne beskrives med en bieksponentiel henfaldskurve, hvilket er karakteristisk for et åbent to-kompartment-system. Den initiale fordelingsfase for fluorescein fandtes at skyldes fordeling fra det centrale til det perifere kompartment samt elimination fra det centrale kompartment. Hvorimod den terminale fordelingsfase skyldtes redistribution og elimination af fluorescein. Den største del af fluorescein fandtes lokaliseret til det tilsyneladende perifere kompartment, og kun en mindre del var lokaliseret til det centrale kompartment.

Fluorescein i glaslegemet kunne beskrives med en bieksponentiel funktion hos alle undersøgte personer. Fluorescein i det forreste øjenafsnit kunne beskrives med en bi- eller tri-eksponentiel funktion. Ud fra arealerne under glaslegeme- og plasma-fluorescein-kurverne defineredes et permeabilitetsindeks (PI) som et udtryk for de samlede barriereforhold. Barrieren omkring det bageste øjenafsnit (blod-nethinde-barrieren) fandtes nedbrudt med tiltagende grad af diabetisk retinopati. Dette skyldtes en forsinket, men forøget fluoresceintilførsel til øjets glaslegeme. Resultaterne synes samlet at antyde, at barrieren omkring det bageste øjenafsnit omfatter aktive transportsystemer, og at disse kan være nedbrudt ved diabetisk retinopati.

For at vurdere betydningen af den nedbrudte barriere på udvikling af diabetisk retinopati fulgtes to grupper af diabetikere i fem år. Den ene gruppe havde et normalt PI hvorimod den anden havde et forhøjet indeks. Gruppen af diabetikere med et forhøjet PI viste sig efter fem års observation at have udviklet signifikant flere behandlingskrævende nethindeforandringer (proliferativ retinopati) end gruppen med et normalt PI.

Barriereforholdene omkring det forreste øjenafsnit (blod-kammervands-barrieren) undersøgtes også og fandtes ligeledes nedbrudt ved tiltagende grad af diabetisk retinopati. Dette skyldtes en nedsat fluoresceinelimination fra dette øjenafsnit med baggrund i en okulær begrænsning heraf.

Laserbehandling ved diabetisk retinopati viste sig at resultere i en yderligere barrierenedbrydning i relation til det bageste øjenafsnit. Dette skyldtes en forøget og forsinket fluoresceintilførsel til øjet.

Effekten af vitrektomi undersøgtes i en dyremodel og viste barrierenedbrydning. Dette skyldtes en øget hastighed for fluoresceintilførsel til øjets bageste afsnit sammen med en nedsat lag-time .