Skip to main content

Øget antal øre-næse-hals-patientklagesager i Danmark

Gohar Nikoghosyan-Bossen 1 , Agnes Hauberg 2 & Preben Homøe 1 1) Øre-, Næse- og Halskirurgisk Klinik Rigshospitalet og2) Patientombuddet

1. mar. 2013
3 min.

Introduktion

Retten til at klage over sundhedsydelser er en elementær patientrettighed og en mulig informationskilde til kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet og patientsikkerhed. Siden 1988 er klager over den sundhedsfaglige virksomhed blevet behandlet af Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Antallet af patientklagesager er steget jævn siden 1998. Formålet med undersøgelsen er at opgøre øre-næse-hals (ØNH)-specialerelaterede klagesager og de trufne afgørelser med henblik på at beskrive den epidemiologiske, geografiske og lægelige fordeling heraf over en 11-årig periode.

Materiale og metoder

Dette er en retrospektiv registerundersøgelse af samtlige afgjorte ØNH-patientklagesager i perioden 1998-2008. På grundlag af oplysninger fra Sund-hedsstyrelsens Landspatientregister er antallet og aldersfordelingen af patientkontakter i perioden 1998-2008 estimeret for de offentlige ØNH-afdelinger (3.246.549), for de private ØNH afdelinger (31.759) og i ØNH speciallægepraksis i Danmark (11.470.412). Oplysninger om antallet af ØNH-speciallæger og -reservelæger på de offentlige sygehuse samt praktiserende ØNH-speciallæger i studieperioden er indhentet via Sundhedsstyrelsens Bevægelsesregister. Den regionale demografiske fordeling, som blev gennemført med kommunalreformen pr. 1. januar 2007, er tilpasset årene 1998-2006 og anvendt for hele studieperioden.

Resultater

I alt 480 afgørelser i perioden 1998-2008 indeholdt en eller flere ØNH-specialerelaterede klagepunkter. De indklagede var i 99% af tilfældene læger og i 4% sygeplejersker. Afgørelserne resulterede i 18% af sagerne i kritik af indklagede, som havde handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard. Grovere eller gentagen skødesløshed resulterede yderligere i indskærpelse i 1,4% af sagerne. Ingen kritik, men anførelse af hensigtsmæssighed var noteret i 7% af sagerne. Antallet af afgjorte ØNH-klagesager steg jævnt i studieperioden med nogen variation over årene og en total stigning på 72%. Medianalderen af de patienter, der var nævnt i klagesagerne, var 43 år, og fordelingen på alder varierede tæt med aldersfordelingen for ØNH-patienter, som blev behandlet på offentlige ØNH-afdelinger. Relativt flere unge i alderen 20-59 år klagede i forhold til patienter, der var ældre end 70 år. Den geografiske fordeling baseret på klagerens adresse og regionernes befolkningstal viste, at den højeste forekomst af klager forekom i Region Hovedstaden og den laveste i Region Nordjylland. Baseret på antallet af patientkontakter var ansatte ved de offentlige ØNH-afdelinger involverede i klagesager seks gange hyppigere end ansatte i ØNH-speciallægepraksis. Hyppigheden af både klage og kritik pr. antal læger var det samme for både ØNH-læger i speciallægepraksis og ØNH-speciallæger på offentlige sygehuse. Reservelæger var den mindst hyppigt indklagede og kritiserede lægegruppe.


Konklusion

Antallet af ØNH-klagesager steg i perioden 1998-2008, og forekomsten af klager var størst i Region Hovedstaden. Patientaldersgruppen fra 20-59 år klagede relativt hyppigst. Speciallæger på ØNH-afdelinger og speciallæger i ØNH-praksis indklag-edes og kritiseredes i samme omfang.

DANISH MEDICAL JOURNAL: Dette er et resume af en originalartikel publiceret på danmedj.dk som Dan Med J 2012;59(5):A4321.