Skip to main content

Økonomisk dækningsgrad og gennemsnitlige omkostninger ved hospitalsbehandlet tilskadekomst

Jens M. Lauritsen, cand.oecon. Kristian Kidholm, Ole Skov & cand.oecon. Lasse Nørgård

2. nov. 2005
12 min.


Introduktion: Undersøgelsens formål var at fastlægge den økonomiske dækningsgrad for hospitalsbehandlet tilskadekomst og belyse de gennemsnitlige omkostninger.

Materiale og metoder: For optageområdet til Odense Universitetshospital i 1992 indgår skadestuehenvendelser (n = 29.516) for alle aldre samt en tværsnitsundersøgelse om tilskadekomst (n = 1.074) for 15-67-årige. Omkostningerne er fremskrevet til 2002-niveau beregnet efter cost of illness -princippet.

Resultater: De gennemsnitlige omkostninger til hospitalsbehandling per tilskadekommen varierede signifikant med alder: 26.119 kr. for 68+-årige, 2.357 kr. for 15-67-årige og 1.528 kr. for 0-14-årige. Omkostningerne ved hospitalsbehandling var i alt ca. 117 mio. kr., heraf udgjorde »hjemmeulykker for ældre kvinder« 29% og trafikulykker 25%. Dækningsgraden af hospitalsbehandlet tilskadekomst for 15-67-årige var 36% (95% CI 32-39%) mht. antal, for behandlingsomkostninger 92% og for samlede samfundsøkonomiske omkostninger 85%.

Diskussion: Den økonomiske dækningsgrad for hospitalsbehandlet tilskadekomst er væsentlig højere end den antalsmæssige. For trafikulykker er 92-98% af alle omkostninger knyttet til personer, som er tilset på hospitalet. Der er stor variation med alder og baggrund for tilskadekomst i størrelsen af samfundsøkonomiske og behandlingsmæssige omkostninger. En forsigtig ekstrapolering antyder, at der anvendes 2-2,5 mia. kr. til behandling af tilskadekomne personer i Danmark om året. Tilsvarende analyser bør udføres andre steder og gentages, idet data er fra 1992.

Fastlæggelse af samfundsøkonomiske omkostninger efter ulykker kan baseres på registre og konkrete empiriske undersøgelser. For trafikulykker anvendes i nogle lande politiets registrering, mens de i Danmark er beregnet ud fra hospitalsregistrering af personskade (1), hvilket har en højere dækningsgrad end politiregistreringer både i Danmark og udlandet (2, 3). Men ikke alle henvender sig til hospitalerne efter tilskadekomst. I Odenseområdet gælder det således kun for cirka 40% af samtlige tilskadekomne (4), dog med en højere dækningsgrad for alvorligere tilskadekomne.

Omkostningsestimater, der er baseret på hospitalsbehandlet tilskadekomst, kan derfor forventes at være systematisk afvigende fra estimater, der er baseret på en komplet kortlægning. De hidtidige analyser af dækningsgrad har ikke inddraget økonomiske aspekter. Hvorvidt dækningsgraden i økonomisk forstand svarer til de 40% er derfor ikke belyst.

Ud fra principperne for beregning af samfundsøkonomiske omkostninger (1, 5), et skadestuemateriale og en regional tværsnitsundersøgelse (6) var formålet derfor at belyse de samlede behandlingsomkostninger, og at fastlægge, hvor stor en del af de samfundsøkonomiske omkostninger der er knyttet til de hospitalsbehandlede tilfælde.

Metode og materialer

Opgørelsen dækker personer med bopæl i optageområdet for Odense Universitetshospital, som i 1992 omfattede Odense Kommune og otte tilstødende kommuner (Langeskov, Munkebo, Kerteminde, Årslev, Tommerup, Vissenbjerg, Otterup og Søndersø) med i alt 247.436 indbyggere per 1. januar 1993. To typer data indgår i undersøgelsen: 1) henvendelser til skadestuen ved Odense Universitetshospital i 1992 (hospitalsbehandlet tilskadekomst) og 2) en tværsnitsundersøgelse, hvor spørgeskemaer blev udsendt til et tilfældigt udsnit af befolkningen ultimo 1992 (anden tilskadekomst).

Hospitalsbehandlet tilskadekomst

For 1992 registreredes 29.519 førstegangshenvendelser fra personer, der var bosiddende i optageområdet. Heraf var 19.936 i alderen 15-67 år.

Anden tilskadekomst

I alt 4.942 personer i alderen 15-67 år modtog et spørgeskema om tilskadekomst for perioden fra den 1. januar 1992 (6). I de 3.905 returnerede skemaer (svarprocent 79%) oplyste 726 personer om én skade og 359 om to eller flere (uoplyst 79). Skemaet belyste behandlingssted, sygefravær, indskrænkning i daglige gøremål m.m. for den først indtrufne skade. Et supplerende skema blev udsendt til belysning af skade nr. 2, 3 etc., men dette blev kun returneret for 28% af disse skader. Analyserne er derfor baseret på sufficiente besvarelser fra 1.074 respondenter med mindst én skade.

Bortfaldsanalyse

Kvinder svarede i større omfang end mænd (83% mod 76%) (χ2 , p < 10-3 ), mens der ikke var forskel i svartendens efter alder eller bopæl (postnummer). Andelen af hospitalsbehandlede skader oplyst i hovedskemaet var højere (36%) end i de returnerede supplerende skemaer (23%) (χ2 , p = 0,001).

Definition af skadetyper

Trafik: skade opstået efter ulykke i trafikområdet med mindst et køretøj involveret. Arbejde: skade sket i arbejdstiden ved lønnet arbejde eller som selvstændig. Sport: skade sket på et idræts- og sportsområde uden for arbejdstiden. Hjemme: skade sket i et boligområde. Andet: øvrige skader, fx tilskadekomst sket i parkområder eller i fri natur.

Beregning af omkostninger

I beregningen er anvendt en simpel opgørelse af behandlingsomkostninger for de hospitalsbehandlede skader og et samfundsøkonomisk perspektiv ud fra en cost of illness -tilgang (5). De samfundsøkonomiske omkostningerne deles op i direkte og indirekte omkostninger. De direkte omkostninger består af behandlingsomkostninger (skadestuebesøg, indlæggelse, ambulant behandling, behandling hos praktiserende læge, speciallæge og sygeplejerske) og ikkebehandlingsomkostninger (transport, tilpasninger i hjemmet og administration) (5). Øvrige direkte omkostninger indgår ikke i denne undersøgelse.

Direkte omkostninger for hospitalsbehandlede er fastlagt ud fra afdelingsspecifikke sengedagspriser og takster fra Odense Universitetshospital for initial behandling, indlæggelse og ambulant efterbehandling. Omfanget af efterbehandling på hospitalet og i primærsektoren er baseret på et tidligere arbejde om gennemsnitlige besøg og omkostninger (1).

Direkte omkostninger for anden tilskadekomst: behandler, antal besøg etc. er fastlagt ud fra tværsnitsundersøgelsen. Priser for behandlingen er baseret på (1).

Indirekte omkostninger (produktionstab): Varighed af sygefravær og indskrænket aktivitet er fastlagt i tværsnitsundersøgelsen og appliceres både på hospitalsbehandlet og anden tilskadekomst. Skøn over produktionstab per dag baseres på en gennemsnitlig løn for ufaglærte kv inder og mænd som udtryk for værdi af produktionen (5). Detaljeret specifikation af beregningsmetoder og forudsætninger kan rekvireres (7). Produktionstab pga. indskrænkede daglige aktiviteter var for mænd 1 t 36 min og for kvinder 3 t 13 min (8). Indskrænket aktivitet medregnes ikke samtidig med fravær. Personer uden arbejde indgår alene med indskrænket aktivitet. Produktionstabet ved død er opgjort som nutidsværdien af den forventede fremtidige produktion estimeret som den gennemsnitlige årsløn for ufaglærte mænd og kvinder. Diskonteringsfaktoren var 5%.

Statistiske metoder

Dataanalyse er udført med Stata v7. Middelværdiestimater angives som gennemsnit med 95% konfidensintervaller (CI). Risikotid for incidensrate i tværsnitsundersøgelsen opgøres fra den 1. januar til modtagelse af spørgeskema, for personer med tilskadekomst fra den 1. januar til medio måned for skaden (Stata procedure cflpois). Sammenligning af kategoriale data er foretaget med χ2 -test og af kontinuerte data med t-test. Konfidensinterval for proportioner er baseret på poisson-fordeling (Stata procedure cii). Korrektionsfaktorer: Fra tværsnitsundersøgelsen fastlagdes korrektionsfaktorer for samlet forekomst af »anden tilskadekomst« for 15-67-årige. Fremskrivningsfaktor for priser fra 1992 til 2002 er sket ud fra udvikling i forbrugerprisindekset fra januar 1992 til januar 2002 (22,9% øgning if. Danmarks Statistik).

Resultater
Forekomst

Hospitalsmaterialet: I 1992 var der i alt 29.519 førstegangshenvendelser efter tilskadekomst, hvilket svarer til 119,3/ 1.000 personår for alle og 111,7/1.000 personår for de 15-67-årige. Tværsnitsundersøgelsen: Af de 1.074 skader blev 381 (36%) primærbehandlet i sygehusvæsenet, 130 (12%) i almen praksis, 24 (2%) hos en speciallæge, 13 (1%) hos en sygeplejerske, 52 (5%) andet sted og 474 (44%) var egenbehandlede. Incidens af hospitalsbehandlet tilskadekomst var her 120,1/1.000 personår (95% CI 108,8-132,5). Proportionen af hospitalsbehandlet tilskadekomst var 0,36 (95% CI 0,32-0,39) for 15-67-årige.

Omkostninger generelt

Tabel 1 viser de beregnede omkostninger i 2002-prisniveau ved hospitalsregistreret og anden tilskadekomst. Omkostninger til hospitalsbehandling til primær og opfølgende behandling var i alt ca. 117 mio. kr. med stor variation mellem typerne. Den største grupper var trafiktilskadekomne (25%), kvinder over 67 år, der var kommet til skade i hjemmet (29%), mens ældre og alle trafiktilskadekomne tilsammen var ca. 66%. Den samfundsøkonomiske dækningsgrad for hospitalsandelen var generelt 85%, men varierede fra 59% for tilskadekomst på arbejde til 92% for tilskadekomst i trafikken. Dækningsgraden for behandlingsomkostninger alene var højere end for den samfundsøkonomiske opgørelse og højest for trafikskader (98%). De indirekte omkostninger udgjorde over 90% af de samlede omkostninger.

Omkostninger per tilskadekommen

Tabel 2 viser de gennemsnitlige omkostninger per tilskadekommen. Behandlingsomkostninger for hospitalsbehandlede varierede signifikant med alder (t-test, børn, p = 0,0059 og ældre t-test, p < 10-4 vs. 15-67-årige). De faktiske værdier var for 68+-årige 26.120 kr. (95% CI 23.198-29,041 kr.), for 15-67-årige 2.357 kr. (2.061-2.654 kr.) og for 0-14-årige 1.528 kr. (1.270-1.787 kr.), samlet gennemsnit var 3.958 kr. (3.644- 4.273 kr.).

Samlede samfundsøkonomiske omkostninger er især indirekte omkostninger, som per tilskadekommen udgjorde 85-90%. Niveauet af gennemsnitlige omkostninger var fra fem (type = arbejde) til atten (type = andet) gange højere for de hospitalsbehandlede end for »anden tilskadekomst«.

Diskussion

Tværsnitsundersøgelsen omfattede tilskadekomne i alderen 15-67 år, og økonomisk dækningsgrad var for denne aldersgruppe 92% for behandlingsomkostninger og 85% for samfundsøkonomiske omkostninger, mens den var 36% for antal tilskadekomne i regionen. Der var altså tale om en særdeles høj dækningsgrad mht. omkostninger ved personskade, selv om dækningsgraden for antallet af tilskadekomne var lav. For de rent behandlingsmæssige omkostninger i hospitalssystemet dominerer ældres hjemmeulykker med 36%, trafikulykker med 26% og hjemmeulykker blandt 15-67-årige med 13% af den totale amtslige udgift. De gennemsnitlige omkostninger varierer betydeligt, men er ikke uventet signifikant højere for de ældre, og niveauet er 5-18 gange højere for de hospitalsbehandlede end for »anden tilskadekomst«.

Som i andre cost of illness -baserede studier udgør de indirekte omkostninger størstedelen af de samfundsøkonomiske omkostninger. Men det er værd at bemærke, at den økonomiske dækningsgrad er meget høj, uanset om de indirekte omkostninger adderes eller ej. Dog skal de skitserede forskelle mellem typer vurderes forsigtigt, idet det faktiske antal skader i tværsnitsundersøgelsen for nogle deltyper var lavt, mest udtalt for skader efter sport og skader i arbejdstiden. For sportsulykker er der desuden en række omkostninger, som ikke indgår, fx fysioterapi.

Undersøgelsen er baseret på data fra 1992, fordi der forelå både skadestuedata og en tværsnitsundersøgelse. Dækningsgraden for henvendelse i 1992 var næsten uændret 0,36 (95% CI 0,32-0,39) i forhold til i 1983, hvor den var 0,40 (95% CI 0,35-0,44) (4). Dette tyder på et konstant henvendelsesmønster i en længere periode og peger dermed på en vis stabilitet i regionen i henvendelsesmønster efter tilskadekomst. Det kan kritiseres, at vi har anvendt data fra 1992 og foretaget en simpel fremskrivning ud fra forbrugerprisindekset, men da data fandtes, og der ikke tidligere er fastlagt økonomisk dækningsgrad i den pågældende periode, fandt vi det relevant bl.a. med henblik på belysning af behandlingsmæssige forhold over flere årtier.

En række antagelser og estimater fra andre undersøgelser indgår i beregningerne (1, 5). For en nærmere diskussion henvises til Nørgård (7). Datagrundlaget består af både hospitalsdata og konkret indsamlede data fra tværsnitsundersøgelsen. Denne havde en høj svarprocent (79%), men signifikant lavere besvarelse blandt mænd. Estimaterne for mænd er derfor behæftet med større usikkerhed. Der var et betragteligt bortfald i belysning af skader ud over den, som oplystes i selve skemaet (svarprocent 28%), og derfor valgte vi alene at anvende de data, der var rapporteret om i primærskemaet. Estimat for incidensen af hospitalsbehandlet tilskadekomst var på samme niveau fra stikprøven som det faktiske henvendelsesmønster til skadestuen. Validitet af selvrapporteret sygehusbehandlet tilskadekomst er tidligere fundet høj for overordnede variable (4), og vi mener derfor, at tværsnitsundersøgelsens data om varigheden af fravær og gener giver et repræsentativt billede af de faktiske forhold i befolkningen. Flere forhold medvirker til, at estimaterne for omkostning er konservativt lave. Det gælder bl.a., at analyserne kun medtager fravær til aflevering af spørgeskemaet, og at omkostninger til tandlæge, fysioterapi, hjemmepleje, hjælpemidler og transport ikke indgår. Omkostningen til efterbehandling er en meget lille del (< 1%) for de hospitalsbehandlede, og dette kunne medføre bias, hvis der er et andet efterbehandlingsmønster for nogle af de andre typer af skader, idet omfanget af efterbehandling for alle typer af hospitalsbehandlede skader er baseret på trafikskader (1).

I tre udenlandske undersøgelser har man belyst omkostninger efter tilskadekomst, men ikke med helt sammenlignelig metodik. Kopjar et al (9) estimerer en gennemsnitsomkostning per tilskadekommen på 4.253 norske kr. (1994) mod ca. 3.958 kr. i indeværende materiale (2002). Lindquist & Brodin (10) fandt, at de indirekte omkostninger udgjorde 77% af de totale samfundsøkonomiske omkostninger mod 90% i indeværende undersøgelse. Van Beeck et al (11) fandt stor variation i størrelsesordenen af de indirekte omkostninger mellem beregningsmetoderne. Det er ikke muligt at sammenligne resultaterne fra de nævnte undersøgelser uden en række forbehold, men det gælder uden tvivl, at omfanget af indirekte (sociale) omkostninger efter tilskadekomst er af en betragtelig størrelse, som langt overstiger de direkte (behandlings-)omkostninger.

Fremtidige analyser af samfundsøkonomiske omkostninger efter tilskadekomst kan baseres på hospitalsmaterialer, forudsat at der findes estimater for varighed af fravær og gener fra befolkningsbaserede undersøgelser. Sådanne undersøgelser må gennemføres med jævne mellemrum, fx hvert tiende år, i de områder, hvor der er interesse for at anvende hospitalsbaserede registre over tilskadekomne.

Alene behandlingsomkostningerne i hospitalsvæsenet for hele Danmark må antages at ligge i størrelsesordenen 2-2,5 mia. kr. per år. Færdselssikkerhedskommissionen har i redegørelsen »Hver ulykke er én for meget - Trafiksikkerhed starter med dig« fra 2000 (12) defineret en 40% reduktion i perioden frem til 2012. En sådan reduktion vil kunne medføre en betydelig omkostningsreduktion. I forhold til prioritering af forebyggelse ud fra økonomiske hensyn i et regionalområde findes de største omkostninger blandt tilskadekomne fra trafikken og i hjemmet, uanset om der ses på behandlingsomkostninger eller på samlede omkostninger. De øvrige typer medfører dog også betydelige omkostninger.


Jens M. Lauritsen , UlykkesAnalyseGruppen ved afdeling O, Odense Universitetshospital, DK-5000 Odense C. E-mail: uag@ouh.fyns-amt.dk

Antaget den 8. oktober 2002.

Odense Universitetshospital, UlykkesAnalyseGruppen ved ortopædkirurgisk afdeling O.


Tak til cand.stat. Lars Korsholm for kritisk gennemlæsning og konstruktive kommentarer til præsentation og analyse af data.




Summary

Summary Average costs and proportion of total costs related to hospital registrated injuries. Ugeskr L&aelig;ger 2002; 164: 5107-12. Introduction: The purpose of this study was to estimate the average costs of injuries and the proportion of total (treatment+social) costs covered when including injuries treated at the hospital. Material and methods: The empirical data consisted of emergency department visits (n = 29,516) from the catchment area of Odense University Hospital in 1992 for all age groups and a representative population sample (n = 1074 injuries) for the age group 15-67 years old. The costs were assessed following the "cost of illness" principles. Results: The average costs per injured person varied significantly by age and were 26,119 DKK for 68+ years old, 2357 DKK for 15-67 years old, and 1528 DKK for 0-14 years old. The total direct costs for hospital treated persons were 117 million DKK, of which "injuries at home among elderly women" totalled 29% and road traffic injuries 25%. The numerical proportion of hospital treated injuries was 36% (95% CI 32-39%), but in economic terms 92% for treatment costs, and 85% when including social costs. Discussion: The proportion of total regional economic costs is considerably higher (85 or 92%) than in numerical terms for hospital based registration of injuries. Future cost studies can be based on hospital data for the age group 15-67 years old for road traffic injuries. If extrapolated conservatively to all of Denmark (population approx five million) the figures indicate that an amount of approx 2.-2.5 billion DKK per year (2002 level) is spent.

Referencer

  1. Andersen C, Kidholm K. Undersøgelse af behandlingsomkostninger ved personskade med MAIS 3+ ved trafikulykker. Odense: Odense Universitet, 1998.
  2. Alsop J, Langley J. Under-reporting of motor vehicle traffic crash victims in New Zealand. Accid Anal Prev 2001; 33: 353-9.
  3. Ulykker 2000. Tilskadekomne registreret på skadestuen, Odense Universitetshospital. Odense: UlykkesAnalyseGruppen, Odense Universitetshospital, 2002.
  4. Lauritsen JM. Tilskadekomst og behandlingskontakter - i en stikprøve af befolkningen [lic.med.-afhandl.]. Odense: Odense Universitet, 1987.
  5. Drummond M, O'Brien B, Stoddart G, Torrance G. Methods for the economic evaluation of health care programmes. 2nd ed. Oxford: Oxford University Press, 1997.
  6. Skov O. Arbejdsbetingede håndskader. Forekomst og sygefravær [ph.d.-afhandl]. Odense: Odense Universitet, 1996.
  7. Nørgaard L. Samfundsøkonomiske omkostninger ved ulykkestilskadekomst - hvor meget mister vi ved at anvende sygehusregistrerede tilskadekomne? Odense: Syddansk Universitet, Institut for Sundhedstjeneste-forskning, 2000.
  8. Andersen D. Danskernes dagligdag 1987. De 16-74-åriges tidsanvendelse i vintermånederne 1987. Rapport 88: 4. København: Socialforskningsinstituttet, 1988.
  9. Kopjar B, Guldvog B, Wiik J. Medicinske behandlingskostnader for skader i Norge. Tidsskr Nor Lægeforen 1996; 116: 512-6.
  10. Lindqvist KS, Brodin H. One-year economic consequences of accidents in a Swedish municipality. Accid Anal Prev 1996; 28: 209-19.
  11. Van Beeck EF, van Roijen L, Mackenbach JP. Medical costs and economic production losses due to injuries in the Netherlands. J Trauma 1997; 42: 1116-23.
  12. Færdselssikkerhedskommissionen. Hver ulykke er én for meget - Trafiksikkerhed starter med dig. http://www.vejsektoren.dk/imageblob/doc. asp?objno=/4850.pdf