Skip to main content

Oligodendrocytreaktion på anterograd axonal (Wallersk) degeneration og axonal sprouting

Cand.scient. Nina Drøjdahl Ryg: Forf.s adresse: Winsløwparken 25, 2., DK-5000 Odense C. E-mail: ndrojdahl@health.sdu.dk / ndrojdahl@get2net.dk Forsvaret fandt sted den 28. oktober 2005. Bedømmere: Mark West, Tomas Olsson , Sverige, og Henrik Daa Schrøder . Vejledere: Bente Finsen og professor Trevor Owens .

9. nov. 2005
2 min.

Ph.d.-studiet blev udført ved Medicinsk Bioteknologisk Center samt Anatomi og Neurobiologi, Syddansk Universitet. Formålet var at undersøge degenererende og udvoksende, sproutende, axoners evne til at stimulere oligodendrocytter og deres precursor -celler (OPCer) i hjernen hos mus.

Ved dissemineret sklerose sker der en degeneration af oligodendrocytter og myelin, og remyelineringen af de demyelinerede axoner er utilstrækkelig.

Oligodendrocyt- og myelinreaktioner på axonal degeneration og sprouting blev undersøgt i mus med lang tids overlevelse efter axonal overskæring i CNS. Ved brug af transgene mus der udtrykker reporter genet LacZ i oligodendrocytter, blev antallet af oligodendrocytter estimeret. I områder med degeneration var antallet uændret, mens der blev observeret en opregulering i områder med axonal sprouting. Det øgede antal af oligodendrocytter blev ledsaget af en øget længde af myelinerede fibre. Observation af et beskedent antal prolifererende OPCer støttede antagelsen af, at de sproutende axoner inducerede en øgning i celleantallet ved en langsom kontinuerlig stimulation af OPCerne i området.

Studier af oligodendrocytreaktioner på samme type axonale læsion ved tilstedeværelsen af det pro-inflammatoriske cytokin TNF, viste et lille fald i antallet af oligodendrocytter i områder med degeneration og antydede, at TNF havde en skadelig effekt på oligodendrocytterne efter axonal overskæring.

Disse data demonstrerer en betydelig vækstkapacitet hos oligodendrocytter og myelinerede axoner i det mature CNS, og understreger axonets betydning for oligodendrocytternes evne til danne nyt myelin.