Skip to main content

Omsorgssvigt mod børn i Københavns Amt

Henriette Klit, Lene Buhl Riis & Finn Ursin Knudsen

2. nov. 2005
9 min.


Introduktion: Formålet var at undersøge incidensen af nye tilfælde af omsorgssvigt mod børn og børnemishandling, der var indberettet til socialforvaltningerne i kommunerne i Københavns Amt i kalenderåret 1998 og sammenligne med incidenser fra 1993.

Materiale og metoder: En retrospektiv spørgeskemaundersøgelse med samme design som i 1993 blev foretaget i de 18 kommuner i Københavns Amt. Spørgeskemaet indeholdt spørgsmål om antallet af nye, indberettede tilfælde af omsorgssvigt mod børn og børnemishandling i kalenderåret 1998 fordelt på sikre og mistænkte tilfælde og på fysisk, psykisk og seksuel vold.

Resultater: Der indkom svar fra 16 kommuner, som i alt havde registreret 182 nye tilfælde af vold mod børn, heraf 69 sikre tilfælde. I disse kommuner boede 67% af de 0-17-årige i Københavns Amt. Der var 49 indberettede tilfælde af fysisk vold, 69 indberettede tilfælde af psykisk vold og 64 indberettede tilfælde af seksuel vold. Incidensen af omsorgssvigt i de repræsenterede kommuner i Københavns Amt var 2,1‰ med 0,6‰ for fysisk vold, 0,8‰ for psykisk vold og 0,7‰ for seksuel vold. Den fundne totale incidens var lavere end i 1993, nemlig 2,1‰ i 1998 mod 2,7‰ i 1993. Derimod var incidensen af fysisk vold, som antages at være den mest reproducerbare markør for børnemishandling, uændret.

Diskussion: Den fundne incidens svarer til 2.000-3.000 nye tilfælde af omsorgssvigt per år på landsplan. Man tilråder en landsdækkende, ensartet, systematisk registrering af omsorgssvigt i de enkelte kommuner. Der er ingen lovmæssige hindringer forbundet med et sådant register, når det tjener almenvellet og ikke indeholder personhenførbare data.

I en tidligere undersøgelse baseret på et spørgeskema, der var fremsendt til socialforvaltningerne i Københavns Amt, fandt vi en incidens af omsorgssvigt og mishandling af børn på 2,7, svarende til cirka 335 indberettede tilfælde, i 1993. Der var en betydelig interkommunal variation i forekomsten og en signifikant omvendt korrelation mellem levevilkår og incidens.

Vi fandt desuden, at mange tilfælde af omsorgssvigt ikke blev indberettet til de sociale myndigheder (1). Fra Danmark findes der kun få undersøgelser, som belyser incidensen af omsorgssvigt, hvorfor Koordinationsgruppen for voldsramte børn og deres familier i Københavns Amt* i kalenderåret 1998 iværksatte en followupundersøgelse.

Materiale og metoder

I november 1999 udsendte Koordinationsgruppen et anonymiseret spørgeskema om børnemishandling til socialcheferne i de 18 kommuner i Københavns Amt. De kommuner, der ikke returnerede spørgeskemaet, blev kontaktet efterfølgende mindst to gange og fik tilsendt et nyt eksemplar af følgebrevet og spørgeskemaet. Kommunerne blev spurgt om antallet af sikre og mistænkte nye tilfælde af henholdsvis fysisk vold, psykisk vold og seksuelle overgreb mod børn, som kom til deres kendskab i løbet af 1998. Psykisk vold blev i skemaet defineret som »... trusler om vold eller tab af kærlighed, krænkende omtale, indespærring, fjendtlig adfærd over for barnet, ignorering af barnet, helt uhensigtsmæssig pasning«. Tilfældene skulle indføres i en aldersopdelt tabel med initialer og fødeår. Denne del af spørgeskemaet var identisk med det, der blev fremsendt i 1993. Derudover spurgte vi, om de oplyste tal repræsenterede samtlige indberettede tilfælde i hele kommunen, og om kommunen havde ændret definitioner, registrering eller andre procedurer siden opgørelsen i 1993. Vi spurgte, hvem der underrettede kommunen om omsorgssvigt. Skemaet gav seks svarmuligheder, der skulle rangordnes efter hyppighed: sundhedsplejerske, børneinstitution, skole, egen læge, hospital eller privatperson.

Undersøgelsen var godkendt af Den Videnskabsetiske Komité for Københavns Amt.

Resultater

I oktober 2000 forelå der svar fra 16 af amtets 18 kommuner; af disse havde tre kommuner ikke registreret antallet af tilfælde, og én kommune havde ikke tid til at besvare skemaet. Af de resterende 12 svar var fem baserede på kvalificerede skøn. Per den 1. januar 1998 var der i disse 12 kommuner 88.007 børn i alderen 0-17 år (2), dette antal repræsenterede 67% af de 0-17-årige i Københavns Amt. De 12 kommuner havde i alt registreret 182 tilfælde af vold mod børn, svarende til en incidens på 2,1‰ mod 2,7‰ i undersøgelsen fra 1993. Disse tal omfatter både sikre og mistænkte tilfælde fra alle tre kategorier. Over en tredjedel af tilfældene (69/182) var angivet som sikre (0,8‰). Fysisk, psykisk og seksuel vold udgjorde henholdsvis 27%, 38% og 35%, svarende til en incidens i de enkelte grupper på 0,6‰, 0,8‰ og 0,7‰ (Tabel 1 ).

Af de 49 rapporterede tilfælde af fysisk vold var 21 sikre og 28 mistænkte. Tilsvarende var der rapporteret om 69 tilfælde af psykisk vold, 31 sikre og 38 mistænkte, og i alt 64 tilfælde af seksuel vold, 17 sikre og 47 mistænkte.

Der var i gennemsnit per kommune rapporteret om 15 tilfælde af omsorgssvigt mod børn (spændvidde 1-41). For fysisk vold var gennemsnittet fire (0-16). Tre kommuner angav ingen tilfælde af fysisk vold, i fire kommuner var der ingen oplysninger om psykisk vold, mens der fra alle kommuner blev rapporteret om mindst et tilfælde af seksuel vold mod børn. Tilsvarende fandtes der en stor interkommunal variation i den totale incidens (spændvidde 0,4-5,7‰).

Ni skemaer indeholdt oplysninger om den underrettende instans. Kommunerne modtog hyppigst henvendelser fra børneinstitutionerne og skolerne, mens indberetningerne fra de praktiserende læger og hospitalerne kun udgjorde en mindre del af henvendelserne.

Seks kommuner oplyste alderen på de registrerede børn. Der forelå oplysninger om alderen på i alt 87 børn. Heraf var 11% under tre år, 32% 3-6 år, 30% 7-10 år og 26% 11-17 år.

Diskussion

Undersøgelsen har mange svagheder. Denne retrospektive undersøgelse dækker kun 67% af de 0-17-årige i Københavns Amt, og kun 38% af de medtagne tilfælde af omsorgssvigt og børnemishandling er registreret som sikre. Vi har overladt tolkningen af indicier, klassifikation og sværhedsgrad af de enkelte sager til de berørte socialforvaltninger, vel vidende at holdninger, erfaring, faglig baggrund, arbejdsdefinitioner, registreringsmetoder etc. influerer på de i praksis anvendte definitioner og dermed på data. Fem ud af 12 kommuner baserede deres oplysninger på et skøn.

I de kommuner, der indgår i undersøgelsen, findes en incidens på 2,1. Hvis tallene er repræsentative, svarer dette til cirka 275 nye indberettede tilfælde af børnemishandling og omsorgssvigt i hele Københavns Amt i kalenderåret 1998. Dette er et fald sammenlignet med undersøgelsen fra 1993, hvor vi fandt en incidens på 2,7‰ (p < 0,001). De to undersøgelser havde samme design. Forudsat at hyppigheden er den samme i hele Danmark, svarer det til cirka 2.300 indberetninger på landsplan.

Trods den lavere totale incidens, findes der næsten uændret forekomst af fysisk vold (0,7‰ i 1993 mod 0,6 i 1998 [ikke-signifikant]). Den fysiske vold er mere konkret med synlige beviser på overgrebet og derfor forbundet med mindre usikkerhed, hvorfor vi tillægger disse tal en større betydning. Antallet af indberetninger er dog ikke et udtryk for den egentlige incidens, da megen vold ikke kommer til socialforvaltningernes kendskab (den såkaldt skjulte vold).

Faldet i psykisk vold fra 1,5‰ til 0,8‰ (p < 0,001) er svært at vurdere. Selv om begrebet er søgt defineret i undersøgelsen, er afgrænsningen i praksis vanskelig.

Vi finder en ikke-signifikant stigende incidens af rapporterede tilfælde af seksuel vold mod børn fra 0,5 til 0,7. Der har i den senere tid været meget opmærksomhed omkring seksuelle overgreb mod børn, og der har været flere enkeltsager fra institutioner i amtet. Den procentvise andel af mistænkte i forhold til de sikre tilfælde er langt større for seksuel vold end for de to andre grupper, hvilket formentligt er et udtryk for emnets følsomhed og aktualitet. Kun få indberetninger omhandler børn under tre år (ca. 10%). Disse børn udsættes hyppigst for psykisk vold (70%), og det drejer sig formentlig oftest om forsømte, understimulerede børn, som indberettes af sundhedsplejerskerne (3, 4).

Begge undersøgelser viser ikke uventet tegn på social skævhed i forekomsten af registrerede tilfælde af børnemishandling og omsorgssvigt med en overhyppighed i kommuner med mindre indkomstgrundlag. Således står tre af de 12 kommuner (svarende til en femtedel af den undersøgte befolkning) for 52% af de rapporterede tilfældene. Disse tre kommuner har en gennemsnitlig skattepligtig indkomst, som er lavere end gennemsnittet for amtet. De tre mest velhavende kommuner i undersøgelsen står kun for 5% af tilfældene og for 18% af befolkningen. Der var kun få kommuner, som rutinemæssigt registrerede omfanget af omsorgssvigt. Mange svar var således baserede på skøn. Elleve kommuner havde ikke ændret registreringsprocedure siden 1993, og to kommuner havde påbegyndt registrering i kalenderåret 1999. Vi finder, at en systematisk, gerne landsdækkende registrering af omsorgssvigt og børnemishandling i den enkelte kommune er ønskværdig. En sådan registrering vil give mulighed for bedre monitorering af problemets omfang og behov for nye tiltag, herunder mulighed for at vurdere resultatet af allerede foretagne interventioner.

Konklusion

Materialet er som anført i diskussionen behæftet med mange svagheder, blandt andet en lav svarprocent, mange svar der er baserede på skøn, og begreber der er svære at operationalisere. Der er imidlertid kun få undersøgelser af denne art i Danmark, og det er vigtigt at få belyst problemets omfang. Vi fandt en incidens på 2,1‰, hvilket er lavere end i flere tidligere undersøgelser (1, 4, 5). Der er næppe tale om et reelt fald i incidensen, da forekomsten af fysisk vold, der nok er den mest reproducerbare markør for børnemishandling, er uændret. De fundne tal er udtryk for minimumsincidensen af indberettede tilfælde af omsorgssvigt og svarer til 2.000-3.000 tilfælde på landsplan.

Alle tilfælde af mistanke om omsorgssvigt skal indberettes til kommunen, da der kun herved gives mulighed for at skride ind med forebyggende socialmedicinske tiltag og skadebegrænsning ved hurtig intervention. Opmærksomheden omkring den skærpede underretningspligt for offentligt ansatte jf. servicelovens § 35 bør stadig fastholdes (6).

Det ville være ønskværdigt med en systematisk, ensartet, centralkommunal og gerne landsdækkende registrering af omsorgssvigt. Registreringen skal indeholde nogle få nøgledata, fx barnets alder/fødselsår, initialer og typen af omsorgssvigt (fysisk, psykisk og seksuel), sikkert/mistænkt og indberettende instans. Der er ingen lovmæssige hindringer forbundet med et register af denne type, når det tjener væsentlige samfundsmæssige hensyn og ikke indeholder personhenførbare data, jf. Lov om behandling af personoplysninger (http://www.datatilsynet.dk/, april 2001) (7).


Finn Ursin Knudsen , pædiatrisk afdeling, Amtssygehuset i Glostrup, DK-2600 Glostrup. E-mail: fukn@glostruphosp.kbhamt.dk

Antaget den 3. april 2002.

Amtssygehuset i Glostrup, pædiatrisk afdeling.

*) Koordinationsgruppens medlemmer er: Seminarielærer Anne-Marie Nielsen (formand), Finn Ursin Knudsen , børneafdelingen, Amtssygehuset i Glostrup, Hanne Børner , børnepsykiatrisk afdeling, Amtssygehuset i Glostrup, viceskoledirektør Merete Egholm Nielsen , Brøndby, ledende psykolog Anita Baggesen , Ishøj Kommune, afdelingschef Katarina Nielsen , børne- og familieafdelingen, Værløse, amtssundhedsplejerske Anne Lichtenberg , Københavns Amt, sundhedsforvaltningen i Glostrup, socialrådgiver Birthe Stubbe , børneafdelingen, Amtssygehuset i Glostrup og vicekriminalinspektør Kai Hermann , Glostrup Politi.


  1. Riis L, Bodelsen H, Knudsen FU. Forekomst af omsorgssvigt mod børn og børnemishandling i Københavns Amt. Ugeskr Læger 1998; 160: 5358-61.
  2. Befolkningen i kommunerne 1. januar 1998. København: Danmarks Statistik, 1999.
  3. Merrick J, Michelsen N. Børnemishandling og omsorgssvigt. En landsdækkende undersøgelse fra børneafdelingerne i perioden 1970-1979. Ugeskr Læger 1985; 147: 3936-40.
  4. Christensen E. Omsorgssvigt, en rapport om de 0-3 årige bas eret på sundhedsplejerskernes viden. Rapport 92: 7. København: Socialforskningsinstituttet, 1992.
  5. Olesen T, Nielsen A-M. Koordinationsgruppen for voldsramte børn og deres familier i Københavns Amt. Erfaringer fra 2 års arbejde. Ugeskr Læger 1985; 147: 1355-9.
  6. Lov nr. 454 af 10. juni 1997 om social service.
  7. Lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger.


Referencer

  1. Riis L, Bodelsen H, Knudsen FU. Forekomst af omsorgssvigt mod børn og børnemishandling i Københavns Amt. Ugeskr Læger 1998; 160: 5358-61.
  2. Befolkningen i kommunerne 1. januar 1998. København: Danmarks Statistik, 1999.
  3. Merrick J, Michelsen N. Børnemishandling og omsorgssvigt. En landsdækkende undersøgelse fra børneafdelingerne i perioden 1970-1979. Ugeskr Læger 1985; 147: 3936-40.
  4. Christensen E. Omsorgssvigt, en rapport om de 0-3 årige baseret på sundhedsplejerskernes viden. Rapport 92: 7. København: Socialforskningsinstituttet, 1992.
  5. Olesen T, Nielsen A-M. Koordinationsgruppen for voldsramte børn og deres familier i Københavns Amt. Erfaringer fra 2 års arbejde. Ugeskr Læger 1985; 147: 1355-9.
  6. Lov nr. 454 af 10. juni 1997 om social service.
  7. Lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger.