Skip to main content

Ophør med bilkørsel associeret med depression hos ældre

Metaanalyse af poolede data fra fem studier, som har undersøgt sammenhængen mellem ophør med bilkørsel og udvikling af depression. Den viste, at ophør med bilkørsel næsten fordoblede risikoen for depressive symptomer hos ældre

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox (Foto: colourbox.com)

Redigeret af Kreesten Meldgaard Madsen, kreesten@dadlnet.dk

14. apr. 2016
2 min.

Metaanalyse af poolede data fra fem studier, som har undersøgt sammenhængen mellem ophør med bilkørsel og udvikling af depression. Den viste, at ophør med bilkørsel næsten fordoblede risikoen for depressive symptomer hos ældre

Aktuelle studie er et systematisk review af den tilgængelige litteratur om konsekvenserne af ophør med bilkørsel hos ældre. I alt fandt forfatterne 16 studier, som opfyldt inklusionskriterierne. En metaananlyse af poolede data fra fem studier, som fokuserede på depressive symptomer, fandt, at ophør med bilkørsel var associeret med depressive symptomer (oddsratio: 1,91; 95% konfidens-interval: 1,61-2,27). Ophør med bilkørsel var endvidere associeret med faldende fysisk, social og kognitivt funktionsniveau samt med større risiko for indlæggelse på aflastningsplads og hospital og endeligt med mortalitet.

Forfatterne er klar over den åbenlyse problematik med både retningen af kausaliteten og konkurrerende konfoundere, men både aktuelle studie og flere andre justerede for baseline-variable af betydning for sammenhængen. Et af de undersøgte studier fandt, at personer, som holdt op med at køre, havde et hurtigere tab af kognitive ressourcer over en tiårig periode end personer, som fortsatte kørslen. Sammenhængen bestod også efter kontrol for kognitiv status ved baseline.

Forfatterne lægger op til at initiere interventionsprogrammer med mobilitet og sociale foranstaltninger for at imødegå de potentielle virkninger ved ophør med bilkørsel.

Overlæge Annette Lolk, Psykiatrisk Afdeling og Demensklinikken, Odense Universitetshospital, kommenterer: ”Metaanalysen af poolede data fra fem studier, der fokuserer på depressive symptomer, er fra USA eller Australien, der er lande, hvor privatbilismen formentlig fylder mere end i Danmark. Imidlertid er der ingen tvivl om, at det for mange ældre i Danmark er forbundet med følelse af uafhængighed og livskvalitet at kunne køre bil. Det må derfor forventes, at ophør med at køre også hos ældre danskere kan være forbundet med en øget forekomst af depressive symptomer og risiko for social isolation. Det er derfor vigtigt, at der i planlægningen af den kollektive trafik, ikke mindst i tyndt befolkede områder, findes transportmuligheder, der tager hensyn til skrøbelige ældre. Endvidere skal transportmuligheder også tænkes ind i planlægningen af aktivitetstilbud og botilbud, der henvender sig til ældre medborgere”.

Chihuri S, Mielenz TJ, DiMaggio CJ et al. Driving cessation and health outcomes in older adults. J Am Geriatr Soc 2016;64:332-41.

Interessekonflikter: ingen