Skip to main content

Organic dust and inflammatory markers

Læge Jakob Hjort Bønløkke: Forf.s adresse: Hôpital Laval, Pavillon Mallet, 2725, Chemin Ste-Foy, G1V 4G5 Québec, Canada. E-mail: j.bonlokke@dadlnet.dk Forsvaret finder sted den 21. april 2005, kl. 09.00, Samfundsmedicinsk Auditorium, bygning 262, Aarhus Universitet, Århus. Bedømmere: Ronald Dahl , professor Peter Thorne , USA, og lektor Gert Doekes , Holland. Vejledere: Torben Sigsgaard, Martin Iversen og Eva Cecilie Bonefeld-Jørgensen .

31. okt. 2005
2 min.

Ph.d.-afhandlingen er udført på Institut for Folkesundhed, Afdeling for Miljø- og Arbejdsmedicin, Sundhedsvidenskabeligt Fakultet, Aarhus Universitet.

Formålet var at studere inflammation i luftvejene efter udsættelse for kontorstøv og ved arbejde på fiskefabrik og at sammenligne cytokinfrigivelsen i fuldblod i de udførte undersøgelser.

Afhandlingen bygger på to tværsnitsundersøgelser i fiskeindustrien, en undersøgelse af forsøgspersoner i et klimakammer og undersøgelser af cytokinfrigivelse i fuldblod. Klimakammerforsøget var et dobbeltblindet, randomiseret, overkrydsningsforsøg, hvori indgik 36 frivillige. Personerne blev udsat for 500 μg kontorstøv/m3 alene, tilsat 300 μg aldehyder/m3 eller tilsat 5 μg β-glukan/m3 . Cytokiner blev målt i fuldblod efter 18 timers inkubation med de tilsatte støvprøver.

I fiskeindustrien fandtes en forhøjet prævalens af luftvejssymptomer ledsaget af nedsat lungefunktion. I fuldblodsanalyserne havde skyllevand fra filetteringsfabrikken større inflammatorisk potentiale end lipopolysakkarid eller glukan men lavere end svinestaldsstøv. Frigivelsen af IL-8 fra fuldblod ved tilsættelse af dette skyllevand var højere hos arbejdere på fiskefabrikken end hos kontrolpersoner. I klimakammerforsøget viste effekten af støv med tilsat glukan eller aldehyd sig ved hævelse af næseslimhinden og øget nasal IL-8-frigivelse. Kuliltediffusionen i lungerne var nedsat 24 timer efter eksponering for støv med glukan/aldehyd. Der var en tendens til, at de fundne forandringer optrådte senere efter støv med glukan end efter støv med aldehyder.

Det konkluderes, at de undersøgte støveksponeringer medførte uspecifikke luftvejsreaktioner og viste inflammatorisk potentiale i et fuldblodsassay.