Skip to main content

Overset spin-out-fænomen som årsag til kroniske smerter hos patient med totalknæalloplastik

Ingvild Bostadløkken1 & Peter Toft Tengberg2 1) Ortopedisk, Akershus Universitetssykehus 2) Ortopædisk Afdeling, Slagelse Sygehus

22. mar. 2013
4 min.


Hvert år får ca. 8.500 danskere indsat en totalknæalloplastik (TKA) [1]. Der findes hovedsageligt to typer proteser: fixed bearing prosthesis og mobile bearing prosthesis.

Forskellen på de to typer er, at sidstnævnte har en bevægelig polyætylenkomponent mellem tibiaplateauet og femurskjoldet, en såkaldt liner.

Mobile bearing-proteserne muliggør en anelse mere rotation i knæet end fixed bearing-proteserne, og tanken er derfor, at liner’en bliver mindre slidt ved belastning af knæet. En sjælden, men kendt komplikation ved mobile bearing-proteserne er dislokation af polyætylen-liner’en. Fænomenet kaldes spin-out [2, 3].

SYGEHISTORIE

En 62-årig kvinde med et body mass index på 33 kg/m2 fik indsat en TKA pga. artrose i venstre knæ. Før operationen var knæet stabilt med fem graders ekstensionsdefekt og 120 graders fleksion. Der blev beskrevet normale akser i knæet. Operationen blev udført på et privatsygehus A, og patienten fik isat en knæprotese af typen PFC Sigma Rotating Platform, en mobile bearing-protese. En kontrolrøntgenundersøgelse ved udskrivelsen viste normale forhold.

På trods af genoptræning havde patienten efterfølgende mange smerter i venstre knæ. Hun blev henvist til ortopædkirurgisk ambulatorium på sygehus B. Ved kontrol her havde patienten en bevægeakse på 0-90 grader i venstre knæ. Røntgenbilleder af knæet viste, at tibiaplateauet sad noget i varus. Man vurderede, at bevægeligheden i knæet var acceptabel, og patienten blev informeret om at fortsætte træningen, og at smerterne i venstre knæ kunne stamme fra artrose i hoften på samme side. Hun blev derfor henvist til en vurdering hos hoftespecialister på sygehus C.

Efter et år, hvor patienten havde fået en ny totalhoftealloplastik og været til yderligere kontroller, bad hun om at få en second opinion. Hun havde stadig smerter og nedsat funktion i venstre knæ. På sygehus D blev der taget nye røntgenbilleder, som viste en 90-graders-rotation af polyætylen-liner’en. Dette gav en forklaring på det langsomme genoptræningsforløb, den indskrænkede bevægelighed og smerterne. Ved gennemgang af de primære postoperative billeder kunne det konstateres, at liner’en allerede på det tidspunkt var roteret 90 grader (Figur 1).

Patienten blev reopereret, og under operationen fandt man liner’en 90 grader roteret og beliggende i det mediale ledkammer. Liner’en blev fjernet, og der var ingen større skader. Der blev isat en ny polyætylen-liner, som var 7 mm tykkere end den første. Tibiaplateauet blev ikke udskiftet. Knæet var stabilt med den nye liner.

DISKUSSION

Knæalloplastikker med mobile polyætylenlejer er blevet brugt i mange år. Spin-out er blandt knæspecialister en kendt komplikation [2-4]. Den er beskrevet i litteraturen, hvor incidensen er angivet til 0,4-9% [2, 5]. Årsagerne til spin-out er multifaktorielle. Høj alder, valgusdeformitet inden operationen, tidligere patellektomi og dårlig tilpasning af bløddelstensionen under operation er alle beskrevet som medvirkende årsager [2, 5].

På røntgenbillederne taget ved de ambulante kontroller i sygehistorien beskrives det, at tibiaplateauet sad noget i varus i forhold til den normale akse. Et tibiaplateau, som sidder i varus, vil kunne medføre øget valgusinstabilitet, som igen kan være medvirkende årsag til dislokation af liner’en. Dette problem løses ved at indsætte en tykkere liner ved reoperation.

Spin-out kan overses, fordi mange patienter med TKA har smerter efter operationen. Spin-out kan opdages ved, at patienterne ofte klager over akut indsættende smerter, typisk inden for kort tid efter operationen [5]. Andre tegn kan være klikkende fornemmelser i knæet eller følelse af svigtende kontrol [2]. Er et af ovenstående symptomer til stede, bør man have spin-out-diagnosen in mente ved gennemgang af patientens røntgenbilleder.



KORRESPONDANCE:
Ingvild Bostadløkken, Akershus Universitetssykehus, Ortopedisk, Sykehusveien 25, 1478 Lørenskog, Norge. E-mail: ingvild.bostadloekken@gmail.com

ANTAGET: 26. juni 2012

FØRST PÅ NETTET: 26. november 2012

INTERESSEKONFLIKTER: Hent PDF

src="/LF/images_ufl/ufl_bla.gif">


  1. Dansk Knæalloplastik Register. DOS Referenceprogram: Knæn ær osteotomi og primær knæalloplastik: 65-69. http://www.ortopaedi.dk/fileadmin/referennceprogram/Doc00000048.pdf (5. jul 2012).

  2. Thomson NW, Wilson DS, Cran GW et al. Dislocation of the rotating platform after low contact stress total knee arthroplasty. Clin Orthop Rel Res 2004;425:207-11.

  3. Hasegawa M, Sudo A, Fukuda A et al. Dislocation of posterior-stabilized mobile-bearing knee prosthesis. Knee 2006;13:478-82.

  4. Ridgeway S, Moskal JT. Early instability with mobile-bearing total knee arthroplasty. J Arthroplasty 2004;19:686-93.

  5. Fisher D, Bernasek T, Puri R et al. Rotating platform spinouts with cruciate-retaining mobile-bearing knees. J Arthroplasty 2011;26:877-82.