Skip to main content

Påvisning af allergener og sensibilisering mod træstøv

Akademiske afhandlinger Thor A. Skovsted: Forf.s adresse: Solskrænten 37, 2500 Valby. E-post (privat): thor.skovsted@teliamail.dk Forsvaret fandt sted den 28. oktober 2002. Bedømmere: Holger Fausbøll Mosbech, cand.polyt. Lars K. Poulsen og Jesper Bælum. Vejleder: Per Stahl Skov.

2. nov. 2005
2 min.

Ph.d.-afhandlingen beskriver et metodeudviklingsarbejde med rekommandationer for fremstilling af træstøvsekstrakter til allergitestning (in vitro), og en gennemgang af mulige indholdsstoffer, der kan give anledning til fejlfortolkninger, når træstøvsekstrakter benyttes til allergiudredning. Arbejdet er udført på klinisk biokemisk afdeling, Slagelse Sygehus.

Laboratoriemetoderne er anvendt i en tværsnitsundersøgelse til at påvise forekomsten af allergisk sensibilisering over for træstøv blandt træstøvseksponerede personer, der er ansat i den danske møbelindustri, samt i en kontrolgruppe. De ansatte er tidligere blevet undersøgt for luftvejssymptomer, bronkial hyperreaktivitet og klinisk asthma. Undersøgelserne er udført over for fyr, bøg, MDF og spånplade med histamin-release (HR), priktest og en specifik IgE-analyse mod fyr udviklet til formålet.

Specifik IgE-sensibilisering mod fyr er fundet hyppigere blandt ansatte med luftvejssymptomer, bronkial hyperreaktivitet og klinisk asthma. Positive reaktioner forekommer i henholdsvis 3,8%, 6,7% og 5,4% af tilfældene, forskellene er dog ikke signifikante. HR-reaktioner over for fyr forekommer hyppigere blandt ansatte med luftvejssymptomer og bronkial hyperreaktivitet (p< 0,05), mens der i gruppen med klinisk asthma ikke ses forskel.

Der er fundet en signifikant negativ sammenhæng mellem træstøvseksponering og reaktiviteten i HR og priktest over for træekstrakter, som tyder på to forklaringer: 1) toleranceudvikling ved eksponering over for træstøv, hvorimod denne tolerance mangler hos ikkeeksponerede. 2) En healthy-worker -effekt, hvor allergisk sensibiliserede personer, der er ansat i træindustrien, vælger at søge ind i andre erhverv.