Pathogenesis and prediction of preeclampsia

Ph.d.-afhandlingen er baseret på fire artikelmanuskripter. Arbejdet udgår dels fra Gynækologisk-obstetrisk Afdeling, Randers Centralsygehus, dels fra Molekylærbiologisk Institut, Aarhus Universitet.

I den kliniske del af projektet var hovedformålet at identificere prækliniske markører for præeklampsi. Vi indsamlede blod og urinprøver fra 1.631 graviditetsforløb, startende fra 18. uge og indtil fødslen. Toogtredive udviklede præeklampsi.

I urinprøverne målte vi seks forskellige proteiner, med speciel fokus på U-orosomucoid. Vi fandt, at U-orosomucoid udskilles i højere grad fra præeklamptikere end raske gravide, samt at denne udskillelse begynder før albuminudskillelsen. Albumin er det protein, der aktuelt anvendes til at diagnosticere og monitorere præeklampsi. Derudover undersøgte vi blodprøverne for forskellige inflammatoriske markører uden at finde tidlige, signifikante forskelle mellem præeklamptikere og raske gravide.

I basalforskningsdelen af projektet var formålet at se på mekanismerne bag den udbredte endoteldysfunktion, der findes hos præeklamptikere. Til dette formål etableredes et in vitro-system med primære endotelceller. Disse blev stimuleret med serum fra raske gravide og præeklamptikere; desuden sås på effekten af neutrofile granulocytter og forskellige farmaka.

Vi fandt, at endotelceller stimuleret med præeklamptisk serum undergår apoptose i højere grad end endotelstimuleret med serum fra raske gravide. Desuden at denne effekt blev forstærket af neutrofile granulocytter, samt at den kunne moduleres med N-acetylcystein og folinsyre.

Vi så desuden på intracellulære signalveje, som kunne være involveret i endoteldysfunktion. Blandt andet fandt vi, at det interferonstimulerede gen ISG12 kan være betydende for at opretholde endotelstabilitet hos raske gravide.

Samlet støtter studierne muligheden for, at andre proteiner end albumin, eksempelvis orosomucoid, kunne være en bedre og tidligere markør til at monitorere præeklampsi. Desuden har vi fundet nye, specifikke mekanismer, der er involveret i endoteldysfunktionen i præeklampsi, hvilket på længere sigt måske kan muliggøre specifik intervention.