Skip to main content

Penetrerende underekstremitetslæsion forårsaget af patronhylster fra tungt maskingevær

Søren Rytter & Morten Homilius

26. jan. 2015
4 min.

Penetrerende traumer (skud, knivstik o.l.), herunder ulykker med skydevåben, er sjældne i Danmark [1], og internationalt er der er i litteraturen kun beskrevet enkelte tilfælde af penetrerende læsioner forårsaget af patronhylstre [2, 3]. I denne sygehistorie beskrives et atypisk ulykkestilfælde med en skudlæsion forårsaget af et patronhylster fra et tungt maskingevær (TMG).

SYGEHISTORIE

En 21-årig mandlig soldat blev indbragt til et dansk niveau 2-traumecenter efter et skudtraume i højre lår. Ved ankomsten var han vågen og orienteret samt respiratorisk og cirkulatorisk stabil. Han kunne oplyse, at skaden skete under en øvelse med skarp ammunition i dansk skydeterræn, hvor han under affyring af et TMG (Browning M2, kaliber 12,7 × 99 mm) blev ramt i højre lår. Han bar hjelm, briller og fragmentationsvest.

Objektivt var der et savtakket sår på 1,5 × 1 cm proksimalt og anteriort på femur. Der var ingen igangværende blødning og ingen synlige krudtpartikler, sod eller kontusionsring om såret. Quadricepsmuskulaturen var palpationsøm, men muskulaturen var ikke spændt, og femur var ikke omfangsforøget. Der var derimod udtalt ømhed ved palpation i fossa poplitea. Der kunne ikke lokaliseres et udskudshul. Benet var velvaskulariseret, og der var ingen neurologiske udfald. Paraklinisk var der et hæmoglobinniveau på 8,6 mmol/l (referenceværdi: 8,3-10,5 mmol/l). Røntgen af højre femur viste en kavitet med luft i bløddelene og en ca. 3 cm lang patronhylsterrest beliggende i fossa poplitea (Figur 1A). Supplerende computertomografiangiografi viste luft både subkutant og muskulært fra et indskudshul til en patronhylsterrest beliggende i caput mediale af gastrocnemiusmuskulaturen. Der blev ikke påvist fraktur eller tegn på ekstravasation.

I generel anæstesi blev der foretaget eksploration og revision af sårkaviteten ved indskudshullet og åben fjernelse af patronhylsterresten i fossa poplitea (Figur 1B). Der var ingen kar- eller nervelæsioner. Såret ved indskudshullet blev behandlet åbent, og operationssåret i fossa poplitea blev lukket primært. Der blev indledt antibiotisk behandling med intravenøst givet cefuroxim og metronidazol. Tre dage efter indlæggelsen blev patienten udskrevet. Da var han afebril, sårene var uden infektionstegn, og paraklinisk var C-reaktivt protein-niveauet og leukocytniveauet inden for normalområdet. Der blev behandlet med amoxicillin/clavulansyre og metronidazol givet peroralt i yderligere en uge, og behandlingen blev afsluttet via patientens egen læge. Der var ingen sequelae.

DISKUSSION

Et TMG er et automatisk bæltefødet gevær med en skudkadence på ca. 500 skud/min. Geværet genlades, når bundstykket i sin bevægelse bagud trækker det tomme patronhylster ud i bunden af geværet og under sin bevægelse frem indfører en ny patron. Under skydning bliver geværløbet meget varmt, hvilket kræver luftafkøling kombineret med skift af dette.

Ulykkestilfældet i sygehistorien opstod i forbindelse med skift af geværløbet, som ikke blev optimalt fastgjort, hvilket resulterede i et fastsiddende projektil. Et øget tryk i patronhylsteret medførte en kammersprængning, og den bageste del af patronhylsteret samt fænghætten ændrede hastighed og retning og ramte soldaten i underekstremiteten. Der er tidligere beskrevet enkelte kasuistiske tilfælde af penetrerende læsioner forårsaget af patronhylstre, men i disse tilfælde er skaderne sket i forbindelse med brug af primitive hjemmelavede våben [2, 3].

Penetrerende læsioner involverer ofte ekstremiteterne, og den tætte relation imellem knogle, led, muskelvæv og neurovaskulære strukturer medfører ofte et varieret skadesmønster. Graden af skader er relateret til den energi, der afsættes i vævet, men af betydning er også, om objektet er penetrerende eller perforerende, dets størrelse og form samt det involverede vævs struktur [4]. Det er påvist, at samtidig fraktur øger risikoen for kar- og nervelæsioner, og at karskade med og uden fraktur er den største prædiktor for lokale komplikationer i form af infektion, dyb venøs trombose og kompartmentsyndrom [4]. Neurovaskulære skader er dog sjældnere på underekstremiteterne end på overekstremiteterne, hvilket formentlig skyldes det større volumen af beskyttende bløddele.

Ulykken i sygehistorien medførte kun minimal bløddelsskade uden ledsagende læsioner på knoglestrukturer og neurovaskulære strukturer til trods for den korte afstand og det kraftige våben. Flere undersøgelser har vist, at risikoen for komplikationer i forbindelse med penetrerende ekstremitetslæsioner uden ledsagende fraktur og neurovaskulær skade er minimal, og at sådanne skader kan behandles forsvarligt efter basale principper for sårbehandling
[4, 5].

Korrespondance: Søren Rytter, Ortopædkirurgisk Afdeling, Regionshospitalet Holstebro, Lægårdvej 12, 7500 Holstebro. E-mail: soeren.rytter@vest.rm.dk

Antaget: 30. maj 2013

Publiceret på Ugeskriftet.dk: 5. august 2013

Interessekonflikter: ingen.

Summary

Penetrating injury of lower extremity caused by a heavy machine gun cartridge casing

Penetrating injuries caused by cartridge casing are rarely described in the literature. This case report presents a 21-year-old male soldier with a lower extremity injury caused by a heavy machine gun cartridge casing. Physical examination revealed an entrance wound proximal and anterior of his right thigh and there were no exit wound identified. A radiograph of the femur showed the cartridge casing to have travelled caudally into the posterior aspect of the knee. There were no associated fractures or neurovascular injuries. The patient underwent surgical wound debridement and removal of the foreign body and was discharged fully recovered after three days.

Referencer

LITTERATUR

  1. Petersen JA, Christensen K, Steinmetz J. Penetrerende traumer behandlet af akutlægebilen i København. Ugeskr Læger 2009;171:2982-5.

  2. Guerrero A, Vassallo DJ. Major vascular neck injury from a handgun cartridge casing. Am J Forensic Med Pathol 2010;31:388-9.

  3. Book RG, Botha JB. Zulu zip-guns and an unusual murder. Am J Forensic Med Pathol 1994;15:319-24.

  4. Berg RJ, Okoye O, Inaba K et al. Extremity firearm trauma: the impact of injury pattern on clinical outcomes. Am Surg 2012;78:1383-7.

  5. Barlett CS, Helfet DL, Hausman MR et al. Ballistics and gunshot wounds: effects on musculoskeletal tissues. J Am Acad Orthop Surg 2000;8:21-36.