Skip to main content

Perfusion and metabolism PET-studies in Parkinson's disease

Læge Per Borghammer: Forf.s adresse: PET Centret, Århus Sygehus, Nørrebrogade 44, DK-8000 Århus C. E-mail: per@pet.auh.dk Forsvaret finder sted den 27. marts 2008, kl. 14.00, Auditorium M, Århus Sygehus NBG. Bedømmere: Poul Videbech, Peter Johannsen og Klaus Leenders, Holland. Vejledere: Albert Gjedde, Paul Cumming og Karen Østergaard.

29. feb. 2008
2 min.

Afhandlingen er baseret på tre PET-studier af cerebralt blood flow (CBF) og oxygenforbrug i hjernen hos patienter med tidlig Parkinsons sygdom (PS) og udgår fra PET Centret, Århus Sygehus.

Studie I: NMDA-receptor-antagonisten memantin anvendes til behandling af patienter med Alzheimers sygdom, og dyrestudier har påvist, at dette stof muligvis har neuroprotektivt potentiale hos både Alzheimers- og PS-patienter. Vi undersøgte effekten af seks ugers memantinbehandling på ti patienter med tidlig PS. I modsætning til den fremsatte hypotese fandt vi ingen effekt af memantin på oxygenforbruget i basalganglierne ved PS, men en generel tendens til nedsat CBF. Memantin har muligvis indvirkning på den basale kobling mellem neuroner og omkringliggende kar.

Studie II-III: I mange tidligere PET-metabolismestudier ved PS er der rapporteret et karakteristisk mønster, der hævdes at kunne differentiere PS fra andre hjernelidelser samt at give indsigt i den underliggende hjernepatofysiologi. Dette »PS-mønster« består af relativt forøget metabolisme i putamen, globus pallidus, cerebellum og primær motorcortex sammen med relativt nedsat metabolisme i frontale og parietale kortikale områder. Dette mønster stemmer dog ikke overens med fund i dyremodeller af PS, og desuden er lignende mønstre fundet ved andre sygdomme som skizofreni, Alzheimers sygdom, hepatisk encefalopati og ved de almindelige aldringsprocesser.

I studie II fandtes, at dette mønster kan opstå som følge af en metodologisk bias. For at nedbringe variansen i PET-data anvendes normaliseringsprocedurer, f.eks. at dividere værdien i hver region eller voxel med hjernens globale gennemsnit. Ved at sammenligne raske unge med ældre forsøgspersoner og ved en sammenligning af ældre med patienter med hepatisk encefalopati fandtes et mønster, der var næsten identisk med PS-mønsteret. Dette viser, at mønsteret ikke er unikt for PS. Endvidere fandtes, at værdierne i den centrale hvide substans var uændret i ovennævnte sammenligninger. Hvid substans er derfor en bedre normaliseringsregion end det globale gennemsnit. I studie III gennemførtes en metaanalyse af alle tidligere kvantitative PET-studier ved PS, og det konkluderedes, at hjernens globale gennemsnit af disse parametre generelt er nedsat hos PS, hvilket invaliderer normalisering til det globale gennemsnit ved PS. Hvid substans var uændret hos PS. Efter normalisering til hvid substans fandtes, som forudsagt, at patienterne udviste mere udtalte fald i kortikal perfusion og oxygenforbrug end hidtil formodet. Dette fund viser, at storhjernens metabolisme, selv i tidlige stadier af PS, er synligt påvirket af sygdomsprocesserne.