Pertrokantær stressfraktur efter kondiløb

Stressfraktur efter idræt, hyppigt lokaliseret til metatarser og tibia, er velkendt (1). Stressfrakturer lokaliseret til collum femoris hos patienter med osteoporose (2, 3), men også hos yngre patienter (4) er beskrevet. Pertrokantære stress-frakturer er kun nævnt sporadisk.

Den øgede interesse for at dyrke idræt og motion også i ældre aldersgrupper frembyder nye sygdomsbilleder og årsagssammenhænge. Vi har derfor fundet det relevant at fremlægge følgende sygehistorie.

Sygehistorie

En 62-årig rask kvinde, som ikke tidligere havde været særlig idrætsaktiv, påbegyndte som et led i firmaets motionsprogram løbetræning i firmaets sportsforening. Sammen med andre ansatte løb hun tre gange ugentligt. Under en af disse løbeture cirka 11 uger (25 løb) efter træningsstart opstod der pludseligt og ikke forudgået af fald eller andet traume smerter i højre hofteregion lokaliseret i lysken. Patienten humpede tilbage ved egen hjælp og henvendte sig dagen efter til egen læge. Tilstanden blev opfattet som en fibersprængning eller forstrækning og blev behandlet med analgetika og aflastning.

En måned senere blev patienten henvist til fysioterapi, hvor hun modtog 24 behandlinger. Pga. vedvarende gener fra højre hofteregion blev hun henvist til røntgen, som blev foretaget seks måneder efter smerternes opståen. Billedet viste en pertrokantær (Evans type 2) fraktur, der var ophelet i varusfejlstilling. En knoglescintigrafi gav ikke formodning om caputnekrose. Patienten modtog herefter fysioterapi i yderligere en periode.

Ved efterundersøgelse to år efter havde patienten belastningsrelaterede smerter i højre hofte, igangsætningssmerter samt 1 cm benforkortning. Herudover fandt man bevægeindskrænkning specielt i fleksion (70 grader) og udadrotation (40 grader).

Diskussion

Stressfraktur kan resultere af gentagende submaksimal belastning, som ændrer balancen mellem knogleresorption og -formation (5). Pludselig øget fysisk aktivitet uden tilstrækkelige hvileperioder kan forårsage øget osteoklastisk aktivitet. Dette kan medføre mikrofrakturer, som kan resultere i stressfraktur (2, 3).

Disponerende faktorer kan være: mindsket østrogen- eller testosteronniveau pga. ekstrem træning, osteoporose, dårlig almentilstand, længerevarende steroidbehandling, dårlig ernæringstilstand samt menstruationsuregelmæssigheder (6). Differentialdiagnostisk må følgende overvejes: periostitis, infektion, avulsionsskader, muskulær forstrækning, bursitis og neoplasme (7). Diagnosen stilles ved røntgen, som evt. må gentages efter 2-3 uger ved vedvarende symptomer, eller suppleres med scintigrafi, når diagnosen er usikker (8). I sjældne tilfælde kan det være nødvendigt at supplere med CT. Hos de motionsaktive ældre med en an-amnese, der ligner den ovenfor refererede, må disse undersøgelser foretages på vid indikation.

Behandling af radiologisk verificerede hoftenære stress-frakturer er operativ for at hindre sekundær dislokation og ved mediale frakturer caputnekrose (9). Profylakse i form af grundig information og træningsvejledning er væsentlig, særlig i tilfælde som det her beskrevne, hvor relativt utrænede individer pludselig motiveres til en kraftig øgning i motionshyppighed og intensitet. Kondiløbere bør instrueres i vigtigheden af at dosere distancen fornuftigt under hensyntagen til grundform og træningstilstand. Forebyggelse i form af sufficient støddæmpning i løbeskoen er væsentlig (10).

Zaid T-J Al-Aubaidi, Himmerlandsvej 21, 3. th., DK-2720 Vanløse.

Antaget den 20. januar 2003.

Hillerød Sygehus, Ortopædkirurgisk Afdeling O.