Skip to main content

Plasmalipoproteiner og akutte fase-reaktanter ved carotis atherosclerosis og stroke

Steen Christian Kofoed: Forfs. adresse: Tagensvej 71, 2.tv, 2200 København N. E-mail: stko@gentoftehosp.kbhamt.dk Forsvaret finder sted tirsdag den 3. december 2002, kl. 1400, i auditorium B, Teilum bygningen, Rigshospitalet. Bedømmere: Ulf Helgstrand, Lars Bo Nielsen og Erik Berg Schmidt. Vejledere: Henrik Sillesen, Børge G. Nordestgaard, Marie-Louise Moes Grønholdt og Torben Schroeder.

2. nov. 2005
2 min.

Ph.d.-afhandlingen udgår fra karkirurgisk afdeling, Amtssygehuset i Gentofte, og klinisk biokemisk afdeling, Amtssygehuset i Herlev. Den består af en oversigt og tre originalartikler.

Formålet var at undersøge: 1) intra- og interobservatørvariation på indtegninger af carotis plaque-billeder, der var optaget med konventionel UL-scanning og scanning med compound -teknik, 2) potentiel kønsforskel i plasmalipoproteiner før og efter fedtbelastning hos stroke -patienter med carotisstenose ≥50% sammenlignet med raske individer fra Østerbroundersøgelsen, samt potentiel tilstedeværelse af kønsforskelle i plasmalipoproteiner hos patienter med ekkosvage eller ekkorige carotis plaques versus raske, 3) om akut fase-reaktanten fibrinogen prædikterer iskæmisk stroke over en seksårs followupperiode hos 8.755 personer fra Østerbroundersøgelsen, samt om fibrinogen og C-reaktivt protein prædikterer ekkosvage, vulnerable carotis plaques.

Resultater: 1) compound -UL-teknik havde lavere intra- og interobservatørvariation end konventionel teknik ved plaqueindtegning både ved måling af overlappende areal og ved måling af gråtonemedianen i plaquet, 2) kvinder med carotis stenose havde forhøjet niveau af plasmatriglycerider efter indtagelse af standardiseret flødedrik i forhold til raske kvinder. Dette fandtes ikke hos mandlige patienter i forhold til raske mænd. Sammenlignet med kontrolpersoner havde kvindelige patienter med ekkosvage plaques forhøjet niveau af triglycerider, men dette var ikke tilfældet hos kvinder med ekkorige plaques eller hos mænd med ekkosvage eller ekkorige plaques, 3) forhøjet fibrinogen prædikterede iskæmisk stroke , specielt hos mænd og hos yngre og midaldrende, men det kunne ikke prædiktere ekkosvage carotis plaques.

Disse fund bidrager yderligere til identifikation af patienter med høj stroke-risiko, patienter, som måske kunne have gavn af lipidsænkning eller kirurgisk behandling.