Skip to main content

Polyethylene wear analysis

Læge Maiken Stilling: FORF.S ADRESSE: Ortopædkirurgisk Afdeling, Århus Sygehus, Århus Universitetshospital, Tage-Hansens Gade 2, DK-8000 Århus C. E-MAIL: maiken.stilling@ki.au.dk FORSVARET FANDT STED: den 26. juni 2009. BEDØMMERE: Professor Stephan Maximilian Röhrl, Norge, professor Thord von Schewelov, Sverige og Peter Holmberg Jørgensen. VEJLEDERE: Kjeld Søballe, Ole Rahbek og Søren Kold.

10. aug. 2009
2 min.

Ph.d.-studiet er udført på Ortopædkirurgisk Klinisk Forskningsenhed, Århus Sygehus, Århus Universitetshospital.

Den største begrænsning for holdbarheden af hofteproteser er nedslidning, som bevirker lokal knoglenedbrydning og proteseløsning. P.t. anvendes der talrige nye materialer for at reducere sliddet, og produktkvaliteten søges løbende forbedret. Polyethylen (PE) er stadig det hyppigst anvendte materiale, og der er et vedvarende behov for evaluering af de kliniske resultater og for validering af slidmålemetoderne.

De overordnede mål med afhandlingen var:

  • at objektivisere den kliniske betydning af hydroxyapatit (HA)-proteseoverflade som katalysator for tredjeparts PE-slid, lokal knoglenedbrydning og løsning af hofteledskålen

  • at undersøge det slidreducerende potentiale af kunstige lårbenshoveder fremstillet af zirconia

  • at sammenligne præcision og anvendelighed af tre metoder til måling af PE-slid på hofteproteser (EGS-RSA, MB-RSA og PolyWare).

Resultaterne af en langtidsopfølgning viste, at førstegenerations HA-overflader på førstegenerations cupper resulterede i en høj og tidlig risiko for udskiftning. PE-sliddet var signifikant større på de udskiftede cupper, og den lokale knogleresorption (osteolyse) omkring dem var større. Ved midtvejsopfølgning resulterede zirconia- sammenlignet med metallårbenshoveder ikke i et lavere PE-slid.

Antallet af anvendte almindelige hoftebilleder havde signifikant betydning for det slid, vi målte med PolyWare-metoden. Måling af todimensionelt slid var generelt mere præcist end måling af tredimensionelt slid. RSA-metoderne var mere end dobbelt så præcise som PolyWare-metoden, men ingen af metoderne var anvendelige til måling af et stort slid (gennemslidning af polyethylenen). Reproducerbarheden af slidmålingerne var lige god for RSA og PolyWare, når kun de nyeste digitale konventionelle hofterøntgenbilleder blev anvendt med PolyWare-metoden og sliddet var større end en halv millimeter.