Pontocerebellar hypoplasi er en sjælden årsag til slapt spædbarn

Betegnelsen floppy infant, bedst oversat til slapt spædbarn, bruges om børn, der ved eller efter fødslen er hypotone. Hyppigheden er svær at fastlægge, men i et studie blev det fundet hos ca. 5% af de indlagte nyfødte [1]. Årsagerne til slapt spædbarn kan anatomisk findes som defekter i hjerne, rygmarv, perifere nerver, motoriske endeplader eller musklerne. Blandt de mulige diagnoser er der mange sjældne, genetiske sygdomme. Diagnosticering af et slapt spædbarn kan derfor være en udfordring, men er vigtig for at kunne behandle barnet og rådgive forældrene i forbindelse med pleje og familieforøgelse [2]. Pontocerebellar hypoplasi type 1 (PCH1) er en sjælden, autosomal recessiv sygdom, der kan være en årsag til slapt spædbarn, og som i denne kasuistik er diagnosticeret hos en patient. Den er kendetegnet ved atrofi af cerebellum og spinale motorneuroner samt manglende psykomotorisk udvikling og progressiv mikrocefali [3].

SYGEHISTORIE

En pige, som var født i uge 36 + 4 dage, blev efter en kompliceret fødsel indlagt med asfyksi, intrauterin væksthæmning, respiratorisk distress og på mistanke om knogledeformiteter. Hun var begge forældres første barn. Forældrene var ikke beslægtede, men kom fra samme landsby i Afghanistan. Apgarscore var 2/1, 6/5 og 9/10. Vægt (2.145 g), længde (45 cm) og hovedomfang (30,5 cm) lå under normalen. Under indlæggelsen var hun hypoton og måtte sondeernæres. Hun havde svag mororefleks og griberefleks, og senereflekserne var svage og svære at fremkalde. Der var hverken dysmorfe træk eller hjertemislyd. Hun virkede meget stille og åbnede sjældent øjnene. Der kunne ikke senere opnås øjenkontakt.

Målingerne af syre-base-forhold, kreatinkinaseniveau, thyroideaprofil samt infektions- og levertal var alle normale. En urinmetabolisk screening og øjenundersøgelse var også uden bemærkninger. Der blev tidligt lavet ultralydskanning af cerebrum, og skanningen viste ikke noget abnormt. En MR-skanning af cerebrum nogle uger senere viste en underudviklet cerebellum (Figur 1).

Pigen blev i løbet af de første leveuger testet for Prader-Willis syndrom pga. hypotoni og ernæringsproblemer. Der blev desuden undersøgt for dystrofia myotonica og spinal muskulatrofi samt testet for de lysosomale enzymer og langkædede fedtsyrer. Alt fandtes normalt. Der blev derfor foretaget array comparative genomic hybridization (array-CGH). Denne viste hverken duplikationer eller deletioner, men områder med loss of heterozygocity (LOH). Dette kunne indikere konsangvinitet. I så fald kunne patientens symptomer skyldes, at LOH-området/områderne indeholdt mutationer i et eller flere recessivt nedarvede sygdomsgener. Fænotypen ved alle recessivt nedarvede sygdomsgener, som var beliggende i LOH-områderne, blev gennemgået. Man fandt, at symptombilledet for PCH1, der kan skyldes en mutation i EXOSC3 på 9p13.2, passede med pigens symptomer. Der blev foretaget sekventering af genet, og man fandt, at hun var homozygot for en kendt sygdomsfremkaldende mutation. Forældrene var begge anlægsbærere, og diagnosen PCH1 kunne bekræftes. Pigen var på det tidspunkt fire måneder gammel, og forældrene kunne informeres om diagnosen og prognosen. Hun blev med tiden mere stille og døde ti måneder gammel af en respiratorisk infektion med apnø og hjertestop til følge.

DISKUSSION

I udredningen af et slapt spædbarn begynder man med at ekskludere akutte og systemiske årsager samt hypoksisk-iskæmisk encefalopati, der tegner sig for op mod 20% af tilfældene [1]. Herefter findes genetisk-metaboliske årsager i op mod 60% af tilfældene af slapt spædbarn [4]. Mange af disse årsager er sjældne genetiske sygdomme [2], og det er derfor vigtigt at få etableret et tværfagligt samarbejde mellem pædiatere og klinisk genetikere for at planlægge udredningen og koordinere, hvilke undersøgelser der er relevante.

Array-CGH fremhæves som et vigtigt diagnostisk værktøj sammen med udviklingen inden for billeddiagnostikken [4]. Vha. array-CGH kan man detektere deletioner og duplikationer, men ikke balancerede translokationer eller punktmutationer. Array-CGH vil være mindre velegnet til detektion af sygdomme, der skyldes punktmutationer, som PCH1 hos patienten i sygehistorien. Alligevel bidrog prøven her til diagnosen, idet array-CGH viste områder med LOH. På baggrund af dette kunne diagnosen PCH1 til sidst stilles. Da mange forskellige sjældne sygdomme indgår i diagnosebilledet, kan det være værdifuldt at foretage en bredere screening som array-CGH frem for at teste enkeltårsagerne hver for sig, hvis der ikke er en specifik mistanke om diagnose.

KORRESPONDANCE: Susanne Christiansen.
E-mail: mvj851@alumni.ku.dk

ANTAGET: 24. juni 2015

PUBLICERET PÅ UGESKRIFTET.DK: 28. september 2015

INTERESSEKONFLIKTER: ingen.