Skip to main content

Positiv patientoplevelse af præhospital behandling

Robot-assisted radical prostatectomy.
Robot-assisted radical prostatectomy.

Jon Hadsund1, Erik Riiskjær1, Ingunn Skogstad Riddervold2 & Erika Frischknecht Christensen2

23. sep. 2013
2 min.

INTRODUKTION

For at sikre sundhedsfaglig visitation af de præhospitale patienter er der oprettet akutmedicinske koordineringsvagtcentraler (AMK-vagtcentraler) i landets fem regioner. I maj 2011 fik AMK-vagtcentralerne ansvaret for at besvare alle 1-1-2-opkald vedrørende sygdom og tilskadekomst. Det indebærer, at patienten nu mødes af sundhedsfagligt personale i telefonen, når politiets alarmoperatør indkobler AMK-vagtcentralen på samtalen, og der foretages en vurdering af hastegrad efter Dansk Indeks for Akuthjælp. Endnu ved vi ikke, hvordan disse ændringer opleves af patienterne. Formålet med artiklen er derfor at beskrive patienternes oplevelser af den præhospitale indsats fra 1-1-2-opkald til ankomst på hospitalet, herunder specielt hvordan tildeling af forskellige hastegrader opleves.

MATERIALE OG METODER

Studiet er en del af en postomdelt spørgeskemaundersøgelse blandt 6.535 ambulancepatienter. Patienternes svar er dikotomiseret til »problemscore« og »ikkeproblemscore«. Baggrundsvariablernes betydning for patientoplevelsen er analyseret ved hjælp af logistisk regression. Kombinationen af relativ tilfredshed og det enkelte spørgsmåls samvariation med helhedsvurderingen tolkes som indikator for, hvor der mest effektivt kan sættes ind i forhold til forbedring af den patientoplevede kvalitet.

RESULTATER

Svarprocenten var 58. Hele 98% af patienterne svarede, at deres samlede indtryk af ambulancetjenesten var »Meget godt« (82%) eller »Godt« (16%). Patienternes helhedsvurdering hænger sammen med
patienternes alder, tildelt hastegrad, og om den forventede responstid blev oplyst. Svarpersonerne vurderede ofte situationen mindre akut end Præhospitalet. De mest kritiske svar blev observeret blandt patienter med hastegrad B, som ikke fik oplyst forventet responstid. Tilfredsheden var størst i forhold til ambulancereddernes kørsel, trygheden ved det præhospitale personales håndtering af situationen, og den respekt patienten oplevede at blive mødt med. Tilfredsheden var mindst på spørgsmålene vedrørende oplevelsen af 1-1-2-opkaldet (som først besvares af politiets alarmcentral og dernæst af AMK-vagtcentralen), om det modtagende hospitalspersonale virkede forberedt på patientens situation, om ambulancen var hurtigt nok fremme, og om de pårørende blev godt nok inddraget. På fem af 13 spørgsmål var tilfredsheden højere for kørsler med hastegrad A end for hastegrad B.

KONKLUSION

Patienternes oplevelse af det nye præhospitale system med AMK-vagtcentraler og sundhedsfaglig visitation var overordnet meget positiv. Patienter, der blev prioriteret til hastegrad B, var signifikant mindre positive end patienter, der blev prioriteret til hastegrad A. De emner, der ifølge analysen har størst potentiale for forbedring, er: 1-1-2-samtaleforløbet, det præhospitale personales evne til at forklare, hvad de gør, bedre involvering af pårørende samt bedre information om ambulancernes forventede ankomsttid.

KORRESPONDANCE: Jon Hadsund, Olof Palmes Allé 15, 8200 Aarhus N.
E-mail: jon.hadsund@stab.rm.dk.

INTERESSEKONFLIKTER: ingen.

DANISH MEDICAL JOURNAL: Dette er et resume af en originalartikel publiceret på danmedj.dk som Dan Med J 2013;60(9):A4694.