Skip to main content

Prænatal tobakseksponering og andre livsstilsrelaterede risikofaktorer for dårlig sædkvalitet og subfekunditet

Cand.scient.san. Cecilia Høst Ramlau-Hansen: Forf.s adresse: Arbejdsmedicinsk Klinik, Århus Universitetshospital, Århus Sygehus, Nørrebrogade 44, bygning 2C, DK-8000 Århus C. E-mail: craha@as.aaa.dk Forsvaret finder sted den 4. december 2007 kl. 14.00 i Auditorium 4, Søauditorierne, Bygning 1252, Universitetsparken, Århus. Bedømmere: Sjurdur F. Olsen, Anne-Marie Nybo Andersen og Aleksander Giwercman, Sverige. Vejledere: Ane Marie Thulstrup, Lone Storgaard og Jens Peter Bonde.

19. nov. 2007
2 min.

Denne ph.d.-afhandling udgår fra Arbejdsmedicinsk klinik, Århus Universitetshospital, Århus Sygehus. Den omfatter syv originalartikler publiceret 2006-2007 og en sammenfattende redegørelse.

Formålet var at undersøge sammenhængen mellem 1) prænatale eksponeringer og sædkvalitet, 2) aktuel rygning og sædkvalitet samt 3) forældres overvægt og ventetid til graviditet. Endelig ønskedes målemetoden til bedømmelse af testikelstørrelse valideret.

Sammenhængen mellem prænatale eksponeringer og sædkvalitet undersøgtes i et followup studie, hvori 347 unge mænd deltog. Disse var sønner af mødre, der under graviditeten havde besvaret spørgeskema vedrørende bl.a. livsstil før og under graviditet. Der observeredes en omvendt dosis-respons-sammenhæng mellem mødres rygning under graviditeten og sønners sædkvalitet. Sønner af mødre, der var undersøgt eller behandlet for barnløshed, havde dårligere sædkvalitet end sønner af mødre, der ikke var undersøgt eller behandlet, og der var tegn på, at højt maternelt BMI måske påvirker sønners sædkvalitet negativt.

Associationen mellem aktuel rygning og sædkvalitet belystes ved at kombinere data fra syv tidligere sædkvalitetsstudier. En omvendt sammenhæng blev observeret.

I kohorten »Bedre sundhed for mor og barn« blev associationen mellem 47.835 pars overvægt og fekunditet samt sammenhængen mellem ændringer i vægt og fekunditet over tid undersøgt. En dosis-respons-sammenhæng mellem BMI og subfekunditet blev fundet, og for kvinder var vægtstigning mellem to graviditeter associeret med forøget ventetid til graviditet.

Endelig vistes det, at sæddonorer og -kandidater opnåede valide selvmålinger af testikelstørrelse i forhold til målinger foretaget af en rutineret undersøger.