Skip to main content

Prognostic factors of kidney function and gentamicin's nephrotoxic effect in patients with infective endocarditis

Læge Kristine Buchholtz: FORF.S ADRESSE: Sølvgade 93, 1.th, DK-1307 København K. E-MAIL: krisbuch@vip.cybercity.dk FORSVARET FANDT STED: den 18. september 2009. BEDØMMERE: Gorm Jensen, Kent Lodberg Christensen og Lars Olaison, Sverige. VEJLEDERE: Niels Eske Bruun og Christian Hassager.

2. okt. 2009
2 min.

Ph.d.-afhandlingen blev udført på Kardiologisk Afdeling, Gentofte Hospital, i samarbejde med Kardiologisk Afdeling, Rigshospitalet. Formålet var i en endokarditispopulation at undersøge nyrefunktionens betydning for mortalitet og i en randomiseret klinisk undersøgelse at sammenligne gentamicins toksicitet og effektivitet givet som hhv. en- og togangsdosering, at kvantificere gentamicins nyretoksicitet og dennes relation til behandlingsvarighed og mortalitet samt et år efter udskrivelsen at måle reversibiliteten af det nyrefunktionsfald, som ses under indlæggelse.

I oktober 2002 blev der i et samarbejde mellem Gentofte Hospital og Rigshospitalet startet en prospektiv endokarditisdatabase med indsamling af data for alle patienter, der var indlagt på et af de to eneste tertiære hjertecentre i et optageområde med godt 2,4 mio. mennesker. Data inkluderede demografiske data, anamnese, objektiv undersøgelse, blodprøver inkl. bloddyrkninger, EKG, antibiotisk og operativ behandling samt ekkokardiografi (både transtorakal og transøsofageal); mere end 250 parametre.

Ved multivariabel analyse fandt vi, at nyrefunktionen på indlæggelsesdagen beregnet som den estimerede kreatinin-clearance var prædikativ for mortalitet med en hazard ratio på 23,1% for hvert fald på 10 ml/min. I den randomiserede undersøgelse, hvor nyrefunktion blev undersøgt med 51 Cr-EDTA-clearance, sås der et signifikant fald i nyrefunktion under indlæggelse hos både en- og togangsdoseringspopulationen, men der var ingen forskel i faldet mellem de to grupper. Engangsdoseringsgruppen faldt 17,0% (95% konfidensinterval (KI): 7,5-26,5), togangsdoseringsgruppen faldt 20,4% (95% KI: 12,0-28,8). Vi fandt heller ingen forskel mellem infektionsparametrene i de to grupper. Gentamicins nyretoksicitet var proportionalt relateret til behandlingsvarighed med et fald i den estimerede kreatinin-clearance på 0,5% for hver dag, der blev givet gentamicin. Denne nyretoksicitet var delvist reversibel hos de patienter, der blev undersøgt et år efter udskrivelse. Vi fandt ingen relation mellem fald i nyrefunktion under indlæggelse og mortalitet efter udskrivelse.

Sammenfattende kan det konkluderes, at nyrefunktionen ved indlæggelse er prognostisk for mortalitet, men at faldet i nyrefunktionen, under indlæggelse til behandling af infektiøs endokarditis ikke påvirker overlevelsen, måske fordi nyrefunktionsfaldet overvejende er reversibelt et år efter udskrivelse. Endvidere fandtes togangsdosering hverken at være mindre nyretoksisk eller mere effektivt end engangsdosering. Gentamicin kan derfor trods sin nyretoksiske effekt fortsat bruges ved behandling af infektiøs endokarditis og kan sikkert gives som en daglig dosis.