Skip to main content

Progression of muscular impairment and lack of neurotrophic support in diabetic polyneuropathy

Læge Christer Swan Andreassen: Forf.s adresse: Neurologisk Afdeling, Århus Universitetshospital, Aalborg Sygehus, Ladegårdsgade 5, 9100 Aalborg. E-mail: christer.andreassen@ki.au.dk Forsvaret fandt sted: den 21. august 2009. Opponenter: Professor, BSc, ph.d., DSc David Tomlinson, Storbritannien, Jannik Hilsted og Anders Fuglsang-Frederiksen. Vejledere: Johannes Jakobsen og Henning Andersen.

21. aug. 2009
2 min.

Ph.d.-studiet blev udført ved Klinisk Neurologisk Forskningsgruppe, Neurologisk Afdeling F, Århus Universitetshospital, Aalborg Sygehus.

Formålene med studierne, som ligger til grund for ph.d.-afhandlingen, var at bestemme: 1) den hastighed hvormed diabetikere taber muskelstyrke sammenlignet med raske, og 2) udviklingen af muskelatrofi hos diabetikere over en periode på 8-12 år i relation til tilstedeværelse og grad af diabetisk polyneuropati (DPN) og 3) at undersøge, om ekspressionen af neurotrofe faktorer (nerve growth factor (NGF), brain-derived neurotrophic factor (BDNF), neurotrophin-3 (NT-3), neurotrophin-4 (NT-4) og ciliary neurotrophic factor (CNTF)) er ændret i muskelvæv hos diabetikere i relation til DPN.

De to første studier var opfølgningsstudier og inkluderede i alt 56 diabetikere og kontrolpersoner, mens det tredje studie var et tværsnitsstudie, hvor der blev taget muskelbiopsier fra 42 diabetikere og 20 kontrolpersoner.

Studierne viste, at der hos patienter med DPN forekommer accelereret atrofi af musklerne i underben og fod, hvilket medfører øget tab af muskelkraft i forhold til hos raske og diabetikere uden DPN. Endvidere fandtes der nedregulering af ekspressionen af NT-3 i muskelvæv hos patienter med DPN korreleret til graden af muskelsvækkelse. Den manglende neurotrofe støtte medvirker muligvis til insufficient reinnervering og hermed til denervering og tab af muskelkraft ved DPN.

Fremtidige undersøgelser bør tage sigte på at belyse de cellulære og biokemiske forandringer i musklerne fra diabetikere med neuropati samt evaluere effekten af målrettet træning hos patienter med DPN.