Skip to main content

Propeller og perforanter Dansk Mikrokirurgisk Selskabs årsmøde

Læge Christian T. Bonde E-mail: chr.bonde@tele2adsl.dk

7. maj 2007
2 min.

Dansk Mikrokirurgisk Selskab (DMKS) er et af de største og mest aktive mikrokirurgiske selskaber i Europa med deltagelse af såvel plastikkirurger som håndkirurger og neurokirurger. På årsmødet fokuserede man på udviklingen inden for perforantbaseret rekonstruktion og på brugen af de såkaldte propellapper.

Inviterede forelæsere var dr. T.C. Teo , McIndoe Surgical Centre, East Grinstead, UK og dr. Jaume Masia , Barcelona.

Dr. T.C. Teo åbnede mødet med en oversigt over udviklingen inden for perforantbaseret rekonstruktion suppleret med forslag til optimering af instrumentvalg, tekniske tips og personlige erfaringer.

Dr. Jaume Masia fokuserede i sit efterfølgende indlæg på mulighederne for præoperativ kortlægning af perforanterne med det formål at sikre patienten, lette kirurgens arbejde og nedsætte operationstiden. Her har ultralyd tidligere været benyttet, men både computertomografi- og magnetisk resonans-baserede metoder tegner lovende.

På mødets anden dag blev det beskrevet, hvorledes propellapper kan benyttes til rekonstruktion af defekter på truncus og underekstremiteterne. Propellapper er et relativt nyt koncept, hvor man på et enkelt perforantkar rejser en vævslap bestående af hud og fedt og herefter roterer (propellerer) den 180 grader ind i defekten.

De glimrende danske oplæg om brug af ultralyd til perforantkortlægning og danske erfaringer med perforantbaserede lapper understøttede flot de internationale præsentationer.

Man kan kun opfordre alle med interesse for vaskulær mikrokirurgi til at deltage i selskabets møder.

Læs mere om selskabet på www.dmks.dk