Proteomanalyser i humant urin til diagnosticering af ovariecancer

Ph.d.-afhandlingen, som udgår fra Gynækologisk Klinik på Rigshospitalet under overvågning af Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, har til formål dels at vurdere, om human urin har et potentiale som fremtidigt biologisk materiale ved diagnosticering af epitelial ovariecancer (EOC), dels at analysere validiteten af datagrundlaget for projektet, hvor der tages udgangspunkt i data fra Dansk Gynækologisk Cancer Database (DGCD).

I manuskript I valideres DGCD-data, som benyttes til generering af kvalitetsindikatorer for EOC, borderline -tumorer og tubacancer samt til forskning. DGCD's dækningsgrad analyseres ved en sammenligning med Landspatientregisteret og journaldata. Graden af overensstemmelse mellem DGCD's kirurgiske, histologiske og komplikationsrelaterede variable og samme variable i journalen udregnes. Ph.d.-afhandlingen viser, at DGCD's EOC-data kan bruges som valid datakilde ved kvalitetsmonitorering og i forskningsprojekter.

I manuskript II beskrives stabiliteten af proteommønstrene i urin under forskellige betingelser (temperatur, tiden før nedfrysning, tø/frys-procedurer) med henblik på at klarlægge en standardiseret præanalytisk metode til indsamling og opbevaring af urin inden proteomanalyse. Ved stabilitetsstudiet af urin fastlægges præanalytisk metodik til indsamling og opbevaring af urin i overensstemmelse med internationale studier på området.

I manuskript III identificeres potentielle EOC-biomarkører i urin. På baggrund af materiale fra kvinder, som var henvist til Gynækologisk Klinik, Rigshospitalet, med en udfyldning i det lille bækken, sammenlignes proteomprofiler hos kvinder med EOC med proteomprofiler hos kvinder med en benign ovariel udfyldning. I alt detekteres 21 signifikante biomarkører, som kan differentiere mellem EOC og en benign ovariel udfyldning. Af de 21 signifikante peaks identificeres tre af de mest signifikante biomarkører som potentielle ovariecancermarkører. Sammen med CA-125 udgør de tre markører et biomarkørpanel, som giver en insignifikant forbedring af AUC sammenlignet med CA-125 alene.

I manuskript IV bekræftes fire af de 21 signifikante urin-peaks fra studie III. Ingen af de tre urinbiomarkører, som blev identificeret i studie III, blev reproduceret. De fire urin-peaks blev kombineret i et biomarkørpanel, som sammenlignes med parrede serumproteomprofiler. Proteomprofilerne fra henholdsvis urin og serum sammenlignes med henblik på ROC AUC-værdier med det formål at vurdere, hvilket biologisk materiale, der er bedst egnet til fremtidige proteomstudier. Urinbiomarkørpanelet findes at være insignifikant bedre end serumbiomarkørpanelet med hensyn til ROC AUC-værdier til EOC-diagnostik.

Der er i ph.d.-afhandlingen fundet potentiale til fremtidige proteomstudier af urin mhp. EOC-diagnostik. Inden et specifikt biomarkørpanel kan fastlægges, er det nødvendigt med flere større studier samt uafhængige valideringer af proteomprofilerne.