Skip to main content

Psykiatrisk personales opfattelse af mennesker med skizofreni

Per Vendsborg1, Johanne Bratbo2, Anders Dannevang2, Julie Hagedorn-Møller2, Kristen Kistrup4, Anne Lindhardt3 & Merete Nordentoft3

14. okt. 2013
3 min.

Introduktion

Stigma, det vil sige fordomme og diskriminering, er alvorlige ekstrabelastninger for de mennesker, som i forvejen er ramt af en psykisk lidelse. Ofte opleves stigmatisering og ikke mindst den medfølgende diskriminering som en større belastning end selve sygdommen. Udenlandske undersøgelser har vist, at et af de områder, hvor mennesker med en psykisk sygdom oplever diskriminering, er i psykiatrien, og at der blandt psykiatriens medarbejdere findes stigmatiserende holdninger. Vi ønskede at undersøge forholdene i Danmark.

Materiale og metoder

Kortlægningen af medarbejderholdninger foregik i et samarbejde mellem Dansk Selskab for Distriktspsykiatris antistigmagruppe, Psykiatrifonden og det nationale antistigmaprojekt »En af Os«. Projektet blev gennemført blandt personalet på de psykiatriske centre Frederiksberg og København, hvor alle medarbejdere blev tilbudt et skema til anonym udfyldelse. Vi anvendte en oversat version af det engelske Mental Illness: Clinicians’ Attitudes (MICA)-skema suppleret med fire ekstra spørgsmål og baggrundsoplysninger. Alle spørgsmål kan besvares i seks grader fra meget enig til meget uenig.

Resultater

Holdninger, der kan tolkes som stigmatiserende, var sjældne; f.eks. var der stor tilslutning til muligheden for recovery, og få, som havde fordomme om udtalt farlighed. Den biopsykosociale model dominerede, og et flertal opfattede sygdommen som kronisk. Lægerne følte sig som »rigtige læger« og var ikke i tvivl om fagets videnskabelige basis. Der udtryktes en høj grad af respekt for patienterne og stor opmærksomhed om også at varetage deres somatiske behov. De fleste ville fortsætte samarbejdet med en kollega, som fik skizofreni, men omkring halvdelen ville tøve med at afsløre det, hvis de selv blev ramt.

Konklusion

Generelt viser resultaterne, at de adspurgte medarbejdere ikke er specielt stigmatiserende. Det svarer ikke til de resultater, som er fundet i andre udenlandske undersøgelser. Det kan skyldes, at holdningerne i Danmark har været mindre stigmatiserende, eller at der i de senere år er sket en ændring i indstilling hos psykiatere og andre medarbejdere i psykiatrien − bl.a. ved den store indsats, der er gjort for at bringe recovery-konceptet på banen. En mindre positiv forklaring kan være, at der er en vis tendens til at svare det, som man i det mindste ved, er det etisk rigtige svar. At svarene også er i modstrid med, at patienterne i høj grad oplever stigmatisering i behandlingssystemet, kan have samme forklaringer som lige nævnt. Det kan også skyldes, at skalaen ikke måler de forhold, som patienterne oplever som stigmatiserende. Væsentlige blandt disse forhold er ønsket om et syn på dem ikke som diagnoser, men som mennesker: enkeltstående, selvstændige og kompetente individer med ret til inddragelse i alle beslutninger. Det kan den anvendte skala næppe måle.

Korrespondance: Per Vendsborg, Psykiatrifonden – Innovation, Hejrevej 43, 2400 København NV. E-mail: pbv@psyknet.dk

Interessekonflikter: .

DANISH MEDICAL JOURNAL: Dette er et resume af en originalartikel publiceret på danmedj.dk som Dan Med J 2013;60(10);A4710.