Skip to main content

Pyomyositis hos børn - en diagnostisk udfordring!

Reservelæge Anders Esben Rasmussen, overlæge Tom Troels Hansen, overlæge Karen Andersen Tilma & reservelæge Renate Weber Ehlers Sygehus Vendsyssel, Børneafdelingen og Radiologisk Afdeling

25. maj 2007
5 min.


Pyomyositis defineres som en bakteriel infektion i skeletmuskulaturen, den er fortrinsvis kendt fra troperne [1], men rapporteres med stigende hyppighed i tempererede egne, hyppigst hos børn [2]. Symptomerne består typisk af feber og smerter lokaliseret til muskler, knogler og led. Tilstanden kan kompliceres af abscesdannelse og sepsis, hvorfor tidlig diagnose og behandling er afgørende for prognosen [1, 2].

Med henblik på diskussion af optimal diagnostik og behandling beskriver vi to tilfælde af pyomyositis hos børn.

Sygehistorier

I. En 9-årig, tidligere rask dreng blev indlagt efter at have haft feber i to døgn og smerter i venstre hofte. Smerterne accentueredes ved gang og indadrotation. Tre dage forinden var han faldet 1,5 m ned fra et træ. Røntgen- og ultralydundersøgelse af begge hofteled viste normale forhold. C-reaktivt protein (CRP) var på 50 mg/l, neutrofile granulocytter var 11,2 × 109 /l. Bloddyrkning viste vækst af Staphylococcus aureus , følsomme for penicillin. En magnetisk resonans (MR)-skanning viste øget volumen og forandringer med høj signalintensitet på T2-vægtede fedtsupprimerede sekvenser lokaliseret til venstre m. obturator internus og externus (Figur 1 ). Der var ingen knogleforandringer.

Tilstanden fandtes forenelig med pyomyositis. Han blev behandlet med penicillin G givet intravenøst (i.v.) i tre uger efterfulgt af to ugers peroral behandling. Der var prompte klinisk effekt og biokemisk normalisering. En MR-skanning foretaget ti dage efter behandlingsstart viste tydelig regression af forandringerne i muskulaturen og nytilkomne forandringer med høj signalintensitet i os pubis og os ischium på begge sider af synchondrosis ischiopubica. En MR-skanning foretaget fem uger senere viste fuldstændig regression. Klinisk opstod der ingen sequelae.

II. En 12 år gammel, tidligere rask dreng blev uden forudgående traume indlagt med feber, og dybt i højre glutealregion var der akut opståede smerter og ømhed, der blev accentueret under gang. Man fandt smertefuld indadrotation i højre hofte. En røntgen- og ultralydundersøgelse af begge hofteled viste normale forhold. CRP var på 128 mg/l, leukocytter var 8,9 × 109 /l. Bloddyrkning var uden vækst. Efter syv dage varende intermitterende smerter og feber viste en MR-skanning af bækkenet forandringer med høj signalintensitet på T2-vægtede fedtsupprimerede sekvenser i højre m. obturator internus, m. piriformis og m. gluteus minor samt i højre os ischium (Figur 2 ). De samme områder viste også opladning på T1-vægtede sekvenser efter gadolinium givet i.v. Der blev ikke påvist nogen abscesdannelse. Forandringerne var forenelige med pyomyositis. Behandling med penicillin G og dicloxacillin givet i.v. i 14 dage efterfulgt af seks ugers peroral behandling bevirkede hurtig indsættende klinisk effekt og biokemisk normalisering. Kontrol med MR-skanning fem uger efter behandlingsstart viste resterende forandringer i knoglen, men normalisering af bløddele og ingen opladning efter gadoliniumbehandlingen. Disse forandringer var normaliseret ved en MR-skanningskontrol en uge senere.

Diskussion

Ætiologien til pyomyositis er fortsat ukendt, men nedsat immunrespons udgør en prædisponerende faktor [2, 3]. Forudgående traume er beskrevet i 39-60% af tilfældene i tempererede egne [2, 3]. Ætiologisk agens udgøres af Staphyloccocus aureus i 85-90% af tilfældene, gruppe A-streptokokker i 5-10%, og gramnegative stave i 4-5% af tilfældene [2, 3].

Klinisk udvikler pyomyositis sig fra diffus inflammation over et invasivt stadie med pludseligt indsættende diffuse muskelsmerter og feber til fokal suppuration med begyndende abscesdannelse i musklen. Ubehandlet går tilstanden over i senstadiet med kulderystelser, højfebrilia og markante smerter fra en eller flere muskelgrupper [1-3].

Hos børn er pyomyositis oftest lokaliseret til glutealmuskulaturen, adduktorer, psoas, obturator og piriformis [2-4]. Paraklinisk ses forhøjelse af sænkningsreaktion, CRP og leukocytter hos 60-80% og positiv bloddyrkning hos 25-40% [3, 4].

Ved pyomyositis med ekstremitets/bækkensmerter vil røntgen- og ultralydundersøgelse af hofteleddene ofte vise normale forhold. MR-skanning er mest velegnet til diagnosticering af pyomyositis, især når denne er lokaliseret i bækkenet, og skanningen er nødvendig for at skelne pyomyositis fra osteomyolitis. MR-skanningsfund ved pyomyositis vil bestå af forandringer med høj signalintensitet i muskulaturen på T2-vægtede sekvenser og short T1 inversion recovery (STIR)-sekvenser forstærket af gadolinium givet i.v. [4, 5]. I de to beskrevne tilfælde blev diagnosen stillet ved MR-skanning, som viste inflammation uden fokal abscesdannelse. Hos begge patienter påvistes der på T2-vægtede sekvenser forandringer med høj signalintensitet i tilstødende knogler, men de inflammatoriske forandringer i muskulaturen var dog dominerende, og knogleforandringerne viste sig i sygehistorie I først 14 dage efter symptomdebut. Samtidige knogleforandringer på T2-vægtede sekvenser er beskrevet hos 58% af patienter med pyomyositis og kan skyldes ødem eller inflammation [4].

Differentialdiagnostisk må purulent artritis, osteomyelitis, vaskulitis, venøs trombose og neoplasi haves in mente.

Behandlingen består primært af antibiotika givet i.v., evt. kirurgisk drænage. Der anbefales 2-3 ugers i.v.-behandling, efterfulgt af fire ugers peroral behandling, vejledt af kliniske undersøgelser samt CRP- og leukocyt-niveau. Prognosen er sædvanligvis god, men mortaliteten er fortsat på 0,5-10% [2-4].


Karen Andersen Tilma, Børneafdelingen, Sygehus Vendsyssel, DK-9800 Hjørring. E-mail: Karen@Tilma.dk

Antaget: 23. januar 2005

Interessekonflikter: Ingen angivet




Summary

Summary Pyomyositis in children: a diagnostic challenge Ugeskr Læger 2007;169(22):2125-2126 This report describes two children with fever and musculoskeletal pain diagnosed as pyomyositis, an acute bacterial infection in skeletal muscles that produces diffuse inflammation and suppuration. The diagnosis is reported with increasing frequency in non-tropical areas. The condition should be kept in mind in cases of musculoskeletal pain, fever and general malaise, and MRI should be performed to verify the diagnosis. S. aureus is the most commonly responsible organism. Cure is usually achieved through relevant antibiotic therapy, combined with drainage in case of suppuration. Early diagnosis and treatment are crucial to a good prognosis.

Referencer

  1. Horn CV, Master S. Pyomyositis tropicans in Uganda. East Afr Med J 1968; 45:463-71.
  2. Laurent C, Sarosi GA. Pyomyositis in North America: case reports and review. Clin Infect Dis 1992;15:668-77.
  3. Gubbay AJ, Isaacs D. Pyomyositis in children. Pediatr Infect Dis J 2000;19: 1009-13.
  4. Spiegel DA, Meyer J, Dormans J et al. Pyomyositis in children and adolescents: report of 12 cases and review of the litterature. J Pediatr Orthop 1999;19:143-50.
  5. Trusen A, Beissert M, Schultz G et al. Ultrasound and MRI features of pyomyositis in Children. Eur Radiol 2003;13:1050-5.