Ph.d.-afhandlingen består af tre artikler og en oversigt. Studierne er udført ved Diabetesforskningscentret, Odense Universitetshospital, i perioden 1998 til 2001.
Defekter i insulins evne til at regulere leverens glukoseproduktion (GP) menes at spille en væsentlig rolle ved type 2-diabetes mellitus. Spørgsmålet kompliceres af metodologiske problemer i kvantiteringen af GP in vivo. Flere forbedrede sporstofmetoder blev anvendt til at belyse følgende punkter:
Er leveren insulinresistent hos type 2-diabetikere? Insulinresistens kunne demonstreres ved lave fysiologiske insulinkoncentrationer, mens høje insulinkoncentrationer kunne overkomme denne defekt. Nedsat insulinmedieret suppression af GP var associeret med nedsat suppression af frie fede syrer (FFA) i plasma.
Kan insulins regulation af leverens glukoseproduktion forbedres ved korttidsnormalisering af plasmaglukose? Det har været foreslået at korttids (12-14 timer) normalisering af plasmaglukose forbedrer insulinfølsomheden, men dette kunne ikke eftervises ved anvendelse af reevaluerede sporstofmetoder.
Kan forøgede plasmakoncentrationer af FFA stimulere faste-GP? Forhøjede FFA-niveauer hos type 2-diabetikere har været foreslået at øge glukoseproduktionen og fasteglukoseniveauet. For at undersøge effekten af FFA per se, uafhængigt af ændringer i insulinniveauet, blev lipidinfusionsstudier gennemført hos patienter med type 1-diabetes. En fysiologisk øgning af plasma-FFA-niveauet kunne stimulere både glukoneogenese og glykogenolyse, og dermed total glukoseproduktion samt plasmaglukose.
Resultaterne indikerer således defekter i insulins regulation af leverens glukoseproduktion, som synes delvist sekundære til abnormiteter i lipidmetabolismen, og som kunne være potentielle mål for farmakologisk intervention.