Quantitative assessment of aortic regurgitation and stenosis using magnetic resonance velocity mapping: Technical aspects and clinical evaluation

Doktordisputatsen indeholder otte publicerede arbejder og en sammenfattende redegørelse. Disputatsen udgår fra MR- afdelingen, H:S Hvidovre Hospital.

Ved hjerteklapsygdom varer det oftest mange år, før hjertefunktionen svigter, og patienten udvikler symptomer. Samtidig er hjerteklapkirurgi forbundet med en vis risiko. Det optimale er derfor at udskifte hjerteklappen før hjertet svigter, men samtidig undgå at udsætte patienten for de risici, som indsættelse af en ny hjerteklap medfører, før det er nødvendigt. De eksisterende undersøgelsesmetoder til vurdering af hjerteklapsygdom giver ikke altid nøjagtige og reproducerbare oplysninger om sygdommens sværhedsgrad, og formålet med nærværende afhandling var derfor at videreudvikle en metode til mere nøjagtig vurdering af hjerteklapsygdom.

Metoden udnytter, at det med magnetisk resonans (MR)-billeddannelse er muligt at opnå en lineær relation mellem strømningshastighed og fase-signal i hvert billedelement. Et potentielt problem for MR-metodens nøjagtighed er, at de turbulente blodstrømninger, som forekommer ved hjerteklapsygdomme, kan spolere denne linearitet. Således påvirkes fase-signalet ikke kun af strømningshastigheden, men også af acceleration og højere ordens bevægelseskomponenter. Det er i afhandlingen vist, at MR-metoden kan designes, således at linearitet er bevaret ved selv meget turbulente blodstrømninger. En vigtig parameter for dette er en kort varighed af målemetodens hastighedsindkodning. Det er in vitro vist, at den optimerede MR-metode kan give nøjagtige og reproducerbare målinger af tværsnitsareal, volumenhastighed og trykgradient ved klinisk relevante stenoser.

In vivo-validering af MR-metoden er udført på raske forsøgspersoner og patienter med aortaklapsygdom med fokus på evnen til at bestemme volumenhastigheder gennem hjerteklapper, den transvalvulære trykgradient og hjerteklappens åbningsareal. Afhandlingens resultater indikerer, at MR-metoden er en pålidelig teknik til at vurdere patienter med aortainsufficiens eller -stenose. Der kræves imidlertid større sammenlignende studier mellem MR-metoden og konventionelle teknikker for at afklare MR-metodens rolle i rutineundersøgelser af disse patienter. På trods af dette synes MR at have potentialet for bedre bestemmelse af volumenhastigheder, venstre ventrikels dimensioner og systoliske funktion, samt disse variables ændringer over tid, hvilket kan være et fremskridt i fastsættelsen af det optimale tidspunkt for udskiftningen af hjerteklappen hos disse patienter.

Det konkluderes således, at det synes muligt at opnå nøjagtige og reproducerbare oplysninger om sværhedsgraden af hjerteklapsygdom med MR-metoden, som nu er blevet tilgængelig på de fleste kommercielle MR-skannere. Dette kan medføre en bedre diagnostik og behandling af disse patienter.