Disputatsen er baseret på undersøgelser udført på Statens Serum Institut, i perioden 2000 til 2003.

Årligt opstår globalt set omkring otte millioner nye tuberkulosetilfælde (TB), og to millioner dør af sygdommen. Tidlig diagnose og resistensbestemmelse forbedrer overlevelsen og forebygger spredning. Anvendeligheden af de traditionelle metoder i TB-diagnostikken hæmmes af lav følsomhed og langsommelige metoder.

Disputatsen omhandler den mikrobiologiske diagnose af TB og andre mykobakterioser med fokus på de nye og hurtige molekylærbiologiske metoder, og beskriver problemer knyttet til diagnosen af multiresistent TB.

Vi arbejdede med en ny metode baseret på strand displacement -amplifikation til påvisning af Mycobacterium tuberculosis i respiratorisk og nonrespiratorisk prøvemateriale. Metoden identificerede de mest infektiøse TB-patienter i løbet af få timer. Metoden havde dog behov for forbedringer, hvad angik dens nytteværdi over for mikroskopinegativt nonrespiratorisk prøvemateriale. Efter modifikation af metoden og på baggrund af undersøgelser af cerebrospinalvæsken som model, påviste vi en betragtelig forbedring af metodens diagnostiske nytteværdi. Dette kan få væsentlig klinisk betydning på håndteringen af patienter med tuberkuløse meningitis, da hurtig opstart af behandling reducerer dødeligheden. Derudover beskrev vi en metode til at analysere formalinfikseret og paraffinindstøbt prøvemateriale med nekrotiserende granulomatøs inflammation, hvor der ikke initialt var mistanke om TB. Metoden kunne identificere M. tuberculosis , hvor der ikke forelå frisk materiale til dyrkning. Endelig, arbejdede vi med en DNA-array -metode til at adskille klinisk relevante mykobakterier i mikroskopipositive prøver, hvilket har betydning både for behandling og de efterfølgende opgaver som isolation, smitteopsporing og anmeldelse.

Den øgede prævalens af resistent TB har forstærket behovet for hurtige og akkurate test til resistensbestemmelse. Vi vurderede nytteværdien af et ikkeradiometrisk automatiseret kultursystem til resistensbestemmelse af M. tuberculosis over for fire førstevalgspræparater. Systemet var pålideligt, men er stadig tidskrævende på grund af afhængighed af bakterievækst. Da hurtig opstart af relevant behandling har afgørende betydning for overlevelsen hos hiv-positive patienter og reducerer overførslen af resistente TB-stammer, anvendte vi en DNA-array -metode direkte på materiale til påvisning af resistens over for rifampicin (markør for multiresistens). I næsten 80% af tilfældene kunne denne metode frembringe resultat inden for få dage. Afslutningsvis, på grund af mangel på standardiserede metoder til belysning af resistensforhold for andenvalgspræparater, prøvede vi at etablere et kvalitetssikringsprogram for resistensbestemmelse for M. tuberculosis over for fluoroquinoloner i det baltisk-nordiske samarbejde. Vi påviste procedurerelaterede mangler og kom med forslag til forbedringer.