Response of tendon associated connective tissue to mechanical loading in humans - with reference to the microdialysis technique

Denne doktordisputats er baseret på 12 videnskabelige artikler, som omhandler de ændringer, der sker i og omkring det humane senevæv i relation til akut arbejde og langvarig træning. De eksperimentelle undersøgelser, der ligger til grund for arbejderne, blev udført i forbindelse med ansættelse på Institut for Idrætsmedicin, Bispebjerg Hospital, i perioden 1997-2005.

Det er vist, at senens blodgennemstrømning stiger op til ti gange over hvileniveau under maksimalt dynamisk arbejde. Samtidig stiger koncentrationen af inflammatoriske stoffer i vævet som et resultat af arbejdet. Når den arbejdsinducerede frigivelse af prostaglandiner blokeres helt (blokade af COX-1 og COX-2) eller delvist (blokade af COX-2), reduceres blodgennemstrømning omkring senen.

Senevæv udsættes for stor belastning under arbejde, men det har indtil for nylig været uvist, hvorvidt og hvordan senevævet tilpassede sig til akutte og langvarige ændringer i belastning. Udviklingen i nærværende laboratorium af mikrodialysekatetre med store porehuller (3.000 kDa) har imidlertid muliggjort bestemmelsen af store molekyler lokalt i vævet. Syntesen af senevæv er fundet forøget i dagene efter stor belastning (36 km løb). Den forøgede syntese er ikke et resultat, af forøget nedbrydning. Det er samtidig fundet at koncentrationen af forskellige vækstfaktorer, såsom prostaglandin E2 og interleukin 6, stiger i vævet umiddelbart efter arbejde.

Langvarig træning i form af ugers træning er vist at resultere i et tofasisk respons. Fire uger efter opstart af træningen stiger såvel syntesen som nedbrydningen af senevævet. Såfremt træningen fortsættes, falder nedbrydningen af senevæv mens syntesen af senevæv fortsat er forhøjet. Dette tyder på, at langvarig træning resulterer i en tilvækst i det humane senevævs substans og dermed styrke.

Hos patienter med kronisk overbelastede akillessener resulterer 12 ugers excentrisk genoptræning i en reduktion i symptomerne, samtidig med at der sker en forøgelse af kollagensyntesen, uden at markøren for senevævs nedbrydning stiger, og dermed muligvis en forstærkning af senevævet. Den excentriske træning stimulerer ikke kollagenmetabolismen i den raske sene.

Samlet kan det siges, at udviklingen af nye forskningsmetoder i form af mikrodialysekatetre med store porestørrelser har muliggjort lokal bestemmelse af kollagenvævsomsætning i relation til belastning og rehabilitering. Senevævet er fundet at være metabolisk aktivt og at besidde evnen til at tilpasse sig ændringer i belastning gennem lokal vævstilpasning. I fremtiden vil dette bidrage til en dybere forståelse af det humane senevævs tilpasning til belastning, og på sigt forbedre mulighederne for en optimering af behandlingen af senerelaterede belastningsskader.