Skip to main content

Restriktiv intravenøs væskebehandling ved kolorektal kirurgi

Birgitte Brandstrup: Forf.s adresse: Farumgårds Alle 14, 3520 Farum. E-mail: bbrandstrup@hotmail.com Forsvaret finder sted den 27. juni 2003, kl. 14.00 i auditoriet, indgang 50, H:S Bispebjerg Hospital, Bispebjerg Bakke 23, København. Bedømmere: Jacob Rosenberg, Else Tønnesen og Niels Qvist . Vejledere: Lene Wallin, Hanne Tønnesen, Else Hjortsø og Randi Beier-Holgersen .

1. nov. 2005
2 min.

Ph.d.-afhandlingen blev udført under min ansættelse som forskningsassistent ved Klinisk Enhed for Sygdomsforebyggelse, H:S Bispebjerg Hospital, og indeholder resultaterne af en klinisk randomiseret observatørblindet multicenterundersøgelse udført i samarbejde med anæstesiologiske og kirurgiske afdelinger fra H:S Bispebjerg Hospital og sygehusene i Gentofte, Glostrup, Herlev, Hillerød, Køge, Vejle og Ålborg.

Formålet var at undersøge effekten af et restriktivt per- og postoperativt intravenøst væskeregime på komplikationer og fysiologiske parametre ved elektiv kolorektal resektion.

Efter informeret samtykke blev 172 patienter randomiseret til enten et restriktivt (R) eller et standard (S) væskeregime.
R-regimet var tilrettelagt med henblik på at bevare patienternes kropsvægt uændret under hele indlæggelsen, mens S-regimet fulgte nuværende praksis. Komplikationer blev registreret efter 30 dage.

R-regimet reducerede antallet af patienter med postoperative komplikationer (R vs. S) ITT-analyse: 33% vs. 55%, p = 0,013, per-protokol-analyse: 30% vs. 56%, p = 0,003. Især blev kardiopulmonale komplikationer reduceret: 7% vs. 24%, p = 0,007. En dosisrespons-sammenhæng imellem iv-væsker og komplikationsfrekvens blev fundet (p < 0,001). Fire patienter døde, alle af kardiopulmonale komplikationer og tilhørende S-gruppen: Absolut risiko-reduktion 5,6% (CI 0,3%-10,9%).

Patienter i R-gruppen havde lavere diurese og højere
S-kreatinin på operationsdagen, mens S-gruppen havde lavere S-albumin, -protein, arteriel PO2 , pH, BASE og bikarbonat (p < 0,01).

Undersøgelsen viser, at restriktiv intravenøs væsketerapi forebygger komplikationer og potentielt negative fysiologiske forandringer efter kolorektal resektion.