Skip to main content

Resurfacing hoftealloplastikker med 15 års opfølgning

Sammenlignelige gode resultater i både de kliniske scorer og proteseoverlevelsen, men årsagerne til revision var forskellige.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Redigeret af Per Hölmich, holmich@webspeed.dk

8. sep. 2020
2 min.

Konceptet bag resurfacinghoftealloplastik med bevarelse af en del af caput femoris samtidig med, at collum femoris bevares, er umiddelbart attraktivt. Der har imidlertid været en del komplikationer blandt andet i form af collum femoris-frakturer, caputnekroser og pseudotumorer samt forhøjede metalionmålinger i serum/fuldblod. Der har derfor været rejst en del kritik af denne operationsmetode. Gode videnskabelige studier, hvor man undersøger langtidsresultaterne for denne protese, har manglet. Det aktuelle studie er en 15 års opfølgning af et randomiseret studie, hvor der er sammenlignet med metal mod metal-total hoftealloplastik. Revisionsraten var ikke signifikant forskellig for de to protesetyper, men der var signifikant flere revisioner i resurfacinggruppen på grund af proteseløsning.

Professor Søren Overgaard, Odense Universitetshospital, kommenterer: »Det er anerkendelsesværdigt, at forfatterne har fulgt op på dette studie, som er initieret for ca. 20 år siden. En klar svaghed i RCT’en er, at man ikke har inkluderet guldstandarden som kontrolgruppe, nemlig en total hoftealloplastik med en ledskål af plastik og et hoved af metal. Der findes få kontrollede serier med resurfacinghofter, som viser gode resultater, og hovedparten af patienterne med denne type hofter er tilfredse, som i dette studie. Disse resultater overskygges dog fortsat klart af usikkerheden ved indsættelse af en metalhofte med større reoperationsrate, dårligere resultat efter reoperation og konstant forhøjet metalionniveau i blodet, som kan medføre stor utryghed hos patienten med mulig risiko for store vævsreaktioner, påvirkning af bloddannende organer og en måske lille langtidsrisiko for cancerudvikling. Der er forsat enighed i Norden om, at metalhofter ikke har en plads i rutinebehandlingen af patienter med degenerative hoftesygdomme«.

Vendittoli PA, Shahin M, Rivière C et al. Hip resurfacing compared with 28-mm metal-on metal total hip replacement. J Bone Join Surg Am 11. jun 2020 (e-pub ahead of print).

Interessekonflikter: Ingen