Skip to main content

Røde smertefulde fødder efter ophold i svømmehal

Overlæge Anette Bygum & overlæge Jesper Fenger-Grøn Odense Universitetshospital, Dermato-Venerologisk Afdeling I, og Kolding Sygehus, Pædiatrisk Afdeling

23. jan. 2009
4 min.


Idiopatisk palmoplantar hidradenitis karakteriseres ved pludseligt opståede symmetriske røde og ømme noduli i håndflader og/eller fodsåler. Vi beskriver to typiske tilfælde, hvor børn fik symptomer efter ophold i svømmehal. Symptomkomplekset er sjældent beskrevet, og relevante differentialdiagnoser omtales. Kendskab til denne selvlimiterende tilstand kan medvirke til at undgå unødvendige diagnostiske procedurer og indlæggelser.

Idiopatisk palmoplantar hidradenitis er et karakteristisk sygdomsbillede, som første gang blev beskrevet i 1994 [1]. Tilstanden har været omtalt under andre navne: idiopatisk recidiverende palmoplantar hidradenitis, traumatisk plantar urticaria, plantar erythema nodosum eller pool palms [2]. Det dre-jer sig om pludseligt opståede symmetriske røde og ekstremt ømme noduli i håndflader og/eller fodsåler, som svinder hurtigt og spontant efter aflastning. Sygdomsbilledet er sjældent beskrevet med mindre end 100 tilfælde rapporteret i litteraturen, men formentlig underrapporteret.

Sygehistorier

Med få timers mellemrum blev to børnehaveklassebørn indlagt akut af vagtlæge på Børneafdelingen. En seks år gammel pige havde knap to døgn før indlæggelsen udviklet ømhed og rødme i den ene fodsål. Hun havde forudgående været på cykeltur og havde gået rundt i gummistøvler. På indlæggelsesdagen fandtes bilateral smertefuld gangkompromitterende rødme i begge fodsåler, og indlæggelsesdiagnosen var Schönlein-Henoch purpura obs pro. Objektivt fandtes pletvist rødcyanotisk og let ødematøst eksantem i fodsålerne, hvor rødmen overalt svandt ved spateltryk.

En syv år gammel dreng fra parallelklassen fik samme dag ganghindrende ømhed af hælene. Ved indlæggelsen fandtes fodsålerne ømme, ødematøse med erytematøse plaques.

Begge børnene (Figur 1) var alment upåvirkede, afebrile uden ekstrakutane organfokale klager. Samtlige blodprøver var normale. Der blev rekvireret dermatologiske tilsyn, hvor man umiddelbart overvejede en variant af parvovirus B19-udløst »handske-sok-syndrom« (papular-purpuric gloves and socks syndrome). Andre mulige differentialdiagnoser var perniose, erythema multiforme, cellulitis, vasculitis og morbus Sweet. Forløb, lokalisation og den i øvrigt upåvirkede almentilstand passede imidlertid ikke hermed. To dage tidligere havde børnene deltaget i en legedag i den lokale svømmehal, hvor de ud over at bade havde leget på fugtige måtter. Man mistænkte herefter vandbåren infektion og havde kontakt med embedslægen. Et eventuelt mikrobiologisk agens blev dog aldrig påvist.

Pigen blev hurtigt udskrevet til konservativt regimen og smertebehandling, og hun var symptomfri få dage senere. Drengen blev i første omgang udskrevet i kørestol efter tre døgns indlæggelse. Han var imidlertid symptomfri efter samlet fem døgn.

Diskussion

Idiopatisk plantar hidradenitis er en sygdom, som overvejende rammer børn i 1-15-års-alderen (medianalder: seks år) og opstår nogle timer efter udsættelse for fugt, kulde og traumatisk/mekanisk belastning. Sygdomsbilledet er således beskrevet hos et søskendepar, som havde anvendt bomuldsstrømpebukser i Goretex støvler [3]. Tilstanden er også beskrevet efter brug af våde gummisko [2]. Idiopatisk plantar hidradenitis debuterer akut med ekstremt trykømme eryte-matøse plaques og noduli i fodsåler eller håndflader, som progredierer over et par dage og herefter svinder spontant inden for højst 1-2 uger. De afficerede børn er i øvrigt alment upåvirkede og har normale blodprøver. Hos disponerede kan tilstanden recidivere ved de omtalte eksponeringer [4]. Histologisk findes et inflammatorisk neutrofilt infiltrat omkring ekkrine svedkirtler, men hudbiopsi er ikke nødvendig i klinisk oplagte tilfælde [4]. Man forestiller sig, at mekanisk og/eller termisk traume kan føre til ruptur af palmoplantare ekkrine kirtler med sekundær neutrofil kemotaksi og inflammation samt eventuelt spredte mikroabscesser og nekroser, hvilket forklarer smerterne. Børn er formentlig mere modtagelige over for denne tilstand på grund af den tyndere hud og ekkrine strukturer, som bliver fragile ved overhydrering. Sygdommen er sparsomt beskrevet i litteraturen, men den er tilsyneladende hyppigere, end den bliver diagnosticeret [5].

I de beskrevne sygehistorier var klinik ved indlæggelsen og efterfølgende forløb helt typisk for diagnosen idiopatisk plantar hidradenitis. Latenstiden på 1-2 døgn er formentlig udtryk for sygdomsprogression frem til tærsklen for lægekontakt. Med disse sygehistorier håber vi at øge kendskabet til en godartet og selvlimiterende tilstand, hvor diagnosen ofte vil kunne stilles umiddelbart. Hermed undgås unødvendige diagnostiske procedurer og indlæggelser.


Anette Bygum, Dermato-Venerologisk Afdeling I, Odense Universitetshospital, DK-5000 Odense C. E-mail: anette.bygum@ouh.regionsyddanmark.dk

Antaget: 25. juni 2008

Interessekonflikter: Ingen



Summary

Summary Red painful feet after visiting a swimming bath Ugeskr Læger 2009;171(5):325-326 Idiopathic palmoplantar eccrine hidradenitis is characterised by painful erythematous plantar and/or palmar nodules and is triggered by exposure to wet and cold conditions. The course is benign and self-limiting with a tendency for recurrence. We describe two cases in otherwise healthy children after physical activity in a swimming bath. They were hospitalised for one and three days, respectively. Diagnostic considerations are briefly reviewed. Sufficient attention to the characteristic clinical appearance could prevent unnecessary diagnostic procedures and hospitalisation.

Referencer

  1. Stahr BJ, Cooper PH, Caputo RV. Idiopathic plantar hidradenitis: a neutrophilic eccrine hidradenitis occuring primarily in children. J Cutan Pathol 1994;21:289-96.
  2. Metzker A, Brodsky F. Traumatic plantar urticaria - an unrecognized entity? J Am Acad Dermatol 1988;18:144-6.
  3. Weigl L, Eberlein-König B, Ring J et al. Is recurrent plantar hidradenitis in children induced by exposure to a wet and cold milieu? Br J Dermatol 2000;142:1048-50.
  4. Simon M Jr, Cremer H, von den Driesch P. Idiopathic recurrent palmoplantar hidradenitis in children. Report of 22 cases. Arch Dermatol 1998;134:76-9.
  5. Ben-Amitai D, Hodak E, Landau M et al. Idiopathic palmoplantar eccrine hidradenitis in children. Eur J Pediatr 2001;160:189-91.