Skip to main content

Role of NCAM and the ligand C3d in vivo and in vitro brain development and regeneration

Cand.scient. Pernille Jansen: Cand.scient. Pernille Jansen

2. nov. 2005
2 min.

Ph.d.-afhandlingen udgår fra Institut for Molekylær Patologi, Københavns Universitet, og Anatomi og Neurobiologi, Institut for Medicinsk Biologi, Syddansk Universitet, hvor det meste af projektarbejdet er udført.

Formålet med studiet var: 1) at karakterisere virkningen af NCAM-liganden C3d (syntetisk peptid) på neuronal regeneration og plasticitet i rottehjernevæv, her organotypiske skivekulturer af dopaminergt substantia nigra-væv og 2) at undersøge om C3d-forbehandling af dyrket embryonalt dopaminergt hjernevæv forbedrer overlevelsen og funktionen af vævet ved transplantation til en eksperimentel rottemodel for Parkinsons sygdom.

C3d tilsat dyrkningsmediet fandtes at øge antallet af overlevende dopaminerge nerveceller og deres udløbere, samt størrelsen af deres cellelegemer. C3d havde også en positiv effekt på overlevelsen af dopaminerge nerveceller i nigrostriatale skivekulturer efter overskæring af etablerede dopaminerge fiberforbindelser og på genvæksten af fibre ind i striatumvævet. I hippokampalt væv fandtes en lignende mindskelse af celledøden efter overskæring af Schaffer kollateraler fra CA3 til CA1. Der fandtes ingen positiv effekt på transplanterede dopaminerge nervecellers overlevelse og funktion efter forbehandling med C3d. En mulig forklaring kan være observerede ændringer i ekspressionen af MHC klasse I- og II-antigener i behandlede skivekulturer.

Resultaterne demonstrerer brugbarheden af organotypiske skivekulturer af umodent hjernevæv som eksperimentel model til afprøvning af effekten af stoffer på nervecellers overlevelse, udvikling og fibervækst. Skivekulturer, der er dyrket som interface-kulturer på en semipermeable membran, synes derimod at være mindre levedygtige efter transplantation til værtshjernen end direkte uddissekeret donorvæv.

Forf.s adresse: Afdeling for Medicinsk Biokemi, Aarhus Universitet, Ole Worms Allé, Bygning 170, 8000 Århus C.

E-mail: pjansen@biokemi.au.dk

Forsvaret finder sted den 8. marts 2002, kl. 14.00, Haderup Auditoriet, Panum Instituttet, København.

Bedømmere: Nils Henrik Diemer, Arne Møller og Henrik Daa Schrøder.

Vejledere: Jens Zimmer Rasmussen og Elisabeth Bock.