Skip to main content

Rygning af selv kun én cigaret dagligt er associeret til højere risiko for hjerte-kar-sygdomme

Kvinder og mænd, som ryger én cigaret dagligt, har en ca. 50% øget risiko for at udvikle iskæmisk hjertesygdom og apopleksi sammenlignet med aldrigrygere.

(Foto: colourbox.com)

Redigeret af Peter Lange, plange@dadlnet.dk

9. feb. 2018
2 min.

Igennem mange år har man debatteret, om daglig rygning af meget små mængder tobak har en skadelig effekt på helbredet. I et nyt studie fokuserer man på netop dette spørgsmål. I det systematiske review, som omfatter data fra 151 forskellige kohortestudier med flere millioner deltagere, konkluderes det, at rygning af kun én cigaret dagligt øger risikoen for iskæmisk hjertesygdom med ca. 50% (relativ risiko på 1,53 for mænd og 1,63 for kvinder) sammenlignet med at være aldrigryger. Tilsvarende risikoøgning for at få en apopleksi var på ca. 30% (1,28 for mænd og 1,34 for kvinder). Forfatterne konkluderer, at rygning af bare én cigaret dagligt er associeret med en overraskende høj risiko for at udvikle hjerte-kar-sygdomme.

Professor Merete Osler, Københavns Universitet, kommenterer: »Denne grundige analyse af al foreliggende evidens viser sammenhænge, der genfindes i de studier, hvor man kontrollerer for mulige konfoundere, og hvor målet for mængden af tobak er biokemisk valideret. Resultaterne underbygges af de mange studier, som viser, at passiv rygning er en risikofaktor for både iskæmisk hjertesygdom og apopleksi. Ligeledes peger de relativt få studier, hvor man har undersøgt risikoen ved lejlighedsvis rygning, i samme retning. Sammenholder man artiklens risikoestimater med tallene fra den seneste undersøgelse af danskernes rygevaner, som viser, at 3,7% af befolkningen ryger mindre end ti cigaretter dagligt, kan det beregnes, at man hvert år kunne forebygge ca. 450 tilfælde af iskæmisk hjertesygdom og ca. 150 apopleksitilfælde, hvis »smårygning« blev elimineret. Hvad mere dokumentation skal der til, for at politikerne kommer på banen og tager mere seriøst fat på at forebygge, at unge begynder at ryge, og rygere får massiv støtte til at stoppe«.

Hackshaw A, Morris JK, Boniface S et al. Low cigarette consumption and risk of coronary heart disease and stroke: meta-analysis of 141 cohort studies in 55 study reports. BMJ 2018;360:j3984.

Interessekonflikter: ingen.