Skip to main content

Sammenhæng mellem et let-moderat alkoholforbrug og risikoen for cancer

Redigeret af Siri Vinther, sirivinther@dadlnet.dk

29. sep. 2015
2 min.

Man ved, at der er en sammenhæng mellem alkoholindtag og risikoen for at få cancer, men fokus for eksisterende studier har hovedsageligt været på større alkoholforbrug. Det primære formål med dette studie var at bestemme cancerrisikoen for personer med et let-moderat alkoholforbrug.

Datagrundlaget var resultater fra to store amerikanske prospektive undersøgelser, hvor 88.084 kvindelige og 47.881 mandlige sundhedsprofessionelle blev fulgt fra hhv. 1980 og 1986 frem til 2010.

I løbet af den samlede opfølgningstid på 3.144.853 personår var der hhv. 19.269 og 7.571 incidente tilfælde af cancer blandt kvinder og mænd (ekskl. ikkefremskreden prostatacancer). Sammenlignet med kvinder, som slet ikke havde noget forbrug af alkohol, havde kvinder, som indtog 0,1-4,9 g alkohol pr. dag, en relativ risiko for at få cancer (uanset type) på 1,02 (95% konfidens-interval (KI): 0,98-1,06). For kvinder, som indtog 5-14,9 g/dag (op til en genstand pr. dag), var risikoen 1,04 (95% KI: 1,00-1,09). For mænd, som indtog hhv. 0,1-4,9, 5-14,9 og 15-29,9 g alkohol pr. dag, fandt man risikoestimater på 1,03 (95% KI: 0,96-1,11), 1,05 (95% KI: 0,97-1,12), og 1,06 (95% KI: 0,98-1,15). Risikoestimaterne var ens for forhenværende rygere og aldrigrygere. Gældende for begge køn og med det samlede alkoholindtag taget i betragtning fandt man heller ingen forskelle mellem dem, hvis forbrug var jævnt fordelt over ugen, og dem, hvis indtag var koncentreret til en eller få ugedage.

I en subanalyse betragtede man udelukkende cancertyper, hvor alkohol formodes at bidrage til sygdomsudviklingen. Risikoen for disse cancertyper var øget for kvinder med et forbrug på 5-14,9 g/dag (relativ risiko: 1,13; 95% KI: 1,06-1,20), hvilket primært var betinget af flere tilfælde af brystcancer.

Forskningsleder Anne Tjønneland, Kræftens Bekæmpelse, kommenterer: »Studiet giver god støtte til de danske lavrisikogrænser for alkoholindtag og berettiger i særdeleshed, at der findes forskellige grænser for kvinder og mænd. Mænd kan, hvis de ikke ryger, godt indtage op til de 14 genstande om ugen. Hos kvinder ses der en lille forøget risiko for brystkræft allerede under den lave grænse på syv genstande om ugen«.

Interessekonflikter: ingen

Cao Y, Willett WC, Rimm EB et al. Light to moderate intake of alcohol, drinking patterns, and risk of cancer: results from two prospective US cohort studies.

BMJ 2015;351:h4238.