Skip to main content

Screening for diabetic retinopathy using digital non-mydriatric fundus photography and automated image analysis

Læge Anja Bech Hansen

12. dec. 2005
1 min.

Ph.d.-afhandling udgår fra Øjenafdelingen, Amtssygehuset i Herlev, Københavns Universitet, og omfatter fire originalvidenskabelige artikler.

Formålet med ph.d.-afhandlingen var at belyse, hvordan der aktuelt screenes for diabetisk retinopati i Danmark, og undersøge, om det vil være muligt at etablere decentrale non-mydriatiske digitale fotoscreeningsenheder, hvor behandlingskrævende diabetisk retinopati opspores i samarbejde med et central computer-assisteret billedanalysecenter.

Det første studium viste, at omkring 43% af danske patienter med diabetes i 2002 boede i et amt uden systematisk screening for diabetisk retinopati. Det andet studium viste, at et digitalt kamera, som ikke kræver medikamentel pupiludvidelse forud for fotograferingen, med god sikkerhed kunne benyttes til opsporing af behandlingskrævende diabetisk retinopati. Det tredje studium viste, at automatisk billedanalyse i form af påvisning af røde læsioner kombineret med billedkvalitetskontrol fandt alle patienter med behandlingskrævende retinopati, og at den automatiske billedanalyse i praksis kan medføre en betydelig effektivisering. I det fjerde studium undersøgte vi arbejdsgangene i et stort system til opsporing af diabetisk øjensygdom. Ved hjælp af en matematisk model kunne vi simulere systemet og beregne hvilken undersøgelseskapacitet, der kræves for at screene specifikke befolkningsgrupper. Dette muliggør rationel dimensionering af de nye organisationer, som skal etableres for at sikre, at alle patienter med diabetes får de bedst mulige chancer for at bevare
deres syn.