Skip to main content

Screening for prostatakræft ser ud til at virke, men gør nok mere skade end gavn

Fornyet analyse af to store undersøgelser antyder, at screening med prostataspecifikt antigen (PSA) kan nedsætte prostatakræftdødelighed med ca. 30%.

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox (Foto: Jørgen Flemming)

Redigeret af Peter Lange, plange@dadlnet.dk

11. okt. 2017
2 min.

Forløbet af prostatakræft varierer både med hensyn til tumorens væksthastighed og respons på behandling. Dette er baggrunden for, at tidlig diagnose opnået ved screening ikke altid er en fordel. Det er godt at finde de hurtigtvoksende tumorer, som responderer godt på behandling, mens patienter med de langsomtvoksende tumorer eller med tumorer, som har dårlig behandlingsrespons, bør ”lades i fred”, da den ikkenødvendige eller uvirksomme behandling kan føre til alvorlige bivirkninger. Derfor er screening for prostatakræft omdiskuteret. De to vigtigste screeningsundersøgelser, som tilsammen inkluderer over 200.000 mænd over 55 år, European Randomised Study of Screening for Prostate Cancer (ERSPC) og Prostate, Lung, Colorectal, and Ovarian Cancer Sreening Trial (PLCO), blev begge publiceret i 2009. De gav modstridende resultater, måske fordi PLCO-undersøgelsen for praktiske formål sammenlignede forskellen mellem organiseret screening med opportunistisk screening og ikke forskellen mellem screening og ikkescreening. En ny analyse af de to store undersøgelser viser, at der efter korrektion for denne ”kontamination” ikke ser ud til at være forskel mellem resultaterne af de to studier, og konkluderer, at PSA-baseret screening ser ud til at nedsætte prostatacancerdødelighed med ca. 30%.

Professor Michael Borre, Aarhus Universitetshospital, kommenterer: »Studiet forsøger igennem en større matematisk øvelse at poole resultaterne af to ældre screeningsstudier. Det store regnestykke ændrer desværre ikke ved det faktum, at gevinsten ved PSA-screening i sin aktuelle form uvægerligt drukner i en uacceptabel overdiagnostik og bivirkningsfyldt overbehandling, hvilket også var hovedbudskabet i det europæiske ERSPC-studie. Det amerikanske PLCO-studie var helt uden overlevelsesgevinst, da kontrolgruppen lod sig PSA-teste lige så hyppigt som studiets screeningsarm. Til trods for en mangeårig udbredt opportunistisk PSA-screening og deraf afledt voldsom stigning i behandlinger er det herhjemme ikke lykkedes at påvirke dødeligheden. Det er desværre endnu ikke muligt at identificere de behandlingskrævende patienter på det nødvendigt tidlige tidspunkt blandt de mange patienter, som bør skærmes for diagnosen. Fremtidige værktøjer vil forhåbentligt ændre herpå«.

Tsodikov A, Gulati R, Heijnsdijk EAM et al. Reconciling the effects of screening on prostate cancer mortality in ERSPC and PLCO trials. Ann Intern Med, 5. sep 2017 (e-pub ahead of print).

Interessekonflikter: ingen