Skip to main content

Selvtest kan være lige så godt som ambulant kontrol efter medicinsk abort

Redigeret af Siri Vinther, sirivinther@dadlnet.dk

8. maj 2015
2 min.

Medicinsk abort anses generelt for at være både effektiv og sikker, men alligevel er ambulant kontrol inkl. humant choriongonadotropin (HCG)-måling og/eller ultralydskanning gængs praksis. Da netop den kliniske kontrol kan være en barriere for at vælge denne abortmetode, ønskede forskerne bag dette randomiserede, kontrollerede studie at undersøge, om selvtest i form af urin-HCG-måling kunne være et ligeværdigt alternativ.

Rekruttering til studiet foregik fra fire klinikker beliggende i hhv. Østrig, Finland, Norge og Sverige. I alt 924 voksne kvinder, som var gravide i maks. niende uge og skulle have foretaget en medicinsk abort, blev randomiseret til efterfølgende at møde til en ambulant, klinisk kontrol eller foretage en selvtest i form af urin-HCG-måling, begge dele 1-3 uger efter abortdatoen. Det primære effektmål var andelen af kvinder, for hvem aborten blev fuldendt, og hvor der ikke var behov for yderligere opfølgning i de efterfølgende tre måneder.

Analyseret per protokol var der tale om fuldendt abort for 432/455 (95%) kvinder i klinisk kontrol-gruppen, og 419/446 (94%) i selvtestgruppen. Kirurgisk intervention var indiceret i hhv. 20 (4%) og 17 (4%) tilfælde. Fortsat graviditet forekom ikke i klinisk kontrol-gruppen; til gengæld fik tre (0,7%) af de 458 kvinder, som havde foretaget selvtest, konstateret fortsat graviditet i løbet af andet trimester, hvorfor de måtte undergå medicinsk abort. Infektion blev konstateret hos hhv. 8 (1,8%) og 1 (0,2%) (p = 0,038).

Professor, overlæge Øjvind Lidegaard, Gynækologisk Klinik, Rigshospitalet, kommenterer: »I dette modige studie oplevede 0,7%, som selv mente at havde aflæst en negativ urin-hCG derhjemme, at de alligevel havde en fortsat graviditet uger senere. Ingen af de kvinder, som kom til professionel kontrol, oplevede noget tilsvarende. Som forfatterne selv konkluderer, er det ikke godt nok til klinisk praksis. Det kunne dog tilskynde til udvikling af et bedre kit og måske indsnævring af det tidsrum, som hjemmetesten skulle gennemføres inden for«.

Interessekonflikter: ingen

Oppegaard KS, Qvigstad E, Fiala C et al. Clinical follow-up compared with self-assessment of outcome after medical abortion: a multicentre, non-inferiority, randomised, controlled trial. Lancet 2015;385:698-704.