Content area

|
|

Skin and eye lens as biological UVR dosimeters

Forfatter(e)
Læge Jane Sandby-Møller: Forf.s adresse: Dermatologisk Afdeling D92, H:S Bispebjerg Hospital, Bispebjerg Bakke 23, DK-2400 København NV. E-mail: jsm01@bbh.hosp.dk Forsvaret finder sted den 18. maj 2004, kl.14.00, Auditoriet i bygning 9, 1. sal, Dermatologisk Afdeling, H:S Bispebjerg Hospital, København. Bedømmere: Gregor Jemec, Jørgen Serup og Tove Agner . Vejleder: Hans Cristian Wulf .

Ph.d.-afhandlingen, der består af en oversigt samt fem artikler, udgår fra Dermatologisk Afdeling, H:S Bispebjerg Hospital.

En metode til måling af individuel livstidseksponering for ultraviolet stråling (UVR) er en forudsætning for at vurdere den individuelle risiko for hudkræft. Formålet var at undersøge, om huden og øjets linse kan anvendes som biologiske UVR-dosimetre.

Det blev undersøgt, om hudekkogenicitet målt med ultralyd, hudkollagenautofluorescens og øjenlinse blå autofluorescens målt med spektroskopi, kan anvendes som biomarkører for individuel UVR-eksponering.

I alt 153 raske forsøgspersoner og 63 patienter med tidligere basalt cellekarcinom (BCC) eller malignt melanom (MM) deltog i forsøget. Relationen mellem biomarkørerne og UVR-eksponering blev undersøgt på følgende vis: 1) En effekt af alder kan delvis dække en effekt af UVR, 2) Forskelle mellem kropsregioner med forskellig UVR-eksponering, 3) Forskelle på grupper med høj og lav UVR-eksponering som følge af erhverv/fritidsinteresser, 4) Relation til direkte mål af individuel UVR-eksponering ud fra spørgeskema, soldagbog og individuelt båret solmåler og 5) Forskelle på en gruppe af raske forsøgspersoner og grupper af hudkræftpatienter, hvor sidstnævnte forventes at have været eksponeret for mere UVR.

Kun hudkollagenautofluorescens synes at være en lovende biomarkør for livstids-UVR-eksponering. Hudkollagenautofluorescensen nedsættes ved øget kumulativ UVR-eksponering. For hudkræftrisikovurdering kan denne biomarkør således anvendes som en faktor til evaluering af individuel UVR-eksponering.

Fremtidige studier bør søge efter andre potentielle biomarkører for UVR samt nærmere undersøge anvendelsen af hudautofluorescensspektroskopi til måling af UVR-eksponering med speciel fokus på UVR-dosis-respons, metodens specificitet og sensitivitet.

Reference: 
Ugeskr Læger 2004;166(20):
Blad nummer: 

Right side

af Susanne Backman Nøhr | 04/10
3 kommentarer
af Stephan Alpiger | 03/10
1 Kommentar
af Lars Søgaard-Jensen | 03/10
1 Kommentar
af Simon Hjerrild | 03/10
7 kommentarer
af Bodil Jessen | 01/10
5 kommentarer
af Elo Aagaard Rasmussen | 01/10
1 Kommentar
af Jesper Peter Schou | 30/09
2 kommentarer
af Simon Graff | 27/09
2 kommentarer
af Jonathan Dahl | 26/09
1 Kommentar
af Claus Rasmussen | 23/09
1 Kommentar