Splenosis omkring genitalia interna kan være en senkomplikation til milttraume

Splenosis er autotransplantation af vitalt miltvæv til andre dele af kroppen, der typisk opstår efter traumatisk miltruptur. Den hyppigste lokalisation er i abdomen og pelvis, men splenosis kan også findes intratorakalt, subkutant, intrahepatisk og intrakranielt [1]. Tilstanden er oftest asymptomatisk og opdages derfor typisk ved en tilfældighed.

Sygehistorie

En 40-årig kvinde fik pga. hypermenorrhoea foretaget total abdominal hysterektomi. Patienten havde som otteårig miltruptur efter et traume og blev opereret herfor. I forbindelse med hysterektomien fandt man talrige bløde, svampede, blålige og velafgrænsede tumorlignende processer, primært i fossa Douglasi. Den største målte 5 × 4 cm. Et par af processerne blev fjernet til mikroskopi. Ved frysemikroskopi fandt man intet malignt, men man kunne ikke afgøre præcist, hvilket væv der var tale om. Ved intraabdominal palpation fandt man ikke yderligere forandringer.

Postoperativt blev der udført computertomografi af abdomen med kontrast. Denne viste tre runde og homogene processer på henholdsvis 42, 27 og 16 mm på miltens plads. Herudover sås en tumor på 50 × 25 mm ved højre ovarie og talrige mindre nodulære forandringer intraperitonalt. Ved første vurdering havde man mistanke om peritoneal karcinomatose. Endelig histologi viste, at de fjernede processer var almindeligt miltvæv.

Patienten blev fulgt et år, og man kunne ved vaginal ultralydskanning konstatere, at processen på 5 × 4 cm ved højre ovarie ikke voksede, og patienten havde ingen symptomer. Figur 1 viser et ultralydbillede af bønneformet homogent væv, der måler 48,5 mm, som repræsenterer splenosis nær højre ovarie.

Diskussion

Ektopisk miltvæv findes i to former - bimilte og splenosis. En bimilt er medfødt, og der findes normalt ikke flere end seks bimilte hos den enkelte patient. Bimilte er karakteriseret ved bevaret miltstruktur i form af kapsel, hilus og parenkym, og blodforsyningen kommer fra en gren af arteria lienalis [2].

Splenosis er autotransplantation af vitalt miltvæv til andre dele af kroppen, som opstår efter traumatisk miltruptur eller operativ fjernelse af milten. Splenosis findes hyppigst i abdomen og pelvis, men er også beskrevet intratorakalt, subkutant, intrahepatisk og intrakranielt. Man kan typisk finde omkring 100 miltnoduli hos den enkelte patient, men op til 400 er beskrevet [1]. Histologisk fremstår miltvævet med ændret struktur, herunder dårligt defineret kapsel og manglende trabekulær struktur. Blodforsyningen kommer fra lokale arterier i det område, hvori splenosisvævet har implanteret sig [3].

Incidensen af splenosis er ukendt, da det ofte opdages tilfældigt, men man har estimeret, at det forekommer hos op til 65% af de patienter, der har fået foretaget posttraumatisk splenektomi [1]. Tilstanden er oftest asymptomatisk, men kan i pelvis dog medføre underlivssmerter, dysmenorrhoea og dyspareunia [3]. Da forandringer kan være svære at skelne fra maligne forandringer ved f.eks. computertomografi, kommer patienterne typisk igennem et længere udredningsprogram, før den korrekte diagnose stilles. Med miltskintigrafi med denaturerede erytrocytter kan man påvise miltvæv, og dette kan bruges i udredningen [4]. Desuden kan blodudstrygning vise fravær af Howell-Jolly-legemer og siderocyter, som man ellers normalt ville forvente at finde hos en patient, der er splenektomeret [2]. Splenosisvævet menes derfor at have miltfunktion.

Splenosis kan peroperativt forveksles med endometriose, maligne tumorer, lymfomer, metastaser og hæmangiomer [5]. Ved splenosis vil man finde et varierende antal rødviolette noduli, som kan variere i både størrelse (fra få millimeter til 12 cm) og form. De er typisk let blødende og velafgrænsede. Histologi vil give den endelige diagnose.

Hos en patient, som tidligere har haft miltruptur, er splenosis en vigtig differentialdiagnose ved uafklarede tumorlignende processer, der er fundet ved f.eks. computertomografi, ultralydsundersøgelse eller peroperativt. Miltskintigrafi kan benyttes til at komme diagnosen nærmere og kan spare patienten for invasive undersøgelser. Behandlingen afhænger af symptomatologien. Splenosisvæv bør kun fjernes, såfremt patienten har symptomer herfra, da det menes at have miltfunktion.

Tina Bergmann , Rovsingsgade 57, 2. tv., 2200 København N. E-mail: tina_bergmann@hotmail.com

Antaget: 20. august 2010

Først på nettet: 13. december 2010

Interessekonflikter: ingen