Skip to main content

Stigende antal forebyggelige dødsfald i forbindelse med urologisk kirurgi

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Redigeret af Siri Vinther, sirivinther@dadlnet.dk

20. nov. 2014
2 min.

Inden for en række kirurgiske specialer er den perioperative mortalitet faldende. Det har man især tilskrevet en faldende failure to rescue (FTR)-mortalitet, dvs. færre dødsfald som følge af erkendelige og forebyggelige komplikationer såsom pneumoni, sepsis og venøs tromboemboli. Formålet med dette studie var at bestemme, om samme udvikling gør sig gældende inden for urologien.

I alt blev der indsamlet data vedrørende 1.567.743 urologiske indlæggelser, som havde fundet sted på amerikanske hospitaler i perioden 1998-2010. Det primære fund var, at odds ratio (OR) for den samlede mortalitet faldt (OR: 0,990; 95% konfidens-interval (KI): 0,988-0,993), men at OR for FTR-mortaliteten steg med 5% årligt (OR: 1,050; 95% KI: 1,04-1,06). Høj alder, ikkehvid race, flere komorbiditeter og indlæggelse på et bynært hospital var uafhængige prædiktorer for FTR-relateret død (p < 0,001). Indlæggelsesraten faldt med 0,63% pr. år (p = 0,008), hvilket primært var betinget af, at en række kirurgiske procedurer, som tidligere foregik under indlæggelse, efterhånden overgik til ambulant regi. Det skifte kan have bidraget til den observerede stigning i FTR-mortalitet. Forfatterne anfører, at indlagte patienter generelt er blevet relativt dårligere, og at der derfor er en øget risiko for perioperative komplikationer.

Ledende overlæge Ulla Geertsen, Urinvejskirurgisk Afdeling, Odense Universitetshospital, kommenterer: »I Danmark har vi også konverteret mange operationer til dagkirurgiske indgreb, men patienterne selekteres nøje, så øget dødelighed som følge heraf, synes jeg ikke, at vi oplever. Patienter, som indlægges til operation, er ofte ældre og har flere komorbiditeter, og de gennemgår større indgreb. Selv om urologiske kræftoperationer er blevet mere ekstensive, er minimalt invasive procedurer vundet frem, og den præoperative forberedelse er forbedret, så heller ikke i denne gruppe opleves der øget mortalitet. De nationale cancerdatabaser vil om få år kunne vise os, om det forholder sig sådan«.

Sammon JD, Pucheril D, Abdollah F et al. Preventable mortality after common urological surgery: failing to rescue? BJU Int 10. jun 2014 (epub ahead of print).

INTERESSEKONFLIKTER: ingen