Skip to main content

Studies of a T-Lymphocyte cell-line in the treatment of patients with metastatic melanoma: clinical and immunologic response

Læge Lone Duval: Forf.s. adresse: Kildegården 8, st. tv., DK-8000 Århus C. E-mail: duval@as.aaa.dk. Forsvaret finder sted fredag, den 9. marts 2007, kl. 14.00, Medicinsk auditorium, Århus Sygehus, bygning 3, 3. sal, Nørrebrogade 44, 8000 Århus. Bedømmere: Inge Marie Svane, Poul Geertsen og Stephen Hamilton Dutoit. Vejleder: Hans von der Maase.

2. mar. 2007
2 min.

Undersøgelserne er udført under min ansættelse som klinisk assistent på Onkologisk Afdeling, Århus Sygehus. Formålet med afhandlingen var at undersøge et nyt immunmodulerende behandlingsprincip ved stadium IV-melanom og herunder at belyse den immunologiske effekt af behandlingen i blod- og vævsprøver.

Afhandlingens kliniske del bestod af et fase I-studie designet til, over fire dosisniveauer, at undersøge såvel tumoreffekt som bivirkningsprofil ved adoptiv immunterapi med receptor-modificerede, MART-1 specifikke T-lymfocytter injiceret i udvalgte metastaser hos 15 patienter med malignt melanom. Behandlingen viste sig at være uden væsentlig toksicitet og i stand til at inducere tumorregression. En patient opnåede således et partielt respons, og hos yderligere tre patienter observeredes signifikant lokal regression af metastaser. I afhandlingens parakliniske del anvendtes forskellige metoder mhp. at undersøge omfanget af de lokale injektioners evne til at inducere et lokalt henholdsvis systemisk immunologisk respons. Metoderne omfattede immunhistokemi, ELISPOT, fluorescensaktiveret cellesortering (FACS) og klonotypisk mappinganalyse. Sammenfattende viste undersøgelserne, at der i injicerede metastaser induceredes et lokalt respons i form af infiltration af immunceller vurderet ved immunhistokemi og tegn på induktion af et systemisk respons, idet ELISPOT fandt et stigende antal MART-1-specifikke lymfocytter i blodet. Afhandlingens overordnede konklusion er, at behandlingsprincippet fungerer i praksis, har beskedne bivirkninger og er i stand til at inducere såvel klinisk som immunologisk respons. Behandlingsprincippet bør undersøges nærmere, fx i kombination med Interleukin-2.