Svær hypotermi

Svær hypotermi er en sjælden, men vigtig diagnose, fordi tilstanden ofte forveksles med død, og fordi den har en særdeles god prognose selv efter eventuelt langvarigt hjertestop [1]. Tilstanden er forbundet med en lille cerebral blodgennemstrømning, lavt oxygenforbrug, stærkt reduceret minutvolumen og lavt systemisk blodtryk. I urbane områder optræder svær hypotermi især i forbindelse med mental sygdom, fattigdom og misbrug af stoffer og alkohol [2]. I visse rurale områder er over 90% af hypotermidødsfaldene sammenfaldende med alkoholindtag [3].

Sygehistorie

En 83-årig mand fra Vesterålen (Norge) blev i januar 2003 af en tilfældigt forbipasserende fundet livløs i en snedrive efter at have været savnet i ca. ti timer. Patienten blev meldt død, men da ambulancen nåede frem, og man fik placeret ekg-elektroder på ham, opdagede man, at han havde en langsom hjerterytme med en frekvens omkring 30 slag/min. Der var en svagt følelig puls i aa. carotis, men ingen erkendbar puls andre steder. Der var overfladisk og langsom respiration. Patienten blev hurtig bragt til hospitalet, hvor man målte en rektaltemperatur på 24,5 °C ved hjælp af en kalibreret probe anbragt ca. 15 cm oppe i rectum. Pupillerne var store og dilaterede og reagerede kun langsomt på lys. Patienten scorede 6 på Glasgow Coma Scale (GCS). I tillæg var der en række tumlelæsioner, som udtryk for at han havde haft bevidsthedsplumring og var faldet adskillige gange og havde pådraget sig indtil flere kontusionstraumer på arme og ben. Et ekg viste karakteristiske forandringer [4] i form af en langsom atrieflimmer med breddeøgede QRS-komplekser, forlænget QTC og J-tak efter S-takken.

Der blev straks iværksat behandling i form af aktiv og passiv ekstern opvarmning. Den aktive eksterne opvarmning blev forbeholdt truncus, for at undgå shunting af koldt ekstremitetsblod ind i den centrale cirkulation. Desuden blev der givet jævnlig infusion af ca. 43 °C varme væsker. I henhold til retningslinjerne [5] blev patienten holdt i horisontalleje, og alt tøj blev fjernet. Endelig blev han holdt i ro for at undgå eventuel induktion af arytmi.

Der blev ikke foretaget aktiv intern opvarmning i form af f.eks. peritoneal lavage med kaliumfrie varme væsker, ekstrakorporal opvarmning og oxygenering af blod eller øsofageale opvarmningstuber, som internationale retningslinjer foreskriver. Dette skyldtes logistiske forhold.

I løbet af ca. 12 timer steg patientens kernetemperatur gradvist til et normalt niveau. Blodtryk, puls, ekg og den mentale funktion normaliseredes i takt hermed (Fig. 1 ). Der var ingen alvorlige arytmiepisoder. Ved stuegang den følgende dag var patienten tilbage i sin habitualtilstand, dvs. moderat dement, men scorede i øvrigt 15 på GCS. Cirkulatorisk og respiratorisk var han stabil. Et ekg viste sinusrytme med normal frekvens. Patienten blev udskrevet flere dage senere, efter at de sociale forhold, som førte til, at han forvildede sig alene ud i sneen, var bragt i orden.

Denne kasuistik illustrerer, at hypotermi er en vigtig årsag til skindød, og at patienter med selv ekstremt lave kropstemperaturer har en god prognose efter genoprettelsen af normal kernetemperatur. Det er derfor vigtigt, at man er yderst forsigtig med at erklære hypoterme patienter for døde, og at resuscitering af afkølede personer først afsluttes efter langvarig indsats.

Data fra sygehistorien viste en stærk sammenhæng mellem graden af hypotermi og forskellige fysiologiske parametre. Kasuistikken indikerer derfor, at i tilfælde, hvor man ikke har mulighed for at foretage en pålidelig måling af kernetemperaturen, vil gentagne målinger af puls og blodtryk kunne anvendes som surrogatmål for behandlingens effekt ved hypotermi.

Tilstanden var sammenfaldende med mental sygdom (demens), hvilket også stemmer overens med tidligere studier [2].

Finn Larssen-Aas , Medicinsk Afdeling, Stokmarknes Sykehus, N-8480 Stokmarknes, Vesterålen, Norge.
E-mail: fla@stsh.no

Antaget den 24. juli 2003.

Stokmarknes Sykehus, Medicinsk afdeling.