Skip to main content

Ti-kilo-ovariecyste hos 13-årig

Marie Kirk Christensen & John Gade Kirurgisk Afdeling, Regionshospitalet Viborg

27. apr. 2012
4 min.


Ovariecyster er oftest symptomløse, men når de giver symptomer, er det hyppigst i form af ubehag, smerter, uregelmæssig menstruation og øget abdominalomfang [1]. Ved blødning inde i cysten, ruptur eller torsion af ovariet ses de som akut abdomen.

SYGEHISTORIE

En 13-årig pige kom til modtagelsen med pludseligt opståede smerter i venstre hypochondrium. Patienten havde i løbet af det foregående halve år ufrivilligt taget ca. 10 kg på og havde fået et betydeligt øget abdominalomfang på trods af kostomlægning og motion. Patienten var ikke seksuelt aktiv og havde haft regelmæssige menstruationer igennem de seneste to år. På diagnosetidspunktet kunne hun næsten ikke bøje sig forover. Patienten havde flere gange søgt læge på grund af uspecifikke gener. Ryggener, øvre dyspepsi, episoder med stikkende abdominalsmerter og tiltagende dårligere psyke forårsaget af besværet fysik og mobning i takt med mavens øgede omfang.

Objektivt fandtes en normalt proportioneret pige med slanke arme og ben samt et stort udspilet abdomen i karakteristisk æbleform.

Blodprøver viste cancer antigen (CA)-125 på 39 kE/l, mens øvrige værdier var normale. En undersøgelse for plasma-humant choriongonadotropin var negativ. En ultralydskanning viste en stor intraabdominal multilobulær cystedannnelse. Supplerende magnetisk resonans-skanning viste en ovariecyste, der udgik fra venstre ovarie og målte 27 × 37 × 17 cm. Desuden fandt man højresidig hydronefrose forårsaget af kompression mod ureter.

Patienten blev efterfølgende opereret med laparotomi på et andet sygehus, hvor ovariecysten inklusive hele venstre ovarie og salpinx blev fjernet fuldstændigt i et stykke med en vægt 10,3 kg (Figur 1 ). Der blev i øvrigt fundet normale makroskopiske forhold intraabdominalt uden tegn til spredning eller indvækst.

Ved en patologisk undersøgelse påviste man et mukøst cystadenom med borderline -forandringer. Der blev planlagt ambulant samtale og ultralydsskanning hver tredje måned, men ingen efterbehandling.

Efter ca. et halvt år var pigen igen fysisk velbefindende og i gang med skole og fritidsaktiviteter. Sygdomsforløbet havde dog nogle psykiske eftervirkninger.

DISKUSSION

Ovariecyster hos yngre kvinder er almindeligt forekommende, men den præcise incidens er ukendt. Cysterne udgør imidlertid mindre end 2% af alle tumorer hos piger under 16 år [2], og langt de fleste er benigne [3]. Maligne ovariecyster hos børn er sjældne. Ved en gennemgang af 1.700 forskellige tilfælde af ovarieneoplasmer hos unge kvinder under 20 år fandt man, at godt 4,5% af de cyster, der udgik fra overfladeepitelet, var maligne [4].

Fysiologiske og funktionelle cyster udgør hver især 25%, mens de neoplastiske cyster, både benigne og maligne, udgør de resterende 50% [5]. 60% af cysterne udgår fra ovariets overfladeepitel. De er oftest af serøs eller mukøs type. Malignitet i disse cyster ses oftest hos midaldrende og ældre kvinder [2]. Desuden findes der en borderline -type, som er malign uden invasivt potentiale. Særligt de mukøse cystadenomer har ofte opnået en betragtelig størrelse på diagnosetidspunktet [5]. Den anden store gruppe af ovariecyster er germinalcelletumorer, hvoraf 95% udgøres af teratomer.

Ved en literaturgennemgang i 2001 af 1.810 unge kvinder med neoplastiske ovarielæsioner blev der kun fundet seks mukøse cystadenomer [4].

I en opgørelse over 119 piger med ovariecyster fandt man cyster på op til 8 cm, der for det meste opløste sig selv igen. Kirurgisk intervention ved symptomløse cyster er fundet indiceret, hvis cysten stadig findes efter mindst 2-3 menstruationscykler eller evt. længere [1]. Fjernelse af ovariet og salpinx er ofte sufficient behandling.

Måling af CA-125 er sammen med gynækologisk undersøgelse og vaginal ultralydskanning et redskab til at adskille benigne fra maligne ovarietumorer.

Selvom store og behandlingskrævende ovariecyster er sjældne hos helt unge piger, er det en vigtig differentialdiagnose at have in mente til for eksempel fedme ved stort abdominalomfang.

Konsekvensen af at overse cysterne kan være både fysiske og psykiske påvirkninger hos patienterne. Der kan ud over risikoen for at overse cancer blandt andet være påvirket nyrefunktion efter ureterobstruktion og hydronefrose samt psykiske gener som følge af et abnormt udseende og deraf følgende mobning.

src="/LF/images_ufl/ufl_bla.gif">
Marie Kirk Christensen , Kirurgisk Afdeling, Regionshospitalet Viborg, Heibergs Allé 4, 8800 Viborg. E-mail: mariekirk@dadlnet.dk

ANTAGET: 14. september 2011

FØRST PÅ NETTET: 14. november 2011

INTERESSEKONFLIKTER: ingen

TAKSIGELSE: Lise Gammelgaard , Billeddiagnostisk Afdeling, Regionshospitalet Viborg, takkes for hjælp med magnetisk resonans-skannings-billedet.



Summary

Summary A 10-kg ovarian mucinous cystadenoma in a 13 year-old girl Ugeskr Læger 2012;174(18):1229-1230 A 13 year-old girl was admitted to hospital with abdominal pain and weight gain. The physical examination showed pronounced abdominal distension, but slim extremities. A magnetic resonance imaging scan revealed a left cystic ovarian tumour. The ovarian tumour was removed and the weight turned out to be 10.3 kg. Pathology showed a borderline mucinous cystadenoma. Ovarian tumours represent less than 2% of all tumours in girls under the age of 16. In this age group 50% of the ovarian tumours are neoplastic and 60% derive from the surface epithelia of the ovary.

Referencer

  1. Brandt ML, Helmrath MA. Ovarian cysts in infants and children. Sem Ped Surg 2005;14:78-85.
  2. Paran TS, Mortell A, Devaney D et al. Mucinous cystadenoma of the ovary in perimenarchal girls. Pediatr Surg Int 2006;22:224-7.
  3. Silva KSH, Kanumakala S, Grover SR et al. Ovarian lesions in children and adolescents - an 11-year review. J Ped Endocrin Metabol 2004;17:951-7.
  4. Flotho C, Rückaur K, Duffner U et al. Mucinous cystadenoma af the ovary in a 15-year-old girl. J Pediatr Surg 2001;36:3E6.
  5. Wooton-Gorges SL, Thomas KB, Harned RK et al. Giant cystic abdominal masses in children. 2005;35:1277-88.