Skip to main content

Toksisk hepatitis udløst af grøn te

Johan Rohde, Claire Jacobsen & Hans Kromann-Andersen 1) Medicinsk Afdeling, Glostrup Hospital, og 2) Medicinsk Afdeling, Køge Sygehus

14. jan. 2011
4 min.

Efter vand er te den mest konsumerede drik i verden, og man har drukket te gennem årtusinder [1]. Grøn te anses for at have helbredsgavnlige egenskaber, men der har været præsenteret flere tilfælde med hepatotoksiske bivirkninger. I det følgende præsenteres det første danske tilfælde af toksisk hepatitis efter indtagelse af grøn te.

Sygehistorie

En 55-årig kvinde blev indlagt i juni måned 2009 grundet forhøjede levertal. Henvendelsen til egen læge skyldtes træthed og almen utilpashed igennem et par uger. Kvinden havde tidligere fået konstateret hypotyroidisme og indtog dagligt levothyroxin foruden kalk med D-vitamin. Patienten havde intet alkohol- eller intravenøst misbrug. Patienten havde tidligere rejst flere gange i Thailand og var vaccineret mod hepatitis A.

Ved indlæggelsen var patienten upåvirket og uden cirrosestigmata. Biokemisk fandtes aspartat-aminotransferase 671 E/l (15-35), alanin-aminotransferase 941 E/l (10-45), basisk fosfatase 186 E/l (35-105), ferritin 1409 mikrogram/l (12-300) og laktatdehydrogenase 503 E/l (105-205), hvilket var foreneligt med parenkymatøs leverpåvirkning og celledød. Koagulationsfaktorer, bilirubin, albumin og infektionstal var normale. Virushepatitisprøver bekræftede kun den tidligere vaccination. Der fandtes let forhøjet immunglobulin (Ig)-M, normal IgA og IgG. Antinukleære antistoffer, glat muskelcelle-antistof, anti-dsDNA-antistoffer samt undersøgelse for cytomegalovirus og toksoplasmose var alle normale. Ultralyd af abdomen viste normale forhold. Fundene ved leverbiopsi var forenelige med toksisk/medikamentel hepatitis: betændelsescelleinfiltrater med lymfocytter og eosinofile granulocytter, let fibrose, enkeltcellenekroser og Kupffercelleproliferation. Der fandtes ikke steatose, mallorylegemer, cirrose eller malignitet.

Ved uddybning af anamnesen fremkom det, at patienten gennem det seneste halve år dagligt havde indtaget 4-6 kopper grøn te med citron købt i et dansk supermarked.

Under indlæggelsen modtog patienten kun symptomatisk behandling og blev rådet til totalt ophør med indtagelse af grøn te - også fremover. Ved udskrivelse efter to uger var biokemien næsten normaliseret. Blodprøverne blev kontrolleret tre måneder senere og fandtes normale.

Diskussion

Polyfenoler og koffein m.fl. er aktive bestanddele af grøn te (Camellia sinensis) . Polyfenoler underinddeles i catechiner, hvor den dominerende er epigallocathecin gallat (EGCG) [1].

EGCG's antioxidative effekt anses for at være en af årsagerne til grøn tes påståede gavnlige egenskaber. F.eks. mener man, at grøn te reducerer risikoen for kardiovaskulær og degenerativ sygdom samt cancer. Tillige modvirkes fedme og diabetes [1]. Imidlertid peger flere undersøgelser på, at EGCG og dets metabolitter gennem oxidativt stress kan forårsage hepatotoksicitet [1].

De hepatotoksiske skader deles overvejende i hepatocellulær, kolestatisk og blandet type [1]. Det kliniske spektrum spænder fra asymptomatiske tilfælde med stigning i leverbiokemi over akut hepatitis til fulminant leversvigt [2, 3].

Dyreforsøg har vist, at den hepatotoksiske effekt af grøn te er mest udtalt ved indtag fastende, og at EGCG akkumuleres i leveren [1]. Man fandt tillige større parenkymatøs leverskade ved indgift af samme dosis EGCG fordelt på to daglige administrationer end ved en enkelt bolus [4].

De fleste registrerede tilfælde af hepatotoksicitet skyldes kosttilskud på tabletform, der indeholder EGCG-koncentrat, som tages med henblik på vægttab [2]. Men der er rapporteret et tilfælde, hvor indtag af seks kopper grøn te dagligt i fire måneder udløste akut hepatitis, og et andet tilfælde gav kolestatisk leverpåvirkning. I begge tilfælde indtraf spontan normalisering, da eksponeringen ophørte, og recidiv ved reeksponering. Andre hepatotoksiske årsager blev udelukket [3, 5].

I litteraturen findes der kun få rapporterede hepatotoksiske tilfælde grundet grøn te; og ingen af disse er danske. Tager man grøn tes udbredelse i betragtning, forekommer dette bemærkelsesværdigt.

Det kan skyldes flere forhold: kun få personer er særligt genetisk disponerede og modtagelige for den hepatotoksiske effekt, miljøfaktorer, specifikke interaktioner, manglende viden hos fagpersoner og fejldiagnostik samt underrapportering.

De aktuelle fund er forenelige med og repræsenterer sandsynligvis toksisk hepatitis udløst af grøn te. Reaktionen er sjælden, men alvorlig, hvorfor det er væsentligt at være opmærksom på fænomenet. Kasuistikken understreger nødvendigheden af en grundig anamnese og detaljeret udredning ved leverpåvirkning. Tilfælde bør indberettes til Fødevarestyrelsen.


Johan Rohde , Lyshøj Allé 25, 3. th., 2500 Valby. E-mail: johan.rohde@gmail.com

Antaget: 9. april 2010

Først på nettet: 7. juni 2010

Interessekonflikter: Ingen


Summary

Summary Toxic hepatitis triggered by green tea Ugeskr Læger 2011;173(3):205-206 Green tea is associated with various beneficial health effects, but several cases of hepatotoxic side effects have been reported. We present the first Danish case of toxic hepatitis following the consumption of 4-6 cups of green tea per day for six months. Green tea's main chemical component is epigallocatechin gallate (EGCG). Animal studies have shown that EGCG accumulated in the liver is most toxic when consumed fasting and that it causes greater hepatotoxicity upon repeated administration. Green tea hepatotoxicity should be kept in mind and cases are notifiable to the food authorities.

Referencer

  1. 1. Mazzanti G, Menniti-Ippolito F, Moro PA et al. Hepatotoxicity from green tea: a review of the literature and two unpublished cases. Eur J Clin Pharmacol 2009;65:331-41.
  2. 2. Dara L, Hewett J, Lim JK. Hydroxycut hepatotoxicity: a case series and review of liver toxicity from herbal weight loss supplements. World J Gastroenterol 2008;14:6999-7004.
  3. 3. Federico, A, Tiso A, Loguercio C. A case of hepatotoxicity caused by green tea. Free Radic Biol Med 2007;43:474.
  4. 4. Lambert JD, Kennett MJ, Sang S et al. Hepatotoxicity of high oral dose (-)-epigallocatechin-3-gallate in mice. Food Chem Toxicol 2010;48:409-16.
  5. 5. Jimenez-Saenz M, Martinez-Sanchez MC. Acute hepatitis associated with the use of green tea infusions. J Hepatol 2006;44:616-19.