Udbrud af tinea capitis i en børneinstitution

Tinea capitis og corporis er de hyppigste svampeinfektioner hos børn. Ætiologien er i Danmark overvejende zoofile dermatofytter (Microsporum [M.] canis fra katte og hunde, Trichophyton [T.] verrucosum fra kalve og T. mentagrophytes fra små gnavere), men gennem de senere år er der set et øget antal antropofile infektioner (hovedvært er mennesket, og smitte sker ved direkte og indirekte kontakt mellem mennesker, fx T. tonsurans , T. violaceum og M. audouinii ). Vi beskriver et udbrud af M. audouinii -betinget tinea capitis i en børneinstitution for at gøre opmærksom på det kliniske billede, den øgede smitterisiko ved antropofil infektion og de behandlingsmæssige problemer ved især Microsporum -infektion.

Sygehistorie

De formodede indekspatienter var et søskendepar af dansk/afrikansk herkomst, formentlig smittet i Tanzania i sommeren 2000. Lidelsen debuterede i efteråret 2000 med kløende hårbundsaffektion. I marts 2001 sås der spredte områder i hårbunden med skældannelse og udtynding af håret (Fig. 1 ) samt grønlig fluorescens i Woods light (langbølget ultraviolet lys). Mikroskopi viste dermatofytter lejret i og uden på de inficerede hår (ektothrix), dyrkning viste M. audouinii . Forud for henvisning til en hospitalsafdeling var børnene blevet behandlet systemisk med terbinafin dagligt gennem ca. 3 mdr. I april 2001 påbegyndte man systemisk behandling med fluconazol, suppleret med lokalbehandling med terbinafin og ketoconazol. Behandlingen havde delvis effekt, men ingen af børnene var helbredt efter 57 ugers behandling (Tabel 1 , patient 1 og 2). Børnene gik i samme børneinstitution.

Fra efteråret 2000 til marts 2001 observerede man i institutionen mere end 15 tilfælde af tinea corporis og mindst fem tilfælde af behandlingsresistent tinea capitis, hvorfor kommunallægen blev involveret. Med henblik på at afklare problemets omfang gennemførte man i september 2001 en screeningsundersøgelse på dermatologisk afdeling, Amtssygehuset i Gentofte, af børn og personale, der var knyttet til institutionen, samt af familiemedlemmer med kliniske symptomer på svampeinfektion. I alt blev 98 personer undersøgt klinisk og mykologisk. Man fandt i alt 12 personer med dermatofytose, heraf otte tilfælde af tinea capitis og syv tilfælde af tinea corporis. Tre patienter havde både tinea capitis og tinea corporis (Tabel 1). M. audouinii blev påvist hos alle (Fig. 1 og Fig. 2 ). Man fandt ingen raske smittebærere. Trods langvarig antimykotisk behandling med fluconazol (8-16 mg/kg ugentligt) var kun to patienter med tinea capitis blevet helbredt ni måneder senere (juni 2002). Alle patienter med tinea corporis var blevet helbredt (Tabel 1). Efter samråd med kommunallægen og embedslægeinstitutionen blev patienter med nydiagnosticeret tinea capitis sygemeldt de første to uger i behandlingsperioden for at hindre yderligere smittespredning. De seks ikkehelbredte patienter blev efterfølgende behandlet med griseofulvin efter udleveringstilladelse fra Lægemiddelstyrelsen. Alle seks patienter er nu klinisk og mykologisk helbredt.

Diskussion

Forekomsten af tinea capitis er stigende. I Europa er gruppen af antropofile dermatofytter i dag den hyppigste årsag til tinea capitis, mens M. canis stadig er den hyppigst isolerede species (1). Stigningen i infektioner med antropofile dermatofytter er også registreret i Danmark, overvejende blandt indvandrerfamilier fra Afrika (2). Infektioner med antropofile svampe er langvarige, og ofte er de kliniske tegn beskedne eller moderate, hvilket giver en øget smitterisiko. Der er beskrevet små epidemier af tinea capitis i større europæiske byer blandt børn inficerede med antropofile dermatofytter (3). I denne artikel beskrives for første gang et sådant udbrud i Danmark, hvilket bør føre til øget opmærksomhed. Hårbundsinfektioner, der skyldes Microsporum -arter (ektothrix), er ofte vanskelige at behandle og kræver længerevarende behandling. Denne er altid systemisk og bør suppleres med lokalt antimykotikum af hensyn til sporespredningen (3, 4). Terbinafin er effektivt ved infektioner med Trichophyton -arter, hvorimod der hyppigt ses behandlingssvigt ved Microsporum -infektioner (5). Effekten af itraconazol er sammenlignelig med effekten af terbinafin. Fluconazol er anvendt med held i enkelte ukontrollerede undersøgelser (6). I vores patientgruppe var langvarig behandling med fluconazol utilstrækkelig til at give helbredelse. Griseofulvin, der ikke længere er indregistreret i Danmark, anses for at være det mest effektive stof til behandling af Microsporum -infektioner.

Patienter, hos hvem man har klinisk mistanke om tinea capitis, bør have foretaget mykologisk diagnostik med henblik på ætiologi. Antropofil infektion stiller skærpede krav til smitteopsporing og hindring af smittespredning. Foruden korrekt behandling bør der etableres et samarbejde med den kommunale sundhedstjeneste med henblik på hurtigt at iværksætte en »overvågningsfunktion«. Ved Microsporum -infektion må der forventes et længerevarende behandlingsforløb, ofte over flere måneder.

Merete Hædersdal , dermatologisk afdeling D-92, H:S Bispebjerg Hospital, Bispebjerg Bakke 23, 2400 København NV. E-mai l: mhaedersdal@dadlnet.dk

Antaget den 6. november 2002.

Amtssygehuset i Gentofte, dermatologisk afdeling,

Brøndby Kommune, Den Kommunale Sundhedstjeneste, og

H:S Bispebjerg Hospital, dermatologisk afdeling.