Skip to main content

Udvidet laparoskopisk excision af iliakale glandler kan muligvis forhindre overbehandling af patienter med prostatacancer

Pelvic lymph node regions.
Pelvic lymph node regions.

Nessn H. Azawi1, Katrine Stenfeldt2 & Tom Christensen1

30. sep. 2013
3 min.

INTRODUKTION

Perkutan endoskopisk excision af iliakale lymfeknuder er stadig guldstandarden til at diagnosticere spredning af prostatakræft til lymfeknuder. Den mest udbredte teknik indtil for nogle år siden var excision af iliakale lymfeknuder begrænset til fossa obturatorius (LPLND). Ved denne teknik bliver højst 38% af de drænerende lymfeknuder fjernet. Recidiv efter kurativt intenderet strålebehandling hos patienter med prostatakræft kan skyldes en underdiagnosticering af lymfeknudespredning. Vi præsenterer vores resultater af excision af iliakale lymfeknuder udvidet uden for fossa obturatorius (ePLND). I den anvendte form af ePLND fjernes omkring 63% af de drænerende lymfeknuder. Formålet med undersøgelsen var at se, hvor mange flere patienter vi fandt med lymfeknudespredning, og at sammenligne operationstid og operationskomplikationer ved ePLND med LPLND.

MATERIALE OG METODER

Operationsforløb og histologisvar blev retrospektivt opgjort på 44 patienter efter ePLND og 36 patienter efter LPLND i perioden fra maj 2010 til december 2011. Operationsmetoden var valgt ud fra operatørens præference og ikke patientprofil.

Excisionsområderne til den anvendte ePLND blev fordelt til tre områder på hver side. I: Et iliaca externa-felt afgrænset af gonadekarrene lateralt, bifurkaturen til a. iliaca communis kranielt, a. epigastrica inferior kaudalt og a. iliaca externa medialt. II: Fossa obturatorius afgrænset af a. iliaca externa lateralt, n. obturatorius inferiort, os pubis kaudalt, bifurkaturen til a. iliaca communis kranielt og a. iliaca interna medialt III: Et iliaca interna-felt afgrænset af a. iliaca interna lateralt, krydsningen ved ureter eller 1 cm fra bifurkaturen til a. iliaca communis kranielt, krydsningen af ligamentum umbilicale medianum og a. iliaca interna caudalt og ureter lateralt (Figur 1).

RESULTATER

Gennemsnitsalderen for patienter, der gennemgik ePLND, var 70,2 år og for LPLND 68,9 år. Seks patienter (13,6%), som fik foretaget ePLND, havde kun lymfeknudespredning uden for fossa obturatorius. Den gennemsnitlige operationstid for ePLND var 95 min (spændvidde 75-145 min) og for LPLND 82 min (spændvidde 30-145 min) (p = 0,03). To patienter havde operationskomplikationer ved LPLND, som krævede reoperation; en patient med portblødning og en anden med ureterlæsion. En patient havde porthernie i forbindelse med ePLND. Spredning til lymfeknuder viste sig at være positivt korreleret med seks eller flere positive prostatabiopsier ud af ti (p = 0,003).

KONKLUSION

Det vigtigste fund i denne opgørelse er, at seks patienter, som fik foretaget ePLND, havde lymfeknudespredning, der kun var lokaliseret uden for fossa obtoratorius. I denne opgørelse undgår man ved brug af ePLND en strålebehandling af 13,6% af patienterne med prostatakræft. Den anvendte ePLND er en sikker operation, der kan udføres med rimelig operationstid. Mortalitet kan ikke vurderes ved vores undersøgelse, da det kræver længere opfølgningstid.

KORRESPONDANCE: Nessn H. Azawi, Urologisk Afdeling, Roskilde Sygehus, 4000 Roskilde. E-mail: nesa@regionsaelland.dk.

INTERESSEKONFLIKTER: ingen. .

DANISH MEDICAL JOURNAL: Dette er et resume af en originalartikel publiceret på danmedj.dk som Dan Med J 2013;60(9):A4709.